Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - uddannelse - ej medhold

Parternes argumenter og de juridiske spørgsmål

Klageren gjorde gældende, at hans karakterer fra bacheloruddannelsen ikke var repræsentative for hans evner, da de var direkte påvirket af hans dengang udiagnosticerede handicap. Han mente, at institutionen burde have foretaget en rimelig tilpasning i form af dispensation fra karakterkravene og inddraget hans særlige forhold i vurderingen.

Uddannelsesinstitutionen anførte derimod, at:

• Klageren ikke havde søgt om dispensation for usædvanlige forhold på ansøgningstidspunktet.
• Udvælgelseskriterierne var baseret på objektive faglige mål og bachelorfag i overensstemmelse med adgangsbekendtgørelsen.
• Der ikke var dokumentation for en direkte sammenhæng mellem handicappet og de karakterer, der blev opnået mange år tidligere.
• Klageren selv havde oplyst, at han på ansøgningstidspunktet i 2020 ikke længere var væsentligt påvirket af sin diagnose.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at det ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3, stk. 2, at klageren ikke blev optaget på kandidatuddannelsen.

Nævnets begrundelse og vurdering

Nævnet lagde vægt på, om klageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling kunne anses for at have et handicap i lovens forstand. Dette kræver bevis for langvarige funktionsbegrænsninger, der hindrer fuld deltagelse i arbejdslivet eller uddannelsen på lige vilkår med andre.

Centrale punkter i afgørelsen:

• Manglende årsagssammenhæng: Nævnet fandt ikke, at de lægelige oplysninger dokumenterede, at klagerens diagnose havde medført konkrete funktionsbegrænsninger under uddannelsesforløbet fra 2005 til 2016.
• Vurdering af handicapstatus: Selvom klageren fik diagnosen Aspergers syndrom i 2018, var der intet i sagens akter, der godtgjorde, at han på tidspunktet for de karaktergivende eksaminer led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
• Klagers egne oplysninger: Nævnet bemærkede, at klageren selv havde oplyst, at han ikke længere var væsentligt påvirket af sin diagnose på det tidspunkt, hvor han søgte om optagelse igen.

Da klageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a, blev klagen ikke taget til følge. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med nævnets kompetence i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1.

Beskæftigelsesankenævnet havde tidligere i forløbet vurderet sagen og konstateret, at ministeriet ikke havde overholdt reglerne om fortrinsadgang. Nævnet lagde vægt på, at klageren opfyldte de formelle uddannelseskrav, og at ministeriet havde tilsidesat pligten til at indkalde ham til samtale.

Parternes argumenter og de juridiske spørgsmål

Klageren gjorde gældende, at den manglende overholdelse af reglerne om fortrinsadgang udgjorde ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap. Han anførte, at han gennem flere år havde søgt over 1.000 stillinger uden held, og at de barrierer, han mødte, netop var dem, som Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 skulle afhjælpe.

Ministeriet erkendte, at der var sket en beklagelig administrativ fejl, idet man ikke havde været opmærksom på klagerens anmodning om fortrinsret. De fastholdt dog, at udvælgelsen af kandidater til samtale udelukkende skete på baggrund af kvalifikationer, herunder:

• Specifikt kendskab til centraladministrationen
• Erfaring med ministerbetjening og uddannelsespolitik
• Praktisk undervisningserfaring på det relevante område