Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kompetence - tilgængelighed - afvisning - medhold

Klageren anførte, at hun følte sig diskrimineret ved at skulle betale ekstra for et værelse, som hun var nødsaget til at bruge på grund af sit handicap. Hun påpegede desuden, at det anviste værelse efter hendes opfattelse ikke levede op til de gældende byggetekniske regler for tilgængelighed.

Indklagede hotel argumenterede for, at der ikke var tale om forskelsbehandling. Hotellet betragtede gebyret som en standardbetaling for en værelsesopgradering, som alle gæster skal betale, hvis de ønsker specifikke faciliteter såsom:

• Værelser uden trapper
• Værelser tæt på parkeringspladsen
• Værelser med særlig udsigt eller suiter

Hotellet fastholdt, at opgraderingen var et frivilligt tilvalg for gæsten.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at hotellet havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5.

Nævnets vurdering af handicap og forskelsbehandling

Nævnet slog fast, at klageren på grund af sine langvarige begrænsninger i mobiliteten er omfattet af handicapbegrebet i lovens forstand. Da hotellet opkrævede en merpris specifikt for et handicapvenligt værelse, forelå der direkte forskelsbehandling.

Nævnet lagde særlig vægt på:

• Den skriftlige korrespondance, hvor tillægget blev direkte knyttet til behovet for et handicapvenligt værelse.
• Fakturaen, hvor ordet "handicap" var påført manuelt som begrundelse for opgraderingsgebyret.

"Nævnet lægger til grund, at klager på grund af sit handicap skulle betale en merpris på 150 kr. Det støttes af fakturaen, hvorpå indklagede har anført ”handicap”, og den skriftlige kommunikation med klagers barnebarn."

Afvisning af byggetekniske spørgsmål

Vedrørende klagen over værelsets fysiske indretning og manglende overholdelse af bygningsreglementet, afviste nævnet at behandle denne del. Dette skyldes, at Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 3 ikke indeholder en selvstændig pligt til tilgængelighed udover, hvad der følger af anden lovgivning, og sådanne klager skal rejses over for de relevante sektormyndigheder.

Resultat og godtgørelse

• Afgørelse: Klageren fik medhold i, at gebyret var ulovlig forskelsbehandling.
• Godtgørelse: Hotellet blev pålagt at betale 5.000 kr. i godtgørelse til klageren jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 11.
• Renter: Beløbet skal tillægges procesrente fra sagens modtagelse i nævnet.

Beskæftigelsesankenævnet fastslog dog, at institutionen som en offentlig arbejdsplads var forpligtet til at følge reglerne. Nævnet konkluderede, at institutionen havde handlet i strid med reglerne ved ikke at indkalde klageren til samtale og ved ikke at forhandle med jobcenteret, før stillingen blev besat med en anden ansøger.

Genoptagelse af sagen og samtale i 2010

Som følge af afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet blev klageren i foråret 2010 indbudt til at søge to nye stillinger med tilsvarende indhold. Klageren blev denne gang indkaldt til en personlig samtale den 16. april 2010. Efter samtalen modtog han igen et afslag på ansættelse.

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Han beskrev samtalen i 2010 som værende præget af fjendtlighed og som en ren pro forma-handling, hvor institutionen forsøgte at omgå lovgivningen om handicappedes rettigheder.

Indklagede afviste anklagerne om forskelsbehandling. De anførte, at klageren hverken i 2009 eller 2010 var lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Institutionen lagde vægt på, at klageren under samtalen i 2010 ikke kunne redegøre tilstrækkeligt for, hvordan hans baggrund kunne bidrage til opgaveløsningen, og at han manglede basal viden om institutionens kerneområder, herunder offentlig økonomi og kvantitative metoder.