Afvisning af klage over aldersdiskrimination som følge af ændret folkepensionsalder

Klageren anførte, at de nugældende regler stiller nuværende førtidspensionister økonomisk bedre, da de modtager førtidspension i to år længere end klageren gjorde. Da førtidspensionen generelt er højere end folkepensionen, mente klageren, at der var tale om en økonomisk ulempe baseret på alder og generation.

Klageren mente desuden, at sagen hørte under Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, idet nævnet har kompetence til at behandle sager om aldersdiskrimination. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet havde oprindeligt afvist sagen med den begrundelse, at klagen ikke vedrørte en diskriminationsgrund, som nævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet.

Ligebehandlingsnævnet besluttede at tiltræde sekretariatets afvisning af sagen. Nævnet vurderede, at forholdet vedrørende folkepensionsalder og pensionsydelser ligger uden for nævnets kompetenceområde.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at det kun har kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder, hvis klagen falder inden for anvendelsesområdet for forskelsbehandlingsloven (loven om forbud mod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet mv.). Da klagen vedrørte regler om folkepension og sociale ydelser uden for arbejdsmarkedet, har nævnet ikke lovhjemmel til at realitetsbehandle klagen.

Beslutningen om afvisning blev truffet med henvisning til følgende forhold:

• Klager over alder uden for arbejdsmarkedet kan ikke behandles af nævnet.
• Forholdet faldt ikke under de specifikke diskriminationsgrunde, som nævnet kan vurdere i sager uden for beskæftigelsessektoren.

Afgørelsen er truffet i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1, hvorefter nævnet kan afvise klager, der ikke skønnes egnede til behandling.

Fraværsstatistikken viste en betydelig afvigelse fra gennemsnittet i forvaltningen:

Parternes påstande

Klageren gjorde gældende, at hun blev udsat for aldersdiskrimination. Hun argumenterede for, at kommunen ikke fulgte sin egen sygefraværspolitik eller lovmæssige krav om opfølgningssamtaler efter sygedagpengeloven. Hun påpegede, at hendes sygefravær skyldtes konkrete somatiske sygdomme (lungebetændelse og infektion) samt arbejdspres, og at yngre kolleger med højt fravær ikke var blevet afskediget.

Indklagede kommune afviste påstanden om forskelsbehandling. De anførte, at afskedigelsen udelukkende skyldtes de driftsmæssige konsekvenser af det massive fravær. De fremhævede, at klageren selv var 62 år ved ansættelsen, hvilket ifølge kommunen talte imod en generel modvilje mod ældre medarbejdere. Kommunen dokumenterede desuden, at andre yngre medarbejdere ligeledes var blevet afskediget på grund af sygefravær i samme periode.