Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - er handicap - uddannelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at uddannelsesinstitutionen ikke havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 3. Selvom nævnet anerkendte, at klagers svagsynethed udgør et handicap i lovens forstand, fandt nævnet ikke bevis for, at der var udøvet ulovlig forskelsbehandling.

Nævnets begrundelse for de enkelte klagepunkter

• Erstatningsopgave: Nævnet vurderede, at kravet om et erstatningsprodukt var en saglig og neutral måde at sikre, at den studerende opfyldte uddannelsens læringsmål, når deltagelse i den ordinære undervisning ikke var mulig. Institutionen havde desuden vejledt klager korrekt om, at ledsagerordninger til eksterne aktiviteter skulle søges via kommunen og ikke via SPS-midler.
• Praktikplacering: Nævnet fandt det ikke godtgjort, at tildelingen af praktikpladsen var udtryk for forskelsbehandling. Det blev vægtet, at institutionen forsøgte at finde en alternativ plads, da de blev bekendt med praktikstedets forbehold, men at dette ikke var muligt på tidspunktet. Samtidig blev det bemærket, at klager efterfølgende fik tildelt en ekstra praktikmulighed.
• Håndtering af oplysninger: Der blev ikke fundet holdepunkter for, at institutionens indhentning af oplysninger fra praktikstedet udgjorde chikane eller forskelsbehandling.

Juridisk vurdering og bevisbyrde

Nævnet anvendte reglen om delt bevisbyrde i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a og konkluderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling. Afgørelsen er truffet i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1.

• Manglende initiativ i det daglige teamarbejde.
• Utilstrækkeligt kendskab til medarbejderhåndbogen trods gentagne test.
• Manglende beherskelse af det interne dokumentationssystem, herunder tidsregistrering og beboerjournaler.
• Alvorlige fejl i medicinmapper, som var klagers ansvarsområde.

Parternes påstande

Klager gjorde gældende, at afskedigelsen udelukkende skyldtes hans skriftlige udfordringer som følge af ordblindhed. Han påpegede, at Dictus-programmet i en periode ikke fungerede teknisk, og at han brugte meget fritid på at lære systemerne at kende. Han mente, at arbejdsgiveren burde have tilbudt yderligere støtte, såsom en personlig assistent eller ændret opgavefordeling.

Indklagede argumenterede for, at afskedigelsen skyldtes manglende faglige kompetencer og engagement, som ikke relaterede sig til ordblindheden. De fremhævede, at klager begik kritiske fejl i medicinhåndteringen og udviste manglende initiativ, hvilket var afgørende for sikkerheden og kvaliteten i arbejdet med beboerne.