Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en kvindelig studerende, der søgte flere stillinger hos en interesseorganisation, herunder en stilling som studentermedhjælper til digital kommunikation samt en stilling som hotline-rådgiver. I forbindelse med ansættelsesprocessen blev hun af den ene afdeling opfordret til at søge en anden ledig stilling som studentermedhjælper i organisationens politiske enhed.
Undervejs i dialogen om jobmuligheden i den politiske enhed sendte ansøgeren en SMS-besked til organisationen, hvor hun oplyste, at hun var gravid og havde termin i november. Hun gav udtryk for, at hun fortsat var meget interesseret i stillingen, men var bevidst om, at hendes kommende barsel kunne påvirke hendes kandidatur. Som svar herpå modtog hun en besked fra organisationen, hvori det blev anført, at det ville blive svært at få til at hænge sammen, da man søgte en medarbejder, der kunne være i stillingen i et par sammenhængende år, og at man ikke ønskede at skulle finde en vikar allerede efter et halvt år.
Klageren gjorde gældende, at afslaget var direkte begrundet i hendes graviditet, og at hun var blevet vurderet som kvalificeret til jobbet, før oplysningen om graviditeten kom frem. Hun nedlagde påstand om godtgørelse svarende til seks måneders løn.
Indklagede argumenterede for, at sagen burde afvises fra behandling i nævnet, da der var uenighed om det faktiske hændelsesforløb i de forskellige rekrutteringsprocesser, hvilket efter deres opfattelse krævede mundtlige vidneforklaringer. Organisationen anførte desuden, at ansøgeren selv havde trukket en ansøgning til en anden stilling, og at de havde tilbudt et forlig pr. kulance under sagens behandling.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der var tale om direkte forskelsbehandling på grund af køn i strid med Ligebehandlingsloven § 2. Nævnet afviste indledningsvist indklagedes krav om afvisning, da de skriftlige beviser i form af SMS-korrespondance blev anset for tilstrækkelige til at afgøre sagen uden mundtlige forklaringer.
Nævnet lagde vægt på indholdet af SMS-beskeden fra indklagede, hvor det eksplicit blev nævnt, at ansøgerens graviditet og forestående barsel var årsagen til, at ansættelsen ikke kunne lade sig gøre. Dette anså nævnet for at være faktiske omstændigheder, der skabte en formodning for forskelsbehandling. Da organisationen ikke kunne bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, fandt nævnet, at der forelå et brud på den delte bevisbyrde i Ligebehandlingsloven § 16a.
Afgørelsens resultat:
| Kategori | Resultat |
|---|---|
| Lovovertrædelse | Overtrædelse af Ligebehandlingsloven § 2 |
| Godtgørelse | 12.500 kr. |
| Renter | Procesrente fra 6. september 2023 |
| Begrundelse | Direkte sammenhæng mellem afslag og graviditet dokumenteret via SMS |
Årsberetningen for 2025 fremhæver en markant effektivisering af sagsgangen og centrale afgørelser om statsborgerskab og arbejdsskader.
Denne sag omhandler, hvorvidt Region Hovedstaden handlede i strid med Forskelsbehandlingsloven ved at afskedige en socialrådgiver i fleksjob på grund af handicap. Sagen blev indbragt for Retten i Hillerød, efter at Ligebehandlingsnævnet havde afgjort, at afskedigelsen var ulovlig, og Region Hovedstaden nægtede at efterleve afgørelsen.
En social- og sundhedsassistent er blevet tilkendt ni måneders løn i godtgørelse efter en usaglig afskedigelse i forbindelse med forældreorlov.
En arbejdsgiver må ikke nægte at tage kvindelige lærlinge, fordi de er kvinder. Det slår Ligebehandlingsnævnet fast i afgørelse.
Klager, en socialrådgiver, havde siden 1999 været diagnosticeret med en kronisk sygdom, der medførte permanent nedsat erhvervsevne. Hun blev i 2008 bevilget fleksjob og ansat i en 20-timers fleksjobstilling ved Region Hovedstaden i 2011. Stillingen indebar socialrådgiverrelaterede og administrative opgaver, herunder patient- og pårørendekontakt samt koordinering af patientforløb.
