Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om sagsomkostninger i straffesag, hvor tiltalte blev frifundet for hovedforholdet om 14 kilo kokain

Tiltalen mod seks personer for modtagelse og besiddelse af ikke under 14 kilo kokain

I en større straffesag var der blandt i alt 11 tiltalte rejst tiltale mod seks personer for overtrædelse af straffeloven § 191, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, og § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70.

Tiltalen gik ud på, at de pågældende i forening og efter forudgående planlægning og med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder havde modtaget og besiddet ikke under 14 kilo kokain.

Byretten: 10 års fængsel til T1 og pålæg om at betale samtlige sagsomkostninger

Byretten fandt fire af de tiltalte, herunder T1, skyldige i forholdet om de ikke under 14 kilo kokain. En femte tiltalt blev fundet skyldig i forsøg på salg af 12 kilo kokain.

Den sjette tiltalte, T2, blev derimod alene fundet skyldig i sammen med T1 at have medvirket til levering af stof og betaling af 23.000 kr. herfor — svarende til en levering på mellem 50 og 75 gram kokain. T2 blev desuden efter egen erkendelse dømt for besiddelse af ca. 100 gram hash og ca. 2 gram kokain til eget forbrug.

Byrettens afgørelser om straf og omkostninger fordelte sig således:

Dommen blev anket af samtlige tiltalte bortset fra T2.

Landsretten: T1 alene dømt for 100 gram kokain, men byrettens omkostningsafgørelse stadfæstet

Landsretten fandt alene T1 skyldig i besiddelse og videreoverdragelse af 100 gram kokain for 25.000 kr. Der var tale om netop den overdragelse, som T2 allerede var blevet dømt for i byretten.

Landsretten nedsatte på den baggrund straffen markant — fra fængsel i 10 år til fængsel i 10 måneder.

For så vidt angår omkostningerne:

• Landsretten stadfæstede byrettens bestemmelse om sagsomkostninger, dvs. at T1 fortsat skulle betale sagens omkostninger for byretten.
• Landsretten bestemte, at statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten.

Det principielle spørgsmål: omkostningsansvar efter frifindelse for hovedforholdet

Sagen rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af omkostningsansvaret i straffesager efter retsplejeloven § 1008. Efter § 1008, stk. 1 skal en domfældt erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, der er medgået til sagens behandling, men efter § 1008, stk. 2 er den tiltalte ikke pligtig at erstatte de yderligere omkostninger, der er foranlediget af, at undersøgelsen har været rettet mod andre eller flere forbrydelser end den, han dømmes for.

Den konkrete problemstilling er, om T1 — der i landsretten blev frifundet for langt størstedelen af tiltalen og kun dømt for videreoverdragelse af 100 gram kokain ud af de oprindeligt rejste ikke under 14 kilo — fortsat kan pålægges at betale samtlige sagsomkostninger for byretten, herunder de omkostninger der knytter sig til de forhold, han blev frifundet for.

Procesbevillingsnævnets afgørelse: 3.-instansbevilling meddelt

Procesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1, så landsrettens afgørelse om sagsomkostninger kan indbringes for Højesteret.

Nævnet har dermed vurderet, at spørgsmålet om fordelingen af sagsomkostninger, når en tiltalt frifindes for hovedtiltalen og alene dømmes for en brøkdel af det oprindelige forhold, er af principiel karakter.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/14192.