ProcesbevillingsnævnetEn udenlandsk statsborger, der i 2001 blev udvist for bestandig i forbindelse med en behandlings-/anbringelsesdom for drab, og som siden har opholdt sig i Danmark på tålt ophold, begærede udvisningen prøvet efter udlændingelovens § 50. Både byret og landsret afviste begæringen, fordi de tidsmæssige betingelser ikke var opfyldt, og fordi der ikke forelå ganske særlige grunde. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret.
Den pågældende kom til Danmark som flygtning i slutningen af 1980'erne. I 2000 blev han i landsretten fundet skyldig i overtrædelse af straffeloven § 237 (manddrab) og straffeloven § 139 (usømmelig behandling af lig).
På grund af sin sindssygdom blev han frifundet for straf efter straffeloven § 16, stk. 1 og i stedet idømt en tidsubestemt anbringelse i hospital for sindslidende. Ved samme dom blev han udvist med indrejseforbud for bestandig. Højesteret stadfæstede udvisningsbestemmelsen i 2001.
Foranstaltningen udviklede sig efterfølgende:
| År | Begivenhed |
|---|---|
| 2000 | Landsretten: skyldig i drab, frifundet for straf (§ 16, stk. 1), anbringelsesdom + udvisning for bestandig |
| 2001 | Højesteret stadfæster udvisningsbestemmelsen |
| 2007 | Anbringelsesdom ændret til behandlingsdom |
| 2021 | Foranstaltningen endeligt ophævet |
Efter foranstaltningens ophævelse befandt den pågældende sig i Danmark på tålt ophold. Under udlændingemyndighedernes behandling oplyste han, at han ikke ønskede at medvirke til en frivillig udrejse til hjemlandet. Han havde fået tre børn i Danmark, men havde kun kontakt med den ene datter, der selv havde fået et barn. På tidspunktet for den aktuelle prøvelse tog han efter egne oplysninger fortsat medicin for sin sindssygdom.
Den pågældende begærede udvisningsbestemmelsen prøvet efter udlændingeloven § 50.
Byretten lagde til grund, at han opholdt sig i Danmark på tålt ophold, og at der ikke aktuelt var udsigt til udsendelse til hjemlandet, da udsendelse forudsatte hans medvirken, som han klart havde tilkendegivet, at han ikke ønskede.
Efter udlændingeloven § 50, stk. 1 kan begæring om prøvelse tidligst fremsættes seks måneder før, og skal indgives senest to måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. De tidsmæssige betingelser kan alene fraviges, hvis der foreligger ganske særlige grunde — hvilket som udgangspunkt kun foreligger, hvis der er en formodning for, at fornyet prøvelse er påkrævet for at overholde Danmarks internationale forpligtelser.
Byretten fandt, at der ikke var en sådan formodning, herunder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Varigheden af opholdet — der skyldtes hans manglende medvirken til udsendelse — og hans tætte tilknytning til den voksne datter og barnebarnet kunne ikke føre til et andet resultat. Begæringen blev afvist.
Landsretten udtalte, at kæresagen i første række angik, om den pågældende efter udlændingeloven § 50 kunne få prøvet, om udvisningen ved Højesterets dom fra 2001 skulle ophæves.
Efter § 50, stk. 1 kan en udlænding, der påberåber sig væsentlige ændringer i sine forhold, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Det var ubestridt, at tidsfristerne ikke var opfyldt.
Landsretten henviste til:
Landsretten udtalte, at forarbejderne i et tilfælde som det foreliggende måtte forstås således, at der — uanset om der var udsigt til hjemsendelse — kun var tale om ganske særlige grunde, hvis der forelå en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at der ikke på det foreliggende grundlag var en sådan formodning, og at betingelserne for at få prøvet udvisningen derfor ikke var opfyldt. Byrettens kendelse blev stadfæstet.
Procesbevillingsnævnet meddelte den pågældende udlænding 3.-instansbevilling til at kære landsrettens kendelse til Højesteret, jf. retsplejeloven § 392, stk. 3.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår der efter udlændingeloven § 50, stk. 1 foreligger ganske særlige grunde til at fravige de tidsmæssige betingelser for prøvelse af en udvisningsbestemmelse — navnlig over for en psykisk syg udlænding på tålt ophold, hvor udsendelse ikke aktuelt er mulig, fordi den forudsætter udlændingens egen medvirken, som han nægter.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/12521.
