Ligebehandlingsnævnets afgørelse - kompetence - sagsbehandling - afvisning

Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet, efter at sekretariatet i første omgang havde afvist at behandle klagen med den begrundelse, at den ikke vedrørte de diskriminationsgrunde, som nævnet har kompetence til at vurdere.

Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse om at tiltræde sekretariatets afvisning af sagen. Nævnet har dermed bekræftet, at man ikke har kompetence til at behandle klagen.

Nævnets begrundelse og juridiske vurdering

Nævnet har i sin vurdering lagt vægt på, at deres kompetence er strengt afgrænset til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af specifikke kriterier såsom køn, race, hudfarve, religion, alder eller handicap, jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Nævnet konstaterede følgende:

• Sagen handler om lovligheden af et administrativt gebyr og vejledningen i forbindelse hermed.
• Klagen omhandler ikke forskelsbehandling baseret på de diskriminationsgrunde, som nævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet.
• Da sagen ikke falder inden for de retsregler, som nævnet administrerer, har man ikke hjemmel til at realitetsbehandle klagerens krav om tilbagebetaling.

Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1, som giver nævnet mulighed for at afvise klager, der ikke hører under dets område. Desuden er afgørelsen stadfæstet efter reglerne i Bekendtgørelse om forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet § 10, stk. 5.

Parternes argumenter

• Tryg Forsikring anførte, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for det høje erstatningskrav. De fremhævede, at klageren selv havde angivet en lavere værdi i den oprindelige opgørelse, og at han ikke kunne dokumentere købet af stolen. Selskabet henviste til, at dokumentationskravet stiger i takt med kravets størrelse, og at der ved tyveri af genstande i denne prisklasse kræves fyldestgørende dokumentation.
• Klageren anførte, at han kunne bevise kravets rigtighed og størrelse ved hjælp af skriftligt materiale, parts- og vidneforklaringer. Klagerens advokat anførte, at sagen ikke var egnet til at blive ført ved nævnet, idet bevisførelsen bør ske ved domstolene. Klageren fremlagde en erklæring fra sælgeren af stolen samt en vurdering fra en sagkyndig.