Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - ej handicap - chikane - ej medhold

Parternes argumenter og juridiske spørgsmål

Klager gjorde gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling og chikane, da jobtilbuddet blev søgt annulleret alene på baggrund af hendes diagnose. Hun anførte, at hun var fuldt ud i stand til at varetage jobbet, hvilket hendes tidligere erfaringer og udtalelser fra lærere understøttede. Klager mente, at kommunens spørgsmål og vurderinger byggede på fordomme og skabte et ubehageligt miljø.

Indklagede kommune argumenterede for, at de blot forsøgte at afdække eventuelle skånebehov for at sikre, at uddannelsesforløbet kunne gennemføres forsvarligt. De bestred, at der var tale om et handicap i lovens forstand, da klager selv fastholdt, at hun fungerede på lige fod med andre og ikke havde behov for særlige hensyn.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede kommune ikke handlede i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets vurdering af handicapbegrebet

Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på, at begrebet handicap i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1 skal fortolkes som langvarige begrænsninger, der hindrer effektiv deltagelse i arbejdslivet på lige vilkår.

Selvom klager havde en diagnose og modtog handicaptillæg fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, fandt nævnet det ikke godtgjort, at hun led af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet lagde særligt vægt på:

• Klagers egne oplysninger om, at hendes diagnose ikke påvirkede hendes arbejde eller uddannelse.
• At der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for langvarige funktionsbegrænsninger i forhold til arbejdslivet.
• At klager selv havde afvist at have behov for skånehensyn under ansættelsen.

Afsluttende konklusion

Da klager ikke blev anset for at have et handicap på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling, kunne hun ikke få medhold i klagen over hverken direkte forskelsbehandling eller chikane. Nævnet anvendte herunder reglerne om delt bevisbyrde i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a. Klagen blev herefter ikke taget til følge jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 12.

Parternes argumenter og påstande

Klageren gjorde gældende, at opsigelsen var direkte begrundet i hendes epilepsi, og at arbejdsgiveren burde have iværksat kompenserende foranstaltninger, såsom personlig assistance, i stedet for afskedigelse. Hun mente, at hendes kolleger havde overfortolket hendes åbenhed.

Indklagede kommune argumenterede derimod for, at opsigelsen skyldtes en samlet vurdering af klagerens adfærd og opgavevaretagelse. De lagde vægt på, at hendes manglende sociale grænser gjorde det uforsvarligt at lade hende arbejde med børn, og at hun ikke loyalt havde oplyst om omfanget af sin sygdom ved ansættelsen. Kommunen mente desuden ikke, at klagerens tilstand kunne karakteriseres som et handicap i lovens forstand, da hun selv havde betegnet sig som rask og velbehandlet.