LigebehandlingsnævnetLigebehandlingsnævnet skulle tage stilling til, om en kommune handlede i strid med forskelsbehandlingsloven, da en social- og sundhedsassistent med diagnosticeret ADHD/ADD blev afskediget efter et langvarigt sygefravær. Nævnet fandt, at klager havde et handicap i lovens forstand, men at afskedigelsen var begrundet i stress og angst uden dokumenteret sammenhæng med handicappet, hvorfor klager ikke fik medhold i sit krav om godtgørelse på 275.209,02 kr.
Klager blev den 23. maj 2022 ansat som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen hos den indklagede kommune, med prøvetid og opsigelsesvarsel efter funktionærloven. Stillingen bestod udelukkende af dagvagter og weekendvagter hver anden weekend.
Allerede forud for ansættelsen havde klager fra november 2020 til januar 2021 været i kontakt med lokalpsykiatrien i en anden kommune på grund af mistanke om ADHD samt spørgsmål om kognitive vanskeligheder. Efter klagers flytning til den indklagede kommune i september 2022 blev hun tilknyttet lokalpsykiatrien dér, hvor diagnosen F90.0 forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed (ADHD/ADD) blev bekræftet ved et DIVA-interview, og medicinsk behandling blev iværksat. Journalerne pegede desuden på mulig personlighedsforstyrrelse (tentativ diagnose F60.9).
Den 7. november 2022 blev klager sygemeldt på fuldtid. Af mulighedserklæringen fremgik bl.a. koncentrationsbesvær, angstsymptomer og svært ved at møde ind om morgenen. Der blev løbende afholdt sygefraværssamtaler, og der blev aftalt en gradvis opstart fra den 19. december 2022, som klager dog ikke gennemførte. Ved en ny varighedserklæring af 29. december 2022 blev fuld sygemelding forlænget til 1. februar 2023.
Efter en sygefraværssamtale den 9. januar 2023 blev det aftalt, at klager skulle starte gradvist op fra uge 6 med tre ugentlige vagter kl. 7.30-12.00. Klager mødte ind den 6. og 8. februar 2023, men blev herefter på ny fuldtidssygemeldt. Ved sygefraværssamtalen den 1. marts 2023 forklarede klager, at der ikke var nogen leder til stede til at hjælpe hende i gang, at der ikke forelå en plan for opgaverne, og at den manglende struktur ikke var hensigtsmæssig for en medarbejder med ADHD, der vendte tilbage fra en stresssygemelding.
En ny varighedserklæring af 21. februar 2023 angav, at klager fortsat var sygemeldt på grund af stress udløst af både arbejdsmæssige og private forhold samt angstanfald, med forventet raskmelding pr. 1. april 2023.
På baggrund af det driftsmæssige pres ved det lange sygefravær besluttede lederen den 1. marts 2023 at indstille klager til påtænkt afsked, hvilket blev meddelt klager den 2. marts 2023 med henvisning til sygefraværet siden 8. november 2022.
Klagers fagforening gjorde i høringssvar af 15. marts 2023 gældende, at kommunen ikke havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingsloven, bl.a. i relation til klagers dysleksi og manglende struktur på arbejdsdagen. Kommunen fastholdt afskedigelsen, som blev effektueret den 23. marts 2023 med fratræden ved udgangen af juni 2023. Kommunen henviste bl.a. til, at der var iværksat konkrete tiltag som senere mødetid, ekstra tid på kørelisten og hensyntagen til klagers datters sygdomsforløb.
Den 31. marts 2023 fremsatte fagforeningen krav om godtgørelse for usaglig opsigelse i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 a. Kommunen afviste kravet den 11. april 2023.
Ved en sygefraværssamtale den 17. maj 2023 blev det aftalt at forsøge en omplacering til et plejehjem, og klager skulle starte i praktik den 30. maj 2023. Klager opsagde imidlertid selv sin stilling med virkning fra 31. maj 2023 og tiltrådte den 1. juni 2023 en stilling som social- og sundhedsassistent på et plejehjem i en anden kommune.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. september 2023 med påstand om godtgørelse på 275.209,02 kr. svarende til ni måneders løn.
Klager gjorde gældende, at hun havde et handicap i form af ADHD/ADD, dysleksi og kognitive vanskeligheder, og at afskedigelsen reelt var begrundet heri, hvorfor der forelå direkte forskelsbehandling. Klager anførte, at kommunen ikke havde løftet sin bevisbyrde for at have opfyldt tilpasningsforpligtelsen — hverken forud for opstarten i februar 2023 eller efter sygefraværssamtalen den 1. marts 2023, hvor konkrete skånebehov blev italesat. Klager bestred, at hun var blevet tilbudt talegenkendelse eller en tidligere omplacering til plejehjem, og gjorde gældende, at hun på afskedigelsestidspunktet var kompetent, egnet og disponibel, hvilket bl.a. understøttedes af, at hun kort efter fik ansættelse på et plejehjem i en anden kommune.
Kommunen anerkendte at være bekendt med klagers ADHD, men bestred at have kendskab til kognitive vanskeligheder. Kommunen gjorde gældende at have opfyldt tilpasningsforpligtelsen gennem konkrete tiltag (senere mødetid, ekstra tid på kørelisten, kendte borgere, hensyn til datterens sygdom, tilbud om talegenkendelse), og at plejeopgavernes karakter ikke kunne gøres fuldt forudsigelige. Kommunen anførte, at klager ikke var kompetent, egnet og disponibel på afskedigelsestidspunktet efter mere end fire måneders sammenhængende sygefravær, og at sygefraværet i det væsentlige skyldtes private forhold og stress/angst — ikke ADHD.
Nævnet lagde til grund, at handicapbegrebet i forskelsbehandlingslovens § 1 skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis, herunder at også langvarige funktionsbegrænsninger som følge af en (evt. helbredelig) sygdom kan udgøre et handicap, jf. bl.a. EU-Domstolens domme i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), C-395/15 (Daouidi) og C-406/15 (Milkova), samt Højesterets domme i sagerne 300/2016 og 305/2016 (U.2018.853H).
Nævnet fastslog, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand i form af ADD/ADHD. Da det ved en delt bevisbyrde efter forskelsbehandlingslovens § 7 a afgørende var, om klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, lagde nævnet vægt på, at afskedigelsen efter sagens oplysninger var begrundet i sygefravær forårsaget af stress og angst — ikke af ADD/ADHD. Klager havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode handicapdiskrimination på dette grundlag.
For så vidt angik klagers stress og angst fandt nævnet, at disse tilstande på afskedigelsestidspunktet ikke havde haft en varighed, der kunne betegnes som lang, og at der ikke forelå oplysninger om, at klager havde lidt heraf før 7. november 2022. Vurderingen måtte derfor bero på en fremadrettet prognose, og nævnet fandt ikke, at klager havde godtgjort, at stress og angst udgjorde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at de forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Klagers oplysninger om dysleksi og datterens cerebrale parese kunne ikke ændre herpå, da afskedigelsen ikke var begrundet heri.
Klagenævn for sager om diskrimination på arbejdsmarkedet og andre samfundsområder.
"Klager får herefter ikke medhold i klagen."
Det var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling hos indklagede, og klager blev ikke tilkendt godtgørelse.
