Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - afskedigelse under graviditet - medhold

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at hun blev fravalgt til stillingen udelukkende på grund af sin graviditet, og at det efterfølgende stop for tilkaldevagter var en form for repressalie. Skolen argumenterede derimod for, at afslaget på vikariatet skyldtes et ønske om en uddannet billedkunstlærer til et eksamenshold. Vedrørende de manglende tilkaldevagter hævdede skolen, at klageren selv havde givet udtryk for at ville stoppe i november, og at der derfor var tale om en naturlig afslutning på samarbejdet.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede havde overtrådt Ligebehandlingsloven på to punkter.

Afgørelse om vikariatet i billedkunst

Nævnet vurderede, at korrespondancen fra skolen, hvor der blev skrevet: "> Vi har bare det (glædelige problem), at du jo går fra. Derfor prøver vi i denne omgang en anden løsning :)", udgjorde faktiske omstændigheder, der skabte en formodning om direkte forskelsbehandling. Skolen formåede ikke at løfte bevisbyrden efter Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4 for, at beslutningen ikke var helt eller delvist begrundet i graviditeten.

Afgørelse om manglende tildeling af vagter

Nævnet fandt ligeledes, at det var i strid med Ligebehandlingsloven § 9, at skolen stoppede med at tildele klageren tilkaldevagter efter den 14. oktober 2022. Da klageren var gravid på dette tidspunkt, påhvilede det arbejdsgiveren at bevise, at den mindre gunstige behandling ikke skyldtes graviditeten. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der forelå en aftale om orlov fra november, eller at ophøret i vagter var sagligt begrundet.

Konklusion og godtgørelse

Som følge af overtrædelserne af Ligebehandlingsloven § 2 og Ligebehandlingsloven § 9, blev skolen pålagt at betale en godtgørelse.

• Godtgørelsesbeløb: 100.000 kr. med procesrente.
• Begrundelse: Beløbet blev fastsat ud fra et skøn over krænkelsernes karakter og alvor, herunder både afslaget på ansættelse og det efterfølgende ophør af vagter.

Nævnet afviste skolens anmodning om at afvise sagen til mundtlig bevisførelse, da de skriftlige beviser blev anset for tilstrækkelige til at træffe afgørelse i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.

Årsberetningen for 2025 fremhæver en markant effektivisering af sagsgangen og centrale afgørelser om statsborgerskab og arbejdsskader.

Klager, en socialrådgiver, havde siden 1999 været diagnosticeret med en kronisk sygdom, der medførte permanent nedsat erhvervsevne. Hun blev i 2008 bevilget fleksjob og ansat i en 20-timers fleksjobstilling ved Region Hovedstaden i 2011. Stillingen indebar socialrådgiverrelaterede og administrative opgaver, herunder patient- og pårørendekontakt samt koordinering af patientforløb.

Efter sin anden barselsorlov i marts 2015 oplyste Klager, at hendes helbredsmæssige situation kun tillod hende at arbejde 15 timer ugentligt. Ledelsen afviste dette ønske i marts 2016 og varslede afskedigelse. Klager blev efterfølgende deltidssygemeldt til 15 timer ugentligt, dels på grund af sin kroniske sygdom, dels på grund af en ny graviditet.

Forløbet op til Afskedigelsen

I januar 2018 meddelte Klager Region Hovedstaden, at hendes arbejdsevne fremadrettet var nedsat til 10 timer ugentligt. Dette førte til et møde den 20. februar 2018, hvor Region Hovedstaden afviste, at en arbejdstid på 10 timer ugentligt var tilstrækkelig til at sikre opgaveløsningen i afdelingen. Klager blev herefter varslet afskedigelse.

Den 5. marts 2018 blev der afholdt et møde med henblik på afskedigelse. Den ledende afdelingssygeplejerske forklarede, at en 20-timers stilling var et minimum på grund af stillingens tværfaglige karakter, som krævede deltagelse i ugentlige konferencer og møder, der udgjorde ca. 4,5 timer ugentligt. Det blev fremhævet, at kontinuitet, vidensdeling og forløbskoordination var afgørende, og at fremmøde mindst 3 dage om ugen (6-7 timer pr. dag) var nødvendigt.

Klager's speciallæger og jobkonsulent havde revurderet hendes arbejdsevne til 10 timer ugentligt, mens Klager selv mente, hun kunne arbejde 12 timer. Ledelsen fastholdt, at Klager ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen med kun 10 eller 12 timer ugentligt.

Klager blev fritaget for tjeneste og søgte en opslået 10-timers socialrådgiverstilling i et andet center i regionen, men fik den ikke. Den 15. maj 2018 fremsendte Region Hovedstaden et høringsbrev om afskedigelse, hvor de fastholdt, at Klager's tidligere arbejde på 15 timer ikke ændrede ved vurderingen, og at hendes patientforløb havde været usmidige og fragmenterede. Klager bestred denne beskrivelse og fastholdt, at hun var fuldt disponibel til at udføre sine arbejdsopgaver med færre timer.

Klager blev afskediget den 31. maj 2018. Begrundelsen var, at hun ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som socialrådgiver med kun 10 eller 12 timer ugentligt. Efterfølgende forhandlingsmøder mellem Klager's faglige organisation og Region Hovedstaden førte ikke til enighed.

Ligebehandlingsnævnets Afgørelse

Ligebehandlingsnævnet behandlede klagen i henhold til Forskelsbehandlingsloven og fandt, at Klager havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand. Nævnet lagde til grund, at behovet for den yderligere reducerede arbejdstid var en følge af Klager's handicap. Da Klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, påhvilede det Region Hovedstaden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7a.

Nævnet vurderede, at Region Hovedstaden ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at det ikke var muligt at beholde Klager i stillingen som socialrådgiver ved en rimelig tilpasning af arbejdstiden til 10-12 timer ugentligt, især da Klager i en længere periode havde arbejdet 15 timer ugentligt. Region Hovedstaden havde ikke løftet bevisbyrden for, at Klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Ligebehandlingsnævnet fandt derfor, at Klager skulle have medhold og tilkendte hende en godtgørelse på 310.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn. Da Region Hovedstaden ikke efterlevede denne afgørelse, blev sagen indbragt for retten i overensstemmelse med Lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 2.