Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en ansat læge, der lider af spinalstenose, hvilket medfører fysiske begrænsninger i forhold til at udføre funktioner i lægevagten. Klageren er ansat i en almen lægepraksis, hvor han tidligere har været fritaget for vagtforpligtelser på grund af sit handicap.
Konflikten opstod i forbindelse med en afgørelse fra det regionale Samarbejdsudvalg for almen praksis. Udvalget fastslog, at vagtforpligtelsen i en praksis udelukkende påhviler ejer-lægerne og ikke de ansatte læger. Som konsekvens heraf blev det besluttet, at klagerens personlige vagtfritagelse ikke ville blive forlænget, da det er klinikken som helhed (ejerne), der er ansvarlig for at dække vagterne tilknyttet de lægekapaciteter, de råder over.
Klageren har fremført, at afgørelsen udgør indirekte forskelsbehandling på grund af handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1. Han argumenterede for:
Indklagede (Regionen) fastholdt, at vagtforpligtelsen er et anliggende mellem regionen og praksisejerne. Da klageren er ansat og ikke ejer, er han ikke part i de administrative regler om vagtforpligtelse, og ansvaret for at tilrettelægge arbejdet, herunder vagter, ligger hos arbejdsgiveren.
Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle klagen med henvisning til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 3.
Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at en klager skal have en individuel og aktuel retlig interesse for at få en sag behandlet. I dette konkrete tilfælde vurderede nævnet, at:
Selvom nævnet afviste sagen mod regionen, bemærkede de, at Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 a pålægger en arbejdsgiver at foretage rimelige tilpasninger for personer med handicap. Dette indebærer, at selve ansættelsesforholdet og håndteringen af handicappet i dagligdagen er et spørgsmål mellem klageren og hans arbejdsgiver, snarere end et spørgsmål om regionens overordnede vagtregler.
| Afgørelsestype | Begrundelse | Hjemmel |
|---|---|---|
| Afvisning | Manglende retlig interesse | Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 3 |

En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.

Denne sag omhandler, hvorvidt Region Hovedstaden handlede i strid med Forskelsbehandlingsloven ved at afskedige en socialrådgiver i fleksjob på grund af handicap. Sagen blev indbragt for Retten i Hillerød, efter at Ligebehandlingsnævnet havde afgjort, at afskedigelsen var ulovlig, og Region Hovedstaden nægtede at efterleve afgørelsen.
Søger du handicaptillæg fra i dag 1. juli 2025 eller senere, skal din dokumentation opfylde nogle nye minimumskrav, som betyder, at du som minimum skal vedlægge journaler enten fra hospital, ambulant klinik, speciallæge eller egen læge, når du søger.
Styrelsen for Patientklager udtaler kritik af et privathospital for ikke at pausere blødningsforstyrrende kræftmedicin forud for en galdeblæreoperation.
Klager, en socialrådgiver, havde siden 1999 været diagnosticeret med en kronisk sygdom, der medførte permanent nedsat erhvervsevne. Hun blev i 2008 bevilget fleksjob og ansat i en 20-timers fleksjobstilling ved Region Hovedstaden i 2011. Stillingen indebar socialrådgiverrelaterede og administrative opgaver, herunder patient- og pårørendekontakt samt koordinering af patientforløb.
Efter sin anden barselsorlov i marts 2015 oplyste Klager, at hendes helbredsmæssige situation kun tillod hende at arbejde 15 timer ugentligt. Ledelsen afviste dette ønske i marts 2016 og varslede afskedigelse. Klager blev efterfølgende deltidssygemeldt til 15 timer ugentligt, dels på grund af sin kroniske sygdom, dels på grund af en ny graviditet.
I januar 2018 meddelte Klager Region Hovedstaden, at hendes arbejdsevne fremadrettet var nedsat til 10 timer ugentligt. Dette førte til et møde den 20. februar 2018, hvor Region Hovedstaden afviste, at en arbejdstid på 10 timer ugentligt var tilstrækkelig til at sikre opgaveløsningen i afdelingen. Klager blev herefter varslet afskedigelse.
Den 5. marts 2018 blev der afholdt et møde med henblik på afskedigelse. Den ledende afdelingssygeplejerske forklarede, at en 20-timers stilling var et minimum på grund af stillingens tværfaglige karakter, som krævede deltagelse i ugentlige konferencer og møder, der udgjorde ca. 4,5 timer ugentligt. Det blev fremhævet, at kontinuitet, vidensdeling og forløbskoordination var afgørende, og at fremmøde mindst 3 dage om ugen (6-7 timer pr. dag) var nødvendigt.
Klager's speciallæger og jobkonsulent havde revurderet hendes arbejdsevne til 10 timer ugentligt, mens Klager selv mente, hun kunne arbejde 12 timer. Ledelsen fastholdt, at Klager ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen med kun 10 eller 12 timer ugentligt.
Klager blev fritaget for tjeneste og søgte en opslået 10-timers socialrådgiverstilling i et andet center i regionen, men fik den ikke. Den 15. maj 2018 fremsendte Region Hovedstaden et høringsbrev om afskedigelse, hvor de fastholdt, at Klager's tidligere arbejde på 15 timer ikke ændrede ved vurderingen, og at hendes patientforløb havde været usmidige og fragmenterede. Klager bestred denne beskrivelse og fastholdt, at hun var fuldt disponibel til at udføre sine arbejdsopgaver med færre timer.
Klager blev afskediget den 31. maj 2018. Begrundelsen var, at hun ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som socialrådgiver med kun 10 eller 12 timer ugentligt. Efterfølgende forhandlingsmøder mellem Klager's faglige organisation og Region Hovedstaden førte ikke til enighed.
Ligebehandlingsnævnet behandlede klagen i henhold til Forskelsbehandlingsloven og fandt, at Klager havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand. Nævnet lagde til grund, at behovet for den yderligere reducerede arbejdstid var en følge af Klager's handicap. Da Klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, påhvilede det Region Hovedstaden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7a.
Nævnet vurderede, at Region Hovedstaden ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at det ikke var muligt at beholde Klager i stillingen som socialrådgiver ved en rimelig tilpasning af arbejdstiden til 10-12 timer ugentligt, især da Klager i en længere periode havde arbejdet 15 timer ugentligt. Region Hovedstaden havde ikke løftet bevisbyrden for, at Klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Ligebehandlingsnævnet fandt derfor, at Klager skulle have medhold og tilkendte hende en godtgørelse på 310.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn. Da Region Hovedstaden ikke efterlevede denne afgørelse, blev sagen indbragt for retten i overensstemmelse med Lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 2.

Sagen drejer sig om en kvindelig speditør, der efter 25 års ansættelse i en større transportvirksomhed blev opsagt i for...
Læs mere
Sagen omhandler en servicemedarbejder, der blev ansat ved et dansk universitet i 2007. I begyndelsen af 2011 blev medarb...
Læs mereLovforslag om Overgangen til en Ny Sundhedsstruktur (Overgangsloven) - Høringssammenfatning