Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse før orlov - parts- og vidneforklaringer

Klageren har gjort gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn, da han var den eneste medarbejder, der blev afskediget, og hans opgaver efterfølgende blev varetaget af andre. Indklagede har modsat anført, at opsigelsen var nødvendig grundet arbejdsmangel i udslusningen, og at man ikke kunne tilbyde klageren arbejde i de andre afdelinger, da han angiveligt ikke ønskede de påkrævede døgnvagter.

Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse om at afvise behandlingen af klagen. Nævnet vurderer, at sagen ikke kan afgøres alene på baggrund af de skriftlige indlæg og de fremlagte dokumenter.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på, at der er en fundamental uenighed mellem parterne om sagens faktiske omstændigheder. De centrale uenighedspunkter er:

• Hvorvidt klageren forud for afskedigelsen havde tilkendegivet, at han ikke ønskede at arbejde med døgn- og weekendvagter.
• Om klageren blev tilbudt eller var villig til at modtage en stilling i de øvrige afdelinger som alternativ til afskedigelse.

Da disse spørgsmål er afgørende for at fastslå, om der er sket overtrædelse af Ligebehandlingsloven § 9, kræves der mundtlige parts- og vidneforklaringer for at belyse sandheden. Da Ligebehandlingsnævnet ikke har mulighed for at gennemføre mundtlig bevisførelse i form af vidneafhøringer under strafansvar, kan nævnet ikke træffe en materiel afgørelse.

Afgørelsen om afvisning er truffet i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 1, idet sagen anses for uegnet til nævnsbehandling. Sagen må i stedet indbringes for domstolene, hvis klageren ønsker at gå videre med sine krav om godtgørelse efter Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4 eller Ligebehandlingsloven § 16 a.

Årsberetningen for 2025 fremhæver en markant effektivisering af sagsgangen og centrale afgørelser om statsborgerskab og arbejdsskader.

Efter et forsøg på at genoptage arbejdet og gennemføre et obligatorisk kvalifikationskursus, meldte klager sig på ny syg i august 2012. Dette førte til, at arbejdsgiveren indkaldte hende til et møde om hendes fortsatte ansættelse. Forud for mødet indsendte klager sin egen opsigelse, betinget af at hun kunne modtage et afgangsvederlag i henhold til virksomhedens lokalaftaler. Samtidig udarbejdede indklagede en opsigelse af klager begrundet i det omfattende sygefravær.