Afskedigelse af kontorassistent efter oplysning om graviditet kendt i strid med ligebehandlingsloven

Under sagens behandling hos Ligebehandlingsnævnet har indklagede, som i mellemtiden er gået konkurs, ikke indsendt bemærkninger til sagen trods opfordring hertil. De juridiske spørgsmål i sagen kredser om, hvorvidt afskedigelsen var begrundet i klagerens graviditet, og om arbejdsgiveren kan løfte bevisbyrden for det modsatte.

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at afskedigelsen af klageren var i strid med Ligebehandlingsloven. Klageren får derfor fuldt medhold i sin klage.

Afgørelsens begrundelse og retsgrundlag

Da afskedigelsen fandt sted under klagerens graviditet, finder reglen om omvendt bevisbyrde anvendelse i medfør af Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4. Det betyder, at det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at afskedigelsen ikke skyldes graviditeten.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Klageren blev afskediget kun tre dage efter, at hun havde oplyst om sin graviditet.
• Indklagede har ikke bidraget med oplysninger eller dokumentation under sagen, der kan understøtte, at afskedigelsen udelukkende skyldtes de anførte faglige mangler.
• Som følge af den manglende bevisførelse fra arbejdsgiverens side, er bevisbyrden ikke løftet.

Godtgørelse og sanktion

Klageren er blevet tilkendt en godtgørelse på 210.000 kr. svarende til ca. seks måneders løn. Ved fastsættelsen er der taget hensyn til ansættelsesforholdets varighed og sagens konkrete omstændigheder.

Indklagede under konkurs skal betale beløbet inden for 14 dage. Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og Ligebehandlingsloven § 9.

Fraværsstatistikken viste en betydelig afvigelse fra gennemsnittet i forvaltningen:

Parternes påstande

Klageren gjorde gældende, at hun blev udsat for aldersdiskrimination. Hun argumenterede for, at kommunen ikke fulgte sin egen sygefraværspolitik eller lovmæssige krav om opfølgningssamtaler efter sygedagpengeloven. Hun påpegede, at hendes sygefravær skyldtes konkrete somatiske sygdomme (lungebetændelse og infektion) samt arbejdspres, og at yngre kolleger med højt fravær ikke var blevet afskediget.

Indklagede kommune afviste påstanden om forskelsbehandling. De anførte, at afskedigelsen udelukkende skyldtes de driftsmæssige konsekvenser af det massive fravær. De fremhævede, at klageren selv var 62 år ved ansættelsen, hvilket ifølge kommunen talte imod en generel modvilje mod ældre medarbejdere. Kommunen dokumenterede desuden, at andre yngre medarbejdere ligeledes var blevet afskediget på grund af sygefravær i samme periode.