Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse før orlov - medhold

Sagen omhandler en mandlig tømrersvend, der blev ansat i et tømrerfirma i maj 2021. I løbet af ansættelsen afholdt han en kortere fædreorlov i juli 2022. Omkring julen 2022 eller januar 2023 tilkendegav klageren over for sin arbejdsgiver, at han ønskede at afholde yderligere orlov efter barselsloven i foråret eller den tidlige sommer 2023.

Den 25. januar 2023 blev klageren opsagt fra sin stilling. Arbejdsgiveren angav efterfølgende en række årsager til afskedigelsen, herunder:

• Manglende tilfredshed med den håndværksmæssige kvalitet af arbejdet.
• Klager over manglende oprydning og manglende overholdelse af aftaler med kunder.
• Mistillid grundet formodet snyd med timeregistreringer, hvor medarbejderen angiveligt havde ført flere timer, end han reelt havde arbejdet.

Klageren bestred disse anklager og fremhævede, at han kun var bekendt med én kundeklage under hele ansættelsen. Han argumenterede for, at de påståede fejl ofte skyldtes andre kollegers arbejde, som han var sat til at udbedre. Vedrørende tidsregistreringen forklarede han, at systemet kun tillod registrering i halve timer, og at han altid havde søgt at udligne eventuelle differencer ved at arbejde længere andre dage. Han påpegede desuden den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem hans varsling af barsel og selve opsigelsen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at afskedigelsen var i strid med Ligebehandlingsloven § 9. Nævnet delte sig i to grupper vedrørende bevisbyrden, men alle medlemmer nåede frem til samme resultat.

Et flertal af nævnets medlemmer fandt, at da orloven var aftalebaseret, fandt reglen om delt bevisbyrde i Ligebehandlingsloven § 16a anvendelse. Nævnet lagde vægt på, at der var en meget nær tidsmæssig sammenhæng mellem klagerens ønske om orlov og opsigelsen, hvilket skabte en formodning for forskelsbehandling. Et mindretal mente derimod, at der var tale om omvendt bevisbyrde efter Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4, da kravet om orlov var fremsat før afskedigelsen.

Fælles for alle medlemmer var vurderingen af, at arbejdsgiveren ikke havde løftet sin bevisbyrde. Nævnet lagde særligt vægt på følgende:

• Der var ikke givet nogen skriftlige advarsler forud for opsigelsen.
• Arbejdsgiveren havde ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret den påståede utilfredshed eller de fremlagte sms-klager.
• De påståede fejl og snyd med timer kunne ikke bevises som den reelle årsag til afskedigelsen uafhængigt af barselsønsket.