Afvisning af patient med servicehund ved skadestue var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven

Sagen omhandler en kvinde diagnosticeret med Aspergers syndrom, ADHD, angst og OCD, som følte sig diskrimineret i forbindelse med et besøg på en hospitalsafdeling. Klageren var af sin bopælskommune bevilget en psykiatrisk servicehund som hjælpemiddel, og denne medbragte hun ved et akut fremmøde på skadestuen sammen med sin datter i marts 2023.

Hændelsen ved skadestuen

Ved ankomsten til skadestuen blev klageren og hendes datter afvist af personalet allerede ved indgangen. Den umiddelbare begrundelse for afvisningen var, at de ikke havde været i kontakt med en vagtlæge forud for deres fremmøde, hvilket er standardproceduren for visitation på det pågældende hospital. I forlængelse heraf oplyste personalet klageren om, at servicehunde som udgangspunkt kun må medbringes efter forudgående aftale og i særlige tilfælde.

Parternes argumenter og påstande

Klageren har anført, at afvisningen ved indgangen udgør ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap. Hun betragter servicehunden som et nødvendigt hjælpemiddel for hendes funktionsnedsættelse og har beskrevet, hvordan oplevelsen har haft vidtgående negative konsekvenser for hende.

Indklagede hospital har anerkendt, at personalet i den pågældende situation udviste usikkerhed omkring reglerne for medbringelse af servicehunde på det akutte område. Hospitalet har efterfølgende valgt at revidere deres retningslinjer for at sikre større klarhed fremover. De fastholder dog, at den konkrete afvisning af klageren udelukkende skyldtes proceduren for forudgående visitation, som ikke var overholdt, og at alle patienter uden forudgående aftale ville være blevet afvist på samme vis.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at hospitalet ikke havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5.

Nævnets begrundelse og vurdering

Nævnet vurderede indledningsvist, at klageren på grund af sine diagnoser og bevilgede hjælpemiddel har et handicap i lovens forstand. Nævnet fandt dog ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10.

Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på følgende:

• Årsag til afvisning: Den afgørende grund til afvisningen var, at klageren ikke havde kontaktet vagtlægen før ankomsten. Da dette krav gælder for alle borgere, blev klageren ikke behandlet ringere end andre i en tilsvarende situation.
• Servicehundens rolle: Selvom personalet efterfølgende udtalte sig om restriktioner for servicehunde, ændrede dette ikke på, at den oprindelige afvisning beroede på manglende visitation.