LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom på 11 års fængsel for handel med samlet 24 kg kokain, selv om både anklagemyndighed og forsvarer påstod formildelse til 10 år. Tiltalte havde frafaldet sin bevisanke og ændret anken til en ren udmålingsanke, hvilket sammen med syv andre tiltaltes tilsvarende frafald havde medført en betydelig ressourcebesparelse i det oprindelige sagskompleks. Landsretten fandt, at frafald af bevisanke hverken er omfattet af om tilståelse som formildende omstændighed eller i øvrigt kan begrunde en strafnedsættelse.
Københavns Byret afsagde dom den 20. november 2023 i sagen SS 2-8645/2022, hvor Tiltalte 7 blev fundet skyldig i handel med samlet 24 kg kokain fordelt på seks forhold:
| Forhold | Mængde kokain |
|---|---|
| Forhold 7 | 1 kg |
| Forhold 9 | 10 kg |
| Forhold 10 | 1 kg |
| Forhold 12 | 1 kg |
| Forhold 15 | 10 kg |
| Forhold 18a | 1 kg |
Byretten idømte Tiltalte 7 fængsel i 11 år. Sagen indgik i et større sagskompleks (S-3450-23) med ni tiltalte, der alle blev dømt ved byretten.
Tiltalte 7 ankede umiddelbart efter domsafsigelsen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden meddelte ved ankemeddelelse af 4. december 2023, at man ville påstå stadfæstelse.
Efter drøftelser mellem anklagemyndigheden og den beskikkede forsvarer, advokat Jane Ranum, blev parterne enige om at ændre anken til en ren udmålingsanke. Forsvareren meddelte dette til landsretten ved mail af 18. august 2024:
Efter drøftelser med anklagemyndigheden kan jeg meddele, at min klient e.o. er indstillet på at frafalde anken vedrørende skyldsspørgsmålet, således at anken for hans vedkommende ændres til en ren udmålingsanke.
Anklagemyndigheden bekræftede tilslutningen ved mail af 20. august 2024. Baggrunden var ønsket om at udskille Tiltalte 7's sag fra det store sagskompleks S-3450-23, der oprindeligt var berammet til 33 retsdage med start i efteråret 2025.
Ved mail af 1. november 2024 ændrede anklagemyndigheden sin påstand til formildelse — fængsel i 10 år — med henvisning til den betydelige ressourcebesparelse:
Sagskompleks S-3450-23 er ændret fra en fuld bevisanke over 33 retsdage med ni tiltalte til en kortere hovedforhandling af fire dages varighed (1 tiltalt) og otte individuelle strafudmålingsankesager.
Der blev samtidig henvist til en tidligere afgørelse i samme sagskompleks — 4. afd. nr. S-2551-24 af 16. oktober 2024 — hvor straffen i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand var blevet nedsat med 1 års fængsel.
Tiltalte 7, født 1996, afgav en kort forklaring for landsretten. Han har affundet sig med byrettens bevisresultat og erkender det strafferetlige ansvar i alle seks forhold.
Om baggrunden for kriminaliteten forklarede han, at han i 2020 havde et eskalerende misbrug af kokain og hash. Kokainmisbruget betød, at han manglede penge, og da han via sit netværk fik mulighed for at handle med større mængder kokain, faldt han for fristelsen.
Vedrørende de enkelte forhold havde han følgende bemærkninger:
Tiltalte har været stoffri siden anholdelsen og har i perioden 13. marts til 15. september 2024 deltaget i døgnbehandling mod misbrug hos Novavi Krim. Han er nu i efterbehandling på en behandlingsafdeling.
Om sine personlige forhold forklarede han, at han har gennemført en gymnasial uddannelse og haft forskellige kortvarige jobs — senest i en kiosk. Han fik psykiske udfordringer i sommeren 2020 og stoppede derfor med at sælge kokain. Han har en stor vennegruppe og god kontakt til sine forældre. Efter løsladelse planlægger han at uddanne sig til datamatiker.
Tiltalte er tidligere straffet ved:
Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.
Parterne var enige om, at straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 ikke finder direkte anvendelse i den foreliggende situation.
Anklagemyndigheden påstod formildelse til fængsel i 10 år og anførte navnlig:
Forsvareren påstod ligeledes formildelse og anførte navnlig:
Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 har efter lovændringen, der trådte i kraft den 15. juni 2024 ved lov nr. 661 af 11. juni 2024, følgende ordlyd:
- at gerningsmanden har aflagt tilståelse
Tidligere lød bestemmelsen: "at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse". Ændringen indebærer, at det ikke længere er en betingelse, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv, eller at tilståelsen er fuldstændig.
Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 115 af 28. februar 2024) fremgår blandt andet:
Aftalepartierne er enige om at lovfæste, at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at tiltalte har aflagt tilståelse, selv om tiltalte ikke har angivet sig selv, og selv om tilståelsen ikke er fuldstændig.
Af de særlige bemærkninger fremgår blandt andet:
En tilståelse vil imidlertid stadig i højere grad kunne medføre en lavere straf, når gerningsmanden tillige har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.
Har gerningsmanden ikke angivet sig selv, vil der også stadig i højere grad være grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen afgives tidligt under sagen, sådan at politiet spares for en længere efterforskning, og sådan at sagen kan nå at blive fremmet som en tilståelsessag. I dette tilfælde kan tilståelsen efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved strafudmålingen.
Der vil være mindre grund til, at en tilståelse medfører en lavere straf, når tilståelsen først afgives under hovedforhandlingen i en domsmandssag eller nævningesag.
Lovændringen bygger på Rørdam-udvalgets rapport af 26. juni 2023 (REU Alm. del 2022-23, 2. samling, bilag 222). Heraf fremgår blandt andet, at en tilståelsessag gennemsnitligt koster ca. 4.000 kr. mod ca. 18.000 kr. for en domsmandssag, og at udvalget ikke fandt betænkeligheder ved at lovfæste, at en tilståelse i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, også uden selvangivelse og selv ved ufuldstændig tilståelse.
Landsretten behandlede først spørgsmålet, om byretten burde have udmålt en kortere straf, og fandt herefter — henset til den samlede mængde kokain og tiltaltes rolle — at der ikke var grundlag for at fastslå dette. Hovedspørgsmålet var dernæst, om tiltaltes frafald af bevisanken kunne begrunde en strafnedsættelse.
Landsretten lagde vægt på, at tiltalte siden anholdelsen havde nægtet at udtale sig til politiet og havde nægtet at udlevere koder til sine mobiltelefoner og computere. Hverken under grundlovsforhøret eller byrettens behandling havde han ønsket at afgive forklaring, og under hovedforhandlingen nedlagde han påstand om frifindelse i samtlige forhold.
Der havde derfor ikke for byretten været anledning til at overveje, om sagen kunne fremmes efter reglerne om tilståelsessager i retsplejelovens § 831. Landsretten fastslog:
Bestemmelsen finder alene anvendelse ved sagernes behandling i første instans, og landsretten finder, at den omstændighed, at tiltalte har frafaldet sin bevisanke, ikke