Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om sagsomkostninger i bevissikringssag — betydningen af at rekvirenten ikke fik dokumenteret krænkelse

Bevissikring uden forudgående underretning og spejling af selskabets harddiske

Fogedretten bestemte efter anmodning fra rekvirenten, at der uden forudgående underretning skulle gennemføres bevissikring mod et selskab på dets virksomhedsadresse, jf. reglerne om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. i retsplejeloven kapitel 57 a.

Under forretningen fandt fogedretten det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at selskabet havde krænket rekvirentens immaterielle rettigheder, og at der skulle foretages bevissikring ved spejling af harddiske, mens nogle øvrige bevissikringstiltag blev nægtet. Bevissikringsforretningen blev fremmet ved en kendelse, som selskabet ikke kærede.

Der blev efterfølgende afholdt to telefonretsmøder om rammerne for den IT-sagkyndiges undersøgelse af det fremkomne materiale. Da den IT-sagkyndiges rapport forelå, bestemte fogedretten, at materialet i rapporten — med få undtagelser — kunne udleveres til rekvirenten, idet selskabet dog skulle have lejlighed til at ekstrahere erhvervshemmeligheder. Fogedretten meddelte parterne en frist til at afhente materialet og erklærede undersøgelsen for afsluttet, hvorefter selskabet anmodede fogedretten om at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Fogedretten anså selskabet for tabende part og tilkendte rekvirenten 107.050 kr.

Fogedretten anførte, at sagsomkostningerne skulle fastsættes efter de almindelige sagsomkostningsregler i retsplejeloven kapitel 30, jf. § 653 d, jf. § 643.

Efter en samlet vurdering fandt fogedretten, at selskabet måtte anses for den tabende part, da rekvirenten i det væsentlige havde fået medhold i tvistepunkterne angående bevissikringens gennemførelse og udleveringen af det fremkomne materiale. At rekvirenten ikke havde fået fuldt medhold i alle tvistepunkter, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet i retsplejelovens § 312, stk. 1, om, at selskabet skulle betale sagsomkostninger til rekvirenten.

Fogedretten tilkendte herefter rekvirenten:

Landsretten stadfæstede — manglende krænkelsessag ændrede ikke omkostningsudfaldet

Landsretten bemærkede, at fogedretten havde fremmet bevissikringsforretningen ved en kendelse, som selskabet ikke havde kæret, og at der havde været afholdt telefonretsmøder om rammerne for den IT-sagkyndiges undersøgelser.

Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at selskabet i relation til sagsomkostningerne måtte anses for den tabende part, ligesom landsretten tiltrådte, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet efter retsplejelovens § 312, stk. 1.

Det forhold, at rekvirenten ikke havde anlagt en krænkelsessag, jf. retsplejelovens § 653 c, stk. 1, kunne ikke føre til et andet resultat.

Da der ikke efter parternes påstande for landsretten var spørgsmål om størrelsen på sagsomkostningerne, stadfæstede landsretten fogedrettens kendelse.

Sø- og Handelsrettens dom: ingen dokumenteret krænkelse og 15.000 kr. i tort til selskabet

Sideløbende med kæresagen for landsretten havde selskabet anlagt retssag mod rekvirenten med påstand om betaling af 17.441 kr. i erstatning for tabt fortjeneste og tort i anledning af bevissikringsforretningen. Rekvirenten påstod frifindelse.

Ved Sø- og Handelsrettens dom, der blev afsagt efter landsrettens kendelse, blev rekvirenten idømt at betale 15.000 kr. til selskabet. Sø- og Handelsretten lagde bl.a. vægt på, at det ved bevissikringsforretningen fremkomne ikke dokumenterede krænkelser af rekvirentens immaterielle rettigheder, og at selskabet derfor som udgangspunkt var berettiget til erstatning for tab og tort, jf. retsplejelovens § 653 c, stk. 3 og 4.

Selskabet fik tilkendt 15.000 kr. i erstatning for tort, men fandtes ikke at have godtgjort et økonomisk tab. Dommen sætter dermed omkostningsafgørelsen i et nyt lys: rekvisitus blev anset for tabende part og pålagt at betale rekvirentens omkostninger i bevissikringssagen, selv om den påberåbte krænkelse efterfølgende ikke kunne dokumenteres, og rekvisitus tværtimod blev tilkendt erstatning.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte selskabet 3.-instansbevilling til Højesteret til kære af landsrettens kendelse, jf. retsplejeloven § 392, stk. 3.

Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvem der skal anses for den tabende part og dermed bære sagsomkostningerne i en bevissikringssag efter retsplejeloven kapitel 57 a — herunder hvilken betydning det har for omkostningsafgørelsen, at det ved bevissikringen fremkomne efterfølgende ikke dokumenterede en krænkelse af rekvirentens immaterielle rettigheder, at rekvirenten ikke anlagde krænkelsessag efter § 653 c, stk. 1, og at rekvisitus ved Sø- og Handelsretten blev tilkendt erstatning for tort efter § 653 c, stk. 3.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/49836.