Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - kommuner - afvisning

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da det vurderes som åbenbart, at klager ikke kan få medhold i påstanden om forskelsbehandling.

Nævnets begrundelse

Nævnet konstaterer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1.

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på:

• Klager besad ikke den erfaring eller det specifikke systemkendskab, som kommunen efterspurgte i opslaget.
• Den valgte kandidat var objektivt set væsentligt bedre kvalificeret til stillingen.
• Der var intet i sagen, der tydede på, at klagers handicap indgik i kommunens vurdering af ansøgningen.

Forholdet til fortrinsadgang

Selvom Ankestyrelsen har fastslået, at kommunen begik en procedurefejl ved ikke at overholde reglerne om fortrinsadgang, medfører dette ikke automatisk, at der er sket et brud på forskelsbehandlingsloven. Nævnet har ikke kompetence til at behandle brud på reglerne om fortrinsadgang isoleret set, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Da der ikke var holdepunkter for, at selve afslaget skyldtes handicappet, fandt nævnet det unødvendigt at tage stilling til, om klager juridisk set kan anses for at have et handicap. Afgørelsen blev truffet som en formandsafgørelse efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2, da sagen var uden tvivl.

Beskæftigelsesankenævnet fastslog dog, at institutionen som en offentlig arbejdsplads var forpligtet til at følge reglerne. Nævnet konkluderede, at institutionen havde handlet i strid med reglerne ved ikke at indkalde klageren til samtale og ved ikke at forhandle med jobcenteret, før stillingen blev besat med en anden ansøger.

Genoptagelse af sagen og samtale i 2010

Som følge af afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet blev klageren i foråret 2010 indbudt til at søge to nye stillinger med tilsvarende indhold. Klageren blev denne gang indkaldt til en personlig samtale den 16. april 2010. Efter samtalen modtog han igen et afslag på ansættelse.

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Han beskrev samtalen i 2010 som værende præget af fjendtlighed og som en ren pro forma-handling, hvor institutionen forsøgte at omgå lovgivningen om handicappedes rettigheder.

Indklagede afviste anklagerne om forskelsbehandling. De anførte, at klageren hverken i 2009 eller 2010 var lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Institutionen lagde vægt på, at klageren under samtalen i 2010 ikke kunne redegøre tilstrækkeligt for, hvordan hans baggrund kunne bidrage til opgaveløsningen, og at han manglede basal viden om institutionens kerneområder, herunder offentlig økonomi og kvantitative metoder.