Forskelsbehandling ved udstationering: Afgørelse om handicapstatus, forsikringsvilkår ved graviditet og påståede repressalier

Sagen vedrører en kvindelig forsker, der i forbindelse med en treårig udstationering til USA mødte betydelige udfordringer med sine forsikringsvilkår. Klageren er diagnosticeret med den kroniske nyresygdom ADKPD, hvilket blev den centrale årsag til en række juridiske tvister.

Problemer med forsikringsdækning

Da klageren skulle udstationeres, afviste universitetets faste forsikringsselskab at tegne en udstationeringsforsikring for hende med henvisning til hendes medicinske historik. Dette førte til, at der i stedet blev tegnet en forsikring hos et andet selskab, som dog indeholdt en beløbsbegrænsning på 200.000 kr. for udgifter relateret til graviditet og fødsel.

Klagepunkter og juridiske spørgsmål

Klageren rejste flere klagepunkter mod universitetet:

• Handicapdiskrimination: Klageren mente, at afslaget fra det første forsikringsselskab betød, at hun de facto blev diagnosticeret med et handicap og dermed fik ringere arbejdsvilkår end raske kollegaer.
• Kønsdiskrimination ved graviditet: Klageren anførte, at både statens tjenesterejseforsikring (der kun dækkede fødsler indtil 36. uge) og den alternative udstationeringsforsikring med beløbsloft udgjorde diskrimination mod kvinder.
• Ligeløn: Universitetet tilbød klageren et løntillæg til selv at dække præmien på en privat sundhedsforsikring, hvilket klageren anså for at være i strid med ligelønsprincippet, da mandlige kollegaer ikke ville have tilsvarende udgifter.
• Repressalier: Klageren hævdede, at hun efter at have rejst krav om ligebehandling blev mødt med trusler om afskedigelse og chikanerende udtalelser fra ledelsen.

Parternes argumenter

Indklagede afviste alle påstande. De anførte, at de havde gjort alt for at finde en løsning i en kompliceret situation, hvor private forsikringsselskaber traf selvstændige beslutninger. Universitetet gjorde gældende, at løntillægget var den eneste lovlige måde at støtte klageren økonomisk på, da de som statslig institution ikke måtte dække private udgifter direkte. Vedrørende repressalier anførte de, at udtalelserne på de omtalte møder var faktuelle konstateringer af sagens fastlåste karakter og ikke trusler om afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at der ikke var sket overtrædelse af de gældende love om ligebehandling og forskelsbehandling.

Vurdering af handicapstatus

Nævnet fandt, at klageren ikke havde et handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1 forstand. Begrundelsen var, at klagerens nyresygdom ifølge de lægelige oplysninger ikke medførte langvarige funktionsbegrænsninger, der hindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Da der ikke var tale om et handicap, kunne der ikke ske forskelsbehandling på dette grundlag jf. .