Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - chikane - er handicap - uddannelse - ej medhold

Vurdering af handicap og bevisbyrde

Nævnet slog indledningsvist fast, at klagerens svagsynethed udgør et handicap i lovens forstand, da der er tale om en langvarig funktionsbegrænsning. Da institutionen i interne mails havde udtrykt bekymring for klagerens synshandicap forud for ansættelsen, vurderede nævnet, at der var påvist faktiske omstændigheder, der skabte en formodning for forskelsbehandling jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Afgørelsens begrundelse

Nævnet fandt dog, at institutionen havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen var sagligt begrundet. Afgørelsen hviler på følgende centrale vurderinger:

• Manglende egnethed: Klageren var ikke "kompetent, egnet og disponibel" til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Dette skyldes især de dokumenterede sikkerhedsrisici i trafikken og manglende evne til at opretholde det nødvendige pædagogiske overblik over børnegruppen.
• Tilpasningsforpligtelsens grænser: Selvom en arbejdsgiver har pligt til at foretage rimelige tilpasninger efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a, strækker denne pligt sig ikke til at opretholde en ansættelse af en person, der ikke kan udføre kerneopgaverne, selv med tilpasninger.
• Sikkerhed frem for alt: Nævnet lagde vægt på, at kravene til en pædagogstuderende i en lønnet praktik, hvor vedkommende indgår i normeringen, indebærer et ansvar for børnenes sikkerhed, som klageren ikke kunne løfte.

Nævnet fandt det ikke nødvendigt med mundtlige vidneforklaringer, da sagen var tilstrækkeligt oplyst gennem de skriftlige observationer og mødereferater.

En social- og sundhedsassistent er blevet tilkendt ni måneders løn i godtgørelse efter en usaglig afskedigelse i forbindelse med forældreorlov.

Parternes argumenter og påstande

Klageren gjorde gældende, at opsigelsen var direkte begrundet i hendes epilepsi, og at arbejdsgiveren burde have iværksat kompenserende foranstaltninger, såsom personlig assistance, i stedet for afskedigelse. Hun mente, at hendes kolleger havde overfortolket hendes åbenhed.

Indklagede kommune argumenterede derimod for, at opsigelsen skyldtes en samlet vurdering af klagerens adfærd og opgavevaretagelse. De lagde vægt på, at hendes manglende sociale grænser gjorde det uforsvarligt at lade hende arbejde med børn, og at hun ikke loyalt havde oplyst om omfanget af sin sygdom ved ansættelsen. Kommunen mente desuden ikke, at klagerens tilstand kunne karakteriseres som et handicap i lovens forstand, da hun selv havde betegnet sig som rask og velbehandlet.