Efter sin anden barselsorlov i marts 2015 oplyste Klager, at hendes helbredsmæssige situation kun tillod hende at arbejde 15 timer ugentligt. Ledelsen afviste dette ønske i marts 2016 og varslede afskedigelse. Klager blev efterfølgende deltidssygemeldt til 15 timer ugentligt, dels på grund af sin kroniske sygdom, dels på grund af en ny graviditet.
I januar 2018 meddelte Klager Region Hovedstaden, at hendes arbejdsevne fremadrettet var nedsat til 10 timer ugentligt. Dette førte til et møde den 20. februar 2018, hvor Region Hovedstaden afviste, at en arbejdstid på 10 timer ugentligt var tilstrækkelig til at sikre opgaveløsningen i afdelingen. Klager blev herefter varslet afskedigelse.
Den 5. marts 2018 blev der afholdt et møde med henblik på afskedigelse. Den ledende afdelingssygeplejerske forklarede, at en 20-timers stilling var et minimum på grund af stillingens tværfaglige karakter, som krævede deltagelse i ugentlige konferencer og møder, der udgjorde ca. 4,5 timer ugentligt. Det blev fremhævet, at kontinuitet, vidensdeling og forløbskoordination var afgørende, og at fremmøde mindst 3 dage om ugen (6-7 timer pr. dag) var nødvendigt.
Klager's speciallæger og jobkonsulent havde revurderet hendes arbejdsevne til 10 timer ugentligt, mens Klager selv mente, hun kunne arbejde 12 timer. Ledelsen fastholdt, at Klager ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen med kun 10 eller 12 timer ugentligt.
Klager blev fritaget for tjeneste og søgte en opslået 10-timers socialrådgiverstilling i et andet center i regionen, men fik den ikke. Den 15. maj 2018 fremsendte Region Hovedstaden et høringsbrev om afskedigelse, hvor de fastholdt, at Klager's tidligere arbejde på 15 timer ikke ændrede ved vurderingen, og at hendes patientforløb havde været usmidige og fragmenterede. Klager bestred denne beskrivelse og fastholdt, at hun var fuldt disponibel til at udføre sine arbejdsopgaver med færre timer.
Klager blev afskediget den 31. maj 2018. Begrundelsen var, at hun ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som socialrådgiver med kun 10 eller 12 timer ugentligt. Efterfølgende forhandlingsmøder mellem Klager's faglige organisation og Region Hovedstaden førte ikke til enighed.
Ligebehandlingsnævnet behandlede klagen i henhold til Forskelsbehandlingsloven og fandt, at Klager havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand. Nævnet lagde til grund, at behovet for den yderligere reducerede arbejdstid var en følge af Klager's handicap. Da Klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling, påhvilede det Region Hovedstaden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7a.
Nævnet vurderede, at Region Hovedstaden ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at det ikke var muligt at beholde Klager i stillingen som socialrådgiver ved en rimelig tilpasning af arbejdstiden til 10-12 timer ugentligt, især da Klager i en længere periode havde arbejdet 15 timer ugentligt. Region Hovedstaden havde ikke løftet bevisbyrden for, at Klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Ligebehandlingsnævnet fandt derfor, at Klager skulle have medhold og tilkendte hende en godtgørelse på 310.000 kr., svarende til omkring 9 måneders løn. Da Region Hovedstaden ikke efterlevede denne afgørelse, blev sagen indbragt for retten i overensstemmelse med Lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 2.
Denne sag omhandler en påstand om godtgørelse efter ligebehandlingsloven, indbragt af A via HK Privat mod B. A krævede 1...
Læs mereSagen omhandler en kvindelig botræner og pædagog, født i 1955, der blev ansat i et fleksjob hos et bosted for unge udvik...
Læs mereForslag til ny bekendtgørelse om Tvistighedsnævnet: Modernisering og effektivisering af sagsbehandlingen
