Sag om påstået diskriminering og chikane af fleksjobber med PTSD afvist af Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om at afvise at behandle klagen, da det blev vurderet som åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet tog udgangspunkt i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 1, som forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane.

I forhold til de påståede restriktioner og ændrede vilkår fra driftskoordinatorens side, vurderede nævnet, at der ikke forelå oplysninger, som indikerede en sammenhæng med klagerens handicap eller etniske herkomst. Selvom klageren oplevede vilkårene som urimelige, var der ikke fremlagt faktiske omstændigheder, der kunne skabe formodning om diskrimination efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Vedrørende chikane

Nævnet forholdt sig specifikt til episoderne med sexlegetøj. Selvom nævnet anerkendte, at en sådan adfærd fra en kollega utvivlsomt er ubehagelig, vurderede man, at hændelsen ikke havde en påviselig sammenhæng med de beskyttede kriterier (handicap, nationalitet eller etnicitet). Da klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling, blev klagen afvist i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 1.

Afgørelsens resultat:

• Klagen afvises.
• Der ydes ingen godtgørelse.

Klager, en socialrådgiver, havde siden 1999 været diagnosticeret med en kronisk sygdom, der medførte permanent nedsat erhvervsevne. Hun blev i 2008 bevilget fleksjob og ansat i en 20-timers fleksjobstilling ved Region Hovedstaden i 2011. Stillingen indebar socialrådgiverrelaterede og administrative opgaver, herunder patient- og pårørendekontakt samt koordinering af patientforløb.

Efter sin anden barselsorlov i marts 2015 oplyste Klager, at hendes helbredsmæssige situation kun tillod hende at arbejde 15 timer ugentligt. Ledelsen afviste dette ønske i marts 2016 og varslede afskedigelse. Klager blev efterfølgende deltidssygemeldt til 15 timer ugentligt, dels på grund af sin kroniske sygdom, dels på grund af en ny graviditet.

Forløbet op til Afskedigelsen

I januar 2018 meddelte Klager Region Hovedstaden, at hendes arbejdsevne fremadrettet var nedsat til 10 timer ugentligt. Dette førte til et møde den 20. februar 2018, hvor Region Hovedstaden afviste, at en arbejdstid på 10 timer ugentligt var tilstrækkelig til at sikre opgaveløsningen i afdelingen. Klager blev herefter varslet afskedigelse.

Den 5. marts 2018 blev der afholdt et møde med henblik på afskedigelse. Den ledende afdelingssygeplejerske forklarede, at en 20-timers stilling var et minimum på grund af stillingens tværfaglige karakter, som krævede deltagelse i ugentlige konferencer og møder, der udgjorde ca. 4,5 timer ugentligt. Det blev fremhævet, at kontinuitet, vidensdeling og forløbskoordination var afgørende, og at fremmøde mindst 3 dage om ugen (6-7 timer pr. dag) var nødvendigt.

Klager's speciallæger og jobkonsulent havde revurderet hendes arbejdsevne til 10 timer ugentligt, mens Klager selv mente, hun kunne arbejde 12 timer. Ledelsen fastholdt, at Klager ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen med kun 10 eller 12 timer ugentligt.

Klager blev fritaget for tjeneste og søgte en opslået 10-timers socialrådgiverstilling i et andet center i regionen, men fik den ikke. Den 15. maj 2018 fremsendte Region Hovedstaden et høringsbrev om afskedigelse, hvor de fastholdt, at Klager's tidligere arbejde på 15 timer ikke ændrede ved vurderingen, og at hendes patientforløb havde været usmidige og fragmenterede. Klager bestred denne beskrivelse og fastholdt, at hun var fuldt disponibel til at udføre sine arbejdsopgaver med færre timer.

Klager blev afskediget den 31. maj 2018. Begrundelsen var, at hun ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som socialrådgiver med kun 10 eller 12 timer ugentligt. Efterfølgende forhandlingsmøder mellem Klager's faglige organisation og Region Hovedstaden førte ikke til enighed.

Ligebehandlingsnævnets Afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandlede klagen i henhold til Forskelsbehandlingsloven og fandt, at Klager havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand. Nævnet lagde til grund, at behovet for den yderligere reducerede arbejdstid var en følge af Klager's handicap. Da Klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, påhvilede det Region Hovedstaden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7a.

Nævnet vurderede, at Region Hovedstaden ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at det ikke var muligt at beholde Klager i stillingen som socialrådgiver ved en rimelig tilpasning af arbejdstiden til 10-12 timer ugentligt, især da Klager i en længere periode havde arbejdet 15 timer ugentligt. Region Hovedstaden havde ikke løftet bevisbyrden for, at Klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Ligebehandlingsnævnet fandt derfor, at Klager skulle have medhold og tilkendte hende en godtgørelse på 310.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn. Da Region Hovedstaden ikke efterlevede denne afgørelse, blev sagen indbragt for retten i overensstemmelse med Lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 2.