Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - afskedigelse - kommuner - kompetence - afvisning

Klager har bestridt disse anklager. Han fastholdt, at han var villig til at udføre intimpleje, da han vidste, det var en vigtig del af uddannelsen, men han fastholdt sit nej til at servere svinekød og alkohol. Klager henviste til, at han mente at have ret til denne fritagelse ifølge skolens vejledninger.

De juridiske spørgsmål i sagen

Det centrale spørgsmål i sagen er, om det udgør forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, når en arbejdsgiver ophæver en uddannelsesaftale, fordi en elev nægter at udføre specifikke arbejdsopgaver med henvisning til sin religiøse overbevisning. Kommunen har anført, at servering af mad og udførelse af intimpleje er ufravigelige og saglige dele af uddannelsesmålene.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse og begrundelse

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle klagen med henvisning til manglende kompetence.

Nævnet lagde vægt på, at klagers uddannelsesforløb er reguleret af lov om erhvervsuddannelse. I henhold til denne lovs § 63 skal tvistigheder mellem en elev og en oplæringsvirksomhed indbringes for enten det relevante faglige udvalg eller Tvistighedsnævnet.

"Nævnet er ikke kompetent til at behandle sager, der kan behandles i for eksempel Tvistighedsnævnet, som er nedsat i henhold til lov om erhvervsuddannelse."

Da sagen ikke forinden var blevet færdigbehandlet i det fagligt relevante system, følger det af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 4, stk. 1, at nævnet ikke kan tage stilling til klagen. Som konsekvens heraf blev sagen afvist i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1.

Parternes argumenter og påstande

Klageren gjorde gældende, at opsigelsen var direkte begrundet i hendes epilepsi, og at arbejdsgiveren burde have iværksat kompenserende foranstaltninger, såsom personlig assistance, i stedet for afskedigelse. Hun mente, at hendes kolleger havde overfortolket hendes åbenhed.

Indklagede kommune argumenterede derimod for, at opsigelsen skyldtes en samlet vurdering af klagerens adfærd og opgavevaretagelse. De lagde vægt på, at hendes manglende sociale grænser gjorde det uforsvarligt at lade hende arbejde med børn, og at hun ikke loyalt havde oplyst om omfanget af sin sygdom ved ansættelsen. Kommunen mente desuden ikke, at klagerens tilstand kunne karakteriseres som et handicap i lovens forstand, da hun selv havde betegnet sig som rask og velbehandlet.