Procesbevillingsnævnet tillader Højesteret at prøve fuldstændigt bortfald af kaskoforsikrings regreskrav mod chauffør ved grov uagtsomhed

Færdselsuheld under arbejde udløste kaskoudbetaling og regreskrav mod chaufføren

En arbejdstager var som led i sit arbejde som chauffør fører af en minibus, da han kørte ud for rødt lys i et vejkryds og blev påkørt af en anden bilist.

Minibussen var ejet af chaufførens arbejdsgiver og kaskoforsikret hos et forsikringsselskab. Selskabet udbetalte 87.404,69 kr. til arbejdsgiveren i anledning af skaderne på minibussen og rettede herefter et regreskrav mod chaufføren, der afviste ethvert ansvar for uheldet.

Forsikringsselskabet anlagde herefter retssag mod chaufføren med påstand om betaling af 87.404,69 kr. Chaufføren adciterede sin arbejdsgiver og nedlagde en friholdelsespåstand over for denne.

Sagens kerne er samspillet mellem forsikringsselskabets regresadgang og den særlige beskyttelse af arbejdstagere i erstatningsansvarsloven § 23. Når en kaskoskade er forvoldt ved grov uagtsomhed, er forsikringsselskabets regres ikke afskåret efter erstatningsansvarsloven § 19, stk. 2, men selskabet indtræder kun i det krav, arbejdsgiveren selv kunne have rejst mod arbejdstageren.

Byretten pålagde chaufføren at betale hele regreskravet

Byretten gav forsikringsselskabet medhold og frifandt samtidig arbejdsgiveren for chaufførens friholdelsespåstand.

Byretten fandt, at chaufføren havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, og retten fandt ikke anledning til at nedsætte kravet, idet:

• den ansvarspådragende handling var en overtrædelse af en klar lovregel, og
• det ikke var dokumenteret, at erstatningskravet ville være urimeligt tyngende for chaufføren.

Chaufføren indbragte byrettens dom for landsretten.

Landsretten lod ansvaret bortfalde fuldstændigt efter erstatningsansvarsloven § 23

Landsretten tiltrådte, at chaufføren ved den beskrevne kørsel havde handlet groft uagtsomt.

Landsretten konstaterede bl.a., at forsikringsselskabet indtrådte i det krav, som arbejdsgiveren selv kunne have rejst over for chaufføren som arbejdstager. Herefter fandt landsretten, at der uanset den udviste grad af uagtsomhed var grundlag for at lade erstatningsansvaret helt bortfalde efter erstatningsansvarsloven § 23, henset til skadens størrelse set i forhold til arbejdsgiverens og arbejdstagerens økonomiske forhold.

Landsretten henviste i den forbindelse til, at uheldet var forårsaget af kortvarig uopmærksomhed, mens arbejdstageren førte minibussen som led i sit arbejde som chauffør hos arbejdsgiveren, hvor han var ansat på ordinære lønmodtagervilkår.

Landsrettens afgørelse er trykt i FED 2025.97 Ø.

Det principielle spørgsmål: kan ansvar for groft uagtsom kaskoskade bortfalde helt efter § 23?

Sagen rejser det principielle spørgsmål, om en arbejdstagers erstatningsansvar for en skade, der er forvoldt ved grov uagtsomhed, kan bortfalde fuldstændigt efter erstatningsansvarsloven § 23, når kravet rejses som regreskrav af en kaskoforsikrer, der er indtrådt i arbejdsgiverens krav mod arbejdstageren.

Byrettens og landsrettens modsatrettede resultater illustrerer usikkerheden om, hvilken vægt den grove uagtsomhed og overtrædelsen af en klar lovregel skal tillægges over for hensynet til skadens størrelse sammenholdt med parternes økonomiske forhold.

Procesbevillingsnævnet meddelte forsikringsselskabet 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte forsikringsselskabet tilladelse til at indbringe landsrettens dom for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.

Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen er af principiel karakter for spørgsmålet om, hvorvidt — og i hvilket omfang — en arbejdstagers ansvar for en groft uagtsomt forvoldt kaskoskade kan lades helt bortfalde efter erstatningsansvarsloven § 23.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/18936.