Afslag på genoptagelse af sag om skoleplacering grundet manglende udtømmelse af klageadgang

Ligebehandlingsnævnet har besluttet, at sagen ikke genoptages.

Begrundelse for afslag på genoptagelse

Nævnet vurderede anmodningen efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 10, som foreskriver, at en sag kun kan genoptages, hvis særlige grunde taler for det – eksempelvis hvis der fremkommer nye væsentlige oplysninger, som ikke tidligere kunne fremlægges.

Nævnet fandt dog, at klager fortsat ikke opfyldte kravet om at have udtømt de administrative klagemuligheder i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 4, stk. 1.

Den juridiske vurdering af hjemvisningen

Nævnet lagde vægt på følgende juridiske forhold:

• Da Klagenævnet for Specialundervisning har hjemvist sagen til fornyet behandling, er sagen ikke endeligt afsluttet i det administrative system.
• Der verserer nu på ny en sag hos kommunen, som skal træffe en ny afgørelse.
• En eventuel ny afgørelse fra kommunen vil igen kunne påklages til Klagenævnet for Specialundervisning.

Da klageadgangen således ikke er udtømt, har Ligebehandlingsnævnet ikke kompetence til at behandle sagen på nuværende tidspunkt. Afgørelsen blev truffet som en formandsafgørelse i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 6, stk. 3.

Klage til Planklagenævnet

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.