Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - parts- og vidneforklaringer

Sagen omhandler en mandlig klager, der søgte en stilling som SOSU-hjælper hos en virksomhed (indklagede) efter at have set et opslag på sociale medier. Kontakten foregik via Messenger, hvor klager udtrykte interesse for en aftenvagt.

Hændelsesforløbet på Messenger

Ifølge sagens oplysninger opstod der en dialog mellem klager og en medarbejder hos indklagede, hvor følgende centrale punkter blev drøftet:

• Klager spurgte til muligheden for ansættelse og om han kunne starte med det samme.
• Medarbejderen svarede, at hun ønskede at kunne tilbyde jobbet, men afviste ham med henvisning til, at han boede for langt væk.
• Medarbejderen tilføjede i samme besked, at virksomheden havde mange borgere, der ikke ønskede mandlig pleje.
• Klager anførte herpå, at der var tale om ulovlig kønsdiskrimination.

Parternes argumenter og påstande

Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 35.000 kr. og gør gældende, at han er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit køn. Han argumenterer for, at medarbejderen optrådte som repræsentant for virksomheden, da hun havde slået stillingen op på Facebook.

Indklagede har afvist påstanden med følgende begrundelser:

• Virksomheden har aldrig modtaget en formel ansøgning fra klager.
• Den pågældende medarbejder har hverken ledelses- eller ansættelsesansvar og har ageret i privat regi på Facebook.
• Korrespondancen afspejler ikke virksomhedens personalepolitik, og medarbejderen er efterfølgende blevet irettesat for sin brug af virksomhedens navn.
• Virksomheden ansætter løbende både mænd og kvinder udelukkende baseret på kvalifikationer.

Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse om at afvise behandlingen af klagen. Afgørelsen er begrundet i, at sagens faktiske omstændigheder ikke kan fastlægges tilstrækkeligt gennem den skriftlige behandling.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet konstaterer, at der er væsentlig tvivl om, hvorvidt medarbejderen hos indklagede havde den fornødne fuldmagt eller bemyndigelse til at give afslag på ansættelse på virksomhedens vegne. Da dette spørgsmål er afgørende for, om Ligebehandlingsloven § 2 er overtrådt, kræver det en nærmere afklaring af parternes forklaringer.

I overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1, finder nævnet, at en afgørelse kræver mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da Ligebehandlingsnævnet ikke har mulighed for at gennemføre en sådan mundtlig bevisførelse, må sagen henvises til domstolene.