Påstået etnisk diskrimination ved håndhævelse af hundeforbud i lejebolig afvist af Ligebehandlingsnævnet

Denne sag vedrører en klage over mulig forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med en udlejers krav om, at en lejer skal fjerne sin hund fra lejemålet. Sagen belyser konflikten mellem en udlejers ordensreglement og lejers personlige forhold samt påstande om selektiv håndhævelse af reglerne.

Sagens baggrund og de faktiske omstændigheder

Klageren har boet i sit lejemål i 15 år og er mor til fire børn, der har mistet deres far. I januar 2025 modtog klageren en henvendelse fra udlejeren, som konstaterede, at klageren holdt hund i lejemålet uden tilladelse. Udlejeren varslede, at hunden skulle fjernes inden for fem dage, da det var i strid med lejekontrakten, og truede med at indbringe sagen for Huslejenævnet.

Klageren anmodede om en dispensation og fremlagde følgende argumenter:

• Hunden fungerer som et følelsesmæssigt støttedyr for børnene i deres sorgproces.
• Der forelå en lægeerklæring, som bekræftede hundens betydning for børnenes trivsel.
• Andre beboere i ejendommen ses ofte med hunde i de fælles arealer.

Udlejers afvisning af særskilt tilladelse

Udlejeren fastholdt kravet om, at hunden skulle fjernes. De begrundede afvisningen med, at man ikke længere gav tilladelser til hund, medmindre der var tale om specialtrænede servicehunde (eksempelvis førerhunde). Udlejeren oplyste desuden, at man aktivt forsøgte at bekæmpe ulovligt husdyrhold i hele ejendommen, og at alle beboere var blevet mindet om reglerne.

Påstande om selektiv håndhævelse

Da klageren oplevede, at andre beboere med husdyr ikke modtog lignende advarsler, rejste hun mistanke om diskrimination. Klageren anførte, at hun var den eneste beboer med en anden etnisk baggrund end dansk, der var blevet mødt med et krav om at fjerne hunden, mens de hvide beboere efter hendes opfattelse fik lov til at beholde deres kæledyr. Til støtte for dette fremlagde klageren video- og billeddokumentation af husdyr i andre lejligheder og opgange.

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle klagen med den begrundelse, at det er åbenbart, at klageren ikke kan få medhold.

Manglende formodning om forskelsbehandling

Nævnet tog udgangspunkt i Bekendtgørelse af lov om etnisk ligebehandling § 3, som forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling. For at der kan blive tale om en overførsel af bevisbyrden til indklagede, skal klageren først påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, jf. .