Ligebehandlingsnævnets afvisning af sag om krav på flere handicapparkeringspladser

Sagen omhandler en klage over utilstrækkelige parkeringsmuligheder for personer med handicap hos et privat bridgecenter og på offentlige arealer i en kommune. Klageren, der er gangbesværet og indehaver af et handicapskilt, gjorde gældende, at det begrænsede antal pladser udgjorde ulovlig forskelsbehandling.

Parkeringsforholdene hos bridgecentret

Indklagede 1, et bridgecenter med ca. 44 medlemmer, meddelte ved sæsonstart, at klubben kun rådede over én parkeringsplads i gården. Denne plads ville blive tildelt af formanden efter en konkret vurdering af medlemmernes fysiske behov og skriftlige begrundelser. Klageren anførte, at dette antal var alt for lavt sammenlignet med andre bridgeklubber og udgjorde et brud på ligebehandlingsprincipperne.

Klage over kommunens forvaltning

Klageren rettede samtidig sin klage mod indklagede 2, som er den pågældende kommune. Klageren påpegede, at der på offentlige parkeringspladser manglede handicappladser, og at kommunen i stedet prioriterede etablering af ladepladser til elbiler. Det blev anført, at de få eksisterende handicappladser ofte var optaget, hvilket gjorde det umuligt for klageren at deltage i aktiviteter.

Parternes juridiske argumenter

Klageren gjorde gældende, at både bridgecentret og kommunen overtrådte Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Klageren mente, at kommunen havde en juridisk pligt til at sikre tilgængelighed, herunder også at gribe ind over for private aktørers parkeringsforhold. Kommunen havde administrativt meddelt klageren, at de ikke mente at have hjemmel til at blande sig i bridgecentrets private parkeringsforhold.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at de ikke kunne behandle klagen, da det var åbenbart, at der ikke kunne gives klageren medhold.

Manglende pligt til tilgængelighed

Nævnet vurderede, at klagen reelt handlede om spørgsmålet om fysisk tilgængelighed. Det fremgår af forarbejderne til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 3, at loven ikke i sig selv pålægger en pligt til tilgængelighed ud over, hvad der følger af anden lovgivning, såsom bygningsreglementet eller sektorspecifikke regler.

Nævnets kompetence og praksis

Nævnet præciserede, at manglende overholdelse af tilgængelighedsregler skal indbringes for de klageinstanser, der findes inden for den pågældende sektor. Da handicapdiskriminationsloven ikke giver nævnet hjemmel til at pålægge aktører at etablere flere parkeringspladser, faldt sagen uden for nævnets reelle prøvelsesret.