Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - parts- og vidneforklaringer

Sagen omhandler en kvindelig husassistent, der var ansat i et fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 6,5 time hos et kommunalt plejecenter. Klageren havde varige funktionsnedsættelser i form af en skulderskade fra 2008 og en knæskade fra en faldulykke i 2015, hvilket medførte specifikke skånehensyn som nedsat tid, ingen løft over skulderhøjde og begrænset trappegang.

I løbet af 2022 konstaterede plejecenteret et væsentligt økonomisk underskud, hvilket nødvendiggjorde personaletilpasninger for at spare over 600.000 kr. Ledelsen iværksatte en proces, hvor man prioriterede kerneopgaven, som blev defineret som den direkte pleje og omsorg af beboerne. I denne proces blev de fleksjobansatte indkaldt til individuelle samtaler frem for at deltage i et fælles personalemøde, hvilket ifølge indklagede skyldtes hensynet til fortrolighed omkring deres individuelle skånebehov.

Klageren blev efterfølgende udvalgt til afskedigelse. Der opstod i den forbindelse uenighed om følgende punkter:

• Arbejdsopgaver: Klageren foreslog at overtage administrative opgaver fra en kollega (vagtplanlægger), så denne kunne indgå i plejen. Indklagede mente ikke, at disse opgaver kunne deles eller var tilstrækkelige.
• Omplacering: Indklagede anførte at have forsøgt omplacering til blandt andet et andet storkøkken og en daginstitution. Klageren mente ikke, at disse tilbud var reelle eller forenelige med hendes skånehensyn.
• Kommunikation under sygdom: Der var uenighed om, hvorvidt indklagede reelt havde forsøgt at kontakte klageren med relevante jobtilbud, efter hun blev sygemeldt i oktober 2022.

Klageren gjorde gældende, at hun var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit handicap, og at indklagede ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om at afvise behandlingen af klagen.

Nævnet fastslog indledningsvist, at klageren på grund af sine varige fysiske funktionsbegrænsninger og ansættelse i fleksjob må anses for at have et handicap i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1.

Nævnet fandt desuden, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling. Dette skyldtes, at klageren blev udvalgt til afskedigelse delvist fordi hendes opgaver ikke var forenelige med hendes skånehensyn, samt at det i personalereduktionen primært var fleksjobbere, der blev opsagt, jf. .