Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - afvisning

Sagen vedrører en kvindelig maler, der i januar 2023 blev tilknyttet en brugervirksomhed som vikar via et eksternt vikarbureau. Kort efter arbejdets begyndelse informerede klageren vikarbureauet om, at hun var gravid. Dette medførte en kortvarig sygemelding, mens der blev udarbejdet lovpligtig dokumentation i form af en arbejdspladsvurdering (APV) og en produktliste over de kemikalier, hun arbejdede med, for at sikre hendes og barnets sundhed.

Afmelding af vikariatet

Efter at have genoptaget arbejdet i få dage modtog vikarbureauet en meddelelse fra brugervirksomheden om, at man ønskede at afmelde klageren med øjeblikkelig virkning. Brugervirksomheden begrundede beslutningen med driftsmæssige omlægninger og et reduceret behov for malere, da deres egne fastansatte medarbejdere vendte tilbage fra opgaver på byggepladser. Som følge af denne afmelding blev klageren efterfølgende afskediget af sit vikarbureau.

Parternes argumentation

Klageren gjorde gældende, at afskedigelsen var i strid med Ligebehandlingsloven, da den reelt var begrundet i hendes graviditet. Hun påpegede, at hun udførte de samme opgaver som de øvrige ansatte, og at hun havde modtaget ros for sit arbejde frem til afmeldingen. Klageren mente, at brugervirksomheden bar et juridisk ansvar, da hun var underlagt deres instruktionsbeføjelse.

Brugervirksomheden afviste kravene med henvisning til:

• At der ikke forelå et formelt ansættelsesforhold mellem klageren og virksomheden, hvorfor de ikke kunne anses som arbejdsgiver.
• At udvælgelsen af hvilke vikarer, der skulle afmeldes, alene skete på baggrund af kvalifikationer og erfaring med virksomhedens specifikke produktionsteknikker, hvor klageren som nyuddannet vikar var blandt dem, der bedst kunne undværes.
• At to fastansatte malere ligeledes var blevet opsagt i samme periode som følge af manglende arbejdsopgaver.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at de ikke kunne behandle klagen, da forholdet faldt uden for nævnets kompetenceområde i relation til den indklagede brugervirksomhed.

Manglende arbejdsgiverstatus efter ligebehandlingsloven

Nævnet vurderede indledningsvist sagen i forhold til Ligebehandlingsloven. Det blev konstateret, at klageren var ansat i et vikarbureau og ikke i brugervirksomheden. Da der ikke eksisterede et ansættelsesforhold mellem klageren og den indklagede virksomhed, kunne virksomheden ikke anses for at være arbejdsgiver i lovens forstand. Forholdet var derfor ikke omfattet af Ligebehandlingsloven § 1, stk. 1.