Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold - chikane - arbejdsvilkår - ej medhold

Afvisning af krav om repressalier og chikane

Nævnet fandt dog ikke grundlag for at give klageren medhold i, at hun var blevet udsat for ulovlig chikane eller repressalier jf. Ligebehandlingsloven § 15. Nævnet vurderede, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger i sagen til at fastslå, at de administrative ændringer i introduktionsprogrammet eller de manglende systemadgange i den meget korte ansættelsesperiode udgjorde en selvstændig krænkelse.

Sanktion og godtgørelse

Indklagede blev pålagt at betale en godtgørelse på 515.000 kr., hvilket svarer til cirka 6 måneders løn. Ved fastsættelsen lagde nævnet vægt på sagens konkrete omstændigheder og klagerens anciennitet i overensstemmelse med Ligebehandlingsloven § 16, stk. 3.

En social- og sundhedsassistent er blevet tilkendt ni måneders løn i godtgørelse efter en usaglig afskedigelse i forbindelse med forældreorlov.

Klager, en socialrådgiver, havde siden 1999 været diagnosticeret med en kronisk sygdom, der medførte permanent nedsat erhvervsevne. Hun blev i 2008 bevilget fleksjob og ansat i en 20-timers fleksjobstilling ved Region Hovedstaden i 2011. Stillingen indebar socialrådgiverrelaterede og administrative opgaver, herunder patient- og pårørendekontakt samt koordinering af patientforløb.

Efter sin anden barselsorlov i marts 2015 oplyste Klager, at hendes helbredsmæssige situation kun tillod hende at arbejde 15 timer ugentligt. Ledelsen afviste dette ønske i marts 2016 og varslede afskedigelse. Klager blev efterfølgende deltidssygemeldt til 15 timer ugentligt, dels på grund af sin kroniske sygdom, dels på grund af en ny graviditet.

Forløbet op til Afskedigelsen

I januar 2018 meddelte Klager Region Hovedstaden, at hendes arbejdsevne fremadrettet var nedsat til 10 timer ugentligt. Dette førte til et møde den 20. februar 2018, hvor Region Hovedstaden afviste, at en arbejdstid på 10 timer ugentligt var tilstrækkelig til at sikre opgaveløsningen i afdelingen. Klager blev herefter varslet afskedigelse.

Den 5. marts 2018 blev der afholdt et møde med henblik på afskedigelse. Den ledende afdelingssygeplejerske forklarede, at en 20-timers stilling var et minimum på grund af stillingens tværfaglige karakter, som krævede deltagelse i ugentlige konferencer og møder, der udgjorde ca. 4,5 timer ugentligt. Det blev fremhævet, at kontinuitet, vidensdeling og forløbskoordination var afgørende, og at fremmøde mindst 3 dage om ugen (6-7 timer pr. dag) var nødvendigt.

Klager's speciallæger og jobkonsulent havde revurderet hendes arbejdsevne til 10 timer ugentligt, mens Klager selv mente, hun kunne arbejde 12 timer. Ledelsen fastholdt, at Klager ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen med kun 10 eller 12 timer ugentligt.

Klager blev fritaget for tjeneste og søgte en opslået 10-timers socialrådgiverstilling i et andet center i regionen, men fik den ikke. Den 15. maj 2018 fremsendte Region Hovedstaden et høringsbrev om afskedigelse, hvor de fastholdt, at Klager's tidligere arbejde på 15 timer ikke ændrede ved vurderingen, og at hendes patientforløb havde været usmidige og fragmenterede. Klager bestred denne beskrivelse og fastholdt, at hun var fuldt disponibel til at udføre sine arbejdsopgaver med færre timer.

Klager blev afskediget den 31. maj 2018. Begrundelsen var, at hun ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som socialrådgiver med kun 10 eller 12 timer ugentligt. Efterfølgende forhandlingsmøder mellem Klager's faglige organisation og Region Hovedstaden førte ikke til enighed.

Ligebehandlingsnævnets Afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandlede klagen i henhold til Forskelsbehandlingsloven og fandt, at Klager havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand. Nævnet lagde til grund, at behovet for den yderligere reducerede arbejdstid var en følge af Klager's handicap. Da Klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, påhvilede det Region Hovedstaden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7a.

Nævnet vurderede, at Region Hovedstaden ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at det ikke var muligt at beholde Klager i stillingen som socialrådgiver ved en rimelig tilpasning af arbejdstiden til 10-12 timer ugentligt, især da Klager i en længere periode havde arbejdet 15 timer ugentligt. Region Hovedstaden havde ikke løftet bevisbyrden for, at Klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Ligebehandlingsnævnet fandt derfor, at Klager skulle have medhold og tilkendte hende en godtgørelse på 310.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn. Da Region Hovedstaden ikke efterlevede denne afgørelse, blev sagen indbragt for retten i overensstemmelse med Lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 2.