Afslag på servicehund i fitnesscenter: Vurdering af rette indklagede og bevisbyrde for handicapforskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling af klageren i forbindelse med adgangen til fitnesslokalerne.

Afvisning af klage over idrætscenteret

Nævnet fandt, at indklagede 1 (idrætscenteret) ikke var den rette modpart i sagen. Da det er indklagede 2 (fitnesscenteret), der driver de pågældende lokaler og fastsætter reglerne for adgang, blev klagen over indklagede 1 afvist i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2.

Vurdering af handicap og bevisbyrde

Nævnet anerkendte, at klageren har et handicap i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Dette blev baseret på diagnoserne Aspergers syndrom og ADHD samt behovet for en servicehund. Dog vurderede nævnet, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var udøvet forskelsbehandling jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10.

Begrundelse for frifindelse

Nævnet lagde afgørende vægt på følgende:

• Fitnesscenteret havde udvist villighed til dialog ved at tilbyde klageren en besigtigelse af lokalerne for at undersøge alternative løsninger.
• Da klageren ikke havde benyttet sig af dette tilbud, var der ikke grundlag for at fastslå, at han var blevet ringere behandlet.
• Det blev desuden bemærket, at Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5 ikke pålægger private aktører en generel pligt til rimelig tilpasning eller fysisk tilgængelighed.

• At lønnen burde fastsættes i overensstemmelse med relevante, sammenlignelige overenskomster på det generelle arbejdsmarked.
• At han blev behandlet ulige i forhold til den lovmæssige beskyttelse, som fleksjobvisiterede nyder.
• At han burde efterbetales for manglende ulempetillæg og pension svarende til vilkårene i branchens overenskomster.

Sammenligning af vilkår

Klageren fremlagde to overenskomster fra andre parkeringsselskaber for at påvise, at hans vilkår var ringere end branchestandarden.

Indklagede fastholdt, at alle timelønsansatte i virksomheden, uanset om de var i fleksjob eller ej, blev aflønnet efter nøjagtig de samme takster og vilkår.