Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - afvisning

Klagers argumentation omfattede følgende punkter:

• Fleksjobordningen er specifikt målrettet personer med handicap, men kriterierne for bevilling harmonerer ikke med EU-domstolens definition af handicap.
• Den administrative praksis, hvor kommunerne løbende indkalder fleksjobbere til kontrolsamtaler om arbejdsevne og opgaver, udgør en form for forskelsbehandling.
• Vilkårene forbundet med ordningen er i sig selv diskriminerende over for personer med funktionsnedsættelser.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om at afvise at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af forpersonskabet efter reglerne om formandsafgørelser i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 6, stk. 3.

Nævnets begrundelse for afvisning

Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet oplysninger i sagen, som tydede på, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i strid med forskelsbehandlingsloven.

Nævnets vurdering lagde vægt på følgende:

• Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der forelå direkte eller indirekte forskelsbehandling.
• Der var tale om en generel utilfredshed med de retlige rammer for fleksjobordningen, men ingen konkrete beviser for ulovlig forskelsbehandling i den specifikke sag.

Da det efter nævnets opfattelse var åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sagen, blev klagen afvist i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2. Nævnet fandt det derfor heller ikke nødvendigt at tage stilling til, om klagers lidelse juridisk set kunne karakteriseres som et handicap i lovens forstand.

Klageren blev med virkning fra 1. august 2010 visiteret til fleksjob og ansat den 24. august 2011 med en ugentlig arbejdstid på 20 timer, hvoraf 16,3 timer var effektive. PFA Pension afslog i 2010 at udbetale ydelser for tab af erhvervsevne, og Ankenævnet for Forsikring afviste klagen i en kendelse af 10. april 2012, da det ikke var bevist, at klagerens erhvervsevne var nedsat i dækningsberettiget omfang.

Den aktuelle tvist

I foråret 2019 henvendte klageren sig til kommunen og oplyste om en helbredsmæssig forværring, idet hun havde vanskeligt ved at honorere de 16,3 timer. Det blev aftalt at nedsætte timetallet til 12 timer ugentligt med virkning fra 1. juli 2019. Klageren ansøgte herefter PFA Pension på ny om udbetaling for tab af erhvervsevne. PFA Pension afslog ansøgningen den 17. januar 2020 med den begrundelse, at klagerens erhvervsevne ikke var nedsat i dækningsberettiget omfang.

Klagerens advokat har anført, at klagerens helbredstilstand er forværret siden 2012, hvilket understøttes af et stigende behov for behandling. En oversigt over antal behandlinger viser en stigning fra 2015 og frem:

Arbejdsgiveren har også bekræftet, at klageren er svært hæmmet af sine følger efter trafikuheldet og fortsat oplever gener, der påvirker koncentration, hukommelse og overblik.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren påstår principalt, at hendes erhvervsevne er nedsat til en tredjedel (1/3) pr. 1. juli 2019, og at hun dermed er berettiget til fuld udbetaling for tab af erhvervsevne og præmiefritagelse med virkning fra 1. oktober 2019. Subsidiært påstår hun, at erhvervsevnen er nedsat med halvdelen (1/2) pr. 1. juli 2019, hvilket berettiger til halv udbetaling og præmiefritagelse.

Klageren argumenterer for, at hendes erhvervsevne er yderligere nedsat som følge af den helbredsmæssige forværring, og at den effektive arbejdstid er afgørende for vurderingen af erhvervsevnen. Hun henviser til, at kommunen i 2010 oprindeligt vurderede, at hun kunne arbejde 20 timer, men senere ændrede opfattelse til 16,3 effektive timer. Klageren mener, at hendes nuværende arbejdstid på 12 timer er retvisende for hendes faktiske erhvervsevne, og at hun i en lang periode har arbejdet 'over evne'. Hun henviser til, at Beskæftigelsesindsatsloven § 116, stk. 1 definerer væsentlig arbejdsevnenedsættelse som maksimalt 18 timers arbejde ugentligt, og at Beskæftigelsesindsatsloven § 122, stk. 1 og Beskæftigelsesindsatsloven § 122, stk. 2 omhandler kommunens vurdering af arbejdsevne og intensitet i fleksjob. Klageren påpeger, at Ankestyrelsens principafgørelse N-11-06 fra 2006, der behandlede betydningen af udregnede beskæftigelsestimer i forhold til arbejdsevnevurdering under dagældende Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 69 og Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 70, støtter hendes synspunkt om, at effektiv arbejdstid er relevant. Endvidere mener klageren, at hun opfylder de økonomiske betingelser for udbetaling, da hendes indtjening i fleksjobbet er nedsat i forhold til en fuldt erhvervsdygtig person med lignende uddannelse og alder.

PFA Pensions argumenter

PFA Pension fastholder, at der ikke er dokumenteret en helbredsmæssig forværring siden nævnets afgørelse i 2012. Selskabet anfører, at klagerens tilstand er stationær, og at øget fysioterapi alene lindrer symptomer, ikke indikerer forværring. PFA Pension bestrider, at nedsættelsen af arbejdstiden til 12 timer er lægeligt begrundet, men snarere skyldes klagerens egne ønsker og aftale med arbejdsgiveren under den gamle fleksjobordning, hvor arbejdsgiveren modtager et offentligt tilskud på 2/3 af lønnen. Selskabet henviser til, at tilkendelse af fleksjob ikke skaber en formodning for ret til erhvervsevnetabsydelser, jf. U2007.846H. Endelig anfører PFA Pension, at klageren modtager fuld løn i sit fleksjob og derfor ikke opfylder de økonomiske betingelser for udbetaling og præmiefritagelse i henhold til forsikringsbetingelserne afsnit C, § 1, stk. 6, da hendes indtjening ikke er nedsat til en tredjedel eller halvdelen af, hvad der er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med lignende uddannelse og alder.