Afvisning af klage over nægtet adgang for servicehund i restaurant grundet manglende bevis for handicap

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle klagen, da det blev vurderet som åbenbart, at der ikke kunne gives klageren medhold.

Nævnets vurdering af handicapbegrebet

For at få medhold i en klage efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5, stk. 1, er det en forudsætning, at klageren på tidspunktet for hændelsen havde et handicap i lovens forstand. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Klageren havde ikke fremlagt lægelig dokumentation, journaler eller kommunale akter, der dokumenterede en langvarig funktionsbegrænsning.
• Besiddelsen af en psykiatrisk servicehund er ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation for, at en person har et handicap i juridisk forstand.

Afgørelse

Da klageren ikke havde løftet bevisbyrden for at have et handicap, fandt nævnet det åbenbart, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling. Afgørelsen om afvisning blev truffet i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2.

Beskæftigelsesankenævnet fastslog dog, at institutionen som en offentlig arbejdsplads var forpligtet til at følge reglerne. Nævnet konkluderede, at institutionen havde handlet i strid med reglerne ved ikke at indkalde klageren til samtale og ved ikke at forhandle med jobcenteret, før stillingen blev besat med en anden ansøger.

Genoptagelse af sagen og samtale i 2010

Som følge af afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet blev klageren i foråret 2010 indbudt til at søge to nye stillinger med tilsvarende indhold. Klageren blev denne gang indkaldt til en personlig samtale den 16. april 2010. Efter samtalen modtog han igen et afslag på ansættelse.

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Han beskrev samtalen i 2010 som værende præget af fjendtlighed og som en ren pro forma-handling, hvor institutionen forsøgte at omgå lovgivningen om handicappedes rettigheder.

Indklagede afviste anklagerne om forskelsbehandling. De anførte, at klageren hverken i 2009 eller 2010 var lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Institutionen lagde vægt på, at klageren under samtalen i 2010 ikke kunne redegøre tilstrækkeligt for, hvordan hans baggrund kunne bidrage til opgaveløsningen, og at han manglede basal viden om institutionens kerneområder, herunder offentlig økonomi og kvantitative metoder.