Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af medarbejderen ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1.

Nævnets vurdering af handicap

Nævnet slog indledningsvist fast, at klageren har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Dette blev begrundet med hans komplette lammelse i begge ben efter ulykken i 2002, hvilket udgør en langvarig funktionsbegrænsning, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre.

Bevisbyrde og afgørelse

Selvom klageren har et handicap, fandt nævnet ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Der var ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for den konkrete årsag til sygefraværet.
• Der var ikke godtgjort en klar sammenhæng mellem klagerens handicap og det specifikke sygefravær, der førte til anvendelsen af 120-dagesreglen.

Da klageren ikke havde løftet sin del af den delte bevisbyrde efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, fik han ikke medhold i klagen over afskedigelsen eller kravet om godtgørelse.

En social- og sundhedsassistent er blevet tilkendt ni måneders løn i godtgørelse efter en usaglig afskedigelse i forbindelse med forældreorlov.

Juridiske tvistpunkter

Der blev under sagen rejst spørgsmål om:

• Hvorvidt klagers tilstand efter arbejdsskaden udgjorde et handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.'s forstand.
• Om arbejdsgiveren havde tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse ved ikke at tilbyde nedsat tid eller omplacering.
• Betydningen af klagers manglende loyalitet og de usandfærdige oplysninger om hendes opholdssted og helbredstilstand.