Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - ej medhold

Virksomheden argumenterede for, at den manglende respons skyldtes travlhed i driften, og at de kun havde afsat tid til samtaler den pågældende mandag. De bestred, at oplysningen om fleksjob havde haft betydning for beslutningen om ikke at genindkalde ansøgeren.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at det ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, at virksomheden ikke indkaldte klager til en ny samtale.

Vurdering af handicap

Nævnet vurderede indledningsvist, om klager var omfattet af handicapbegrebet i lovens forstand. På baggrund af lægelige oplysninger om kronisk whiplash, smerter og nedsat udholdenhed samt visitationen til fleksjob, slog nævnet fast, at klager havde et handicap i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1.

Bevisbyrde og faktiske omstændigheder

Nævnet skulle herefter vurdere, om der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Nævnet konkluderede, at klager ikke havde løftet denne bevisbyrde. Begrundelsen var:

• Virksomhedens manglende svar på ønsket om at rykke samtalen skabte ikke i sig selv en formodning for diskrimination.
• Det blev lagt til grund, at virksomheden faktisk havde afholdt samtaler på det planlagte tidspunkt (den 20. marts), hvor klager ikke kunne deltage.
• Der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at virksomheden lagde vægt på oplysningen om fleksjob ved beslutningen om ikke at tilbyde en alternativ samtaletid.

Som følge heraf blev virksomheden frifundet for kravet om godtgørelse.

Beskæftigelsesankenævnet havde tidligere i forløbet vurderet sagen og konstateret, at ministeriet ikke havde overholdt reglerne om fortrinsadgang. Nævnet lagde vægt på, at klageren opfyldte de formelle uddannelseskrav, og at ministeriet havde tilsidesat pligten til at indkalde ham til samtale.

Parternes argumenter og de juridiske spørgsmål

Klageren gjorde gældende, at den manglende overholdelse af reglerne om fortrinsadgang udgjorde ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap. Han anførte, at han gennem flere år havde søgt over 1.000 stillinger uden held, og at de barrierer, han mødte, netop var dem, som Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 skulle afhjælpe.

Ministeriet erkendte, at der var sket en beklagelig administrativ fejl, idet man ikke havde været opmærksom på klagerens anmodning om fortrinsret. De fastholdt dog, at udvælgelsen af kandidater til samtale udelukkende skete på baggrund af kvalifikationer, herunder:

• Specifikt kendskab til centraladministrationen
• Erfaring med ministerbetjening og uddannelsespolitik
• Praktisk undervisningserfaring på det relevante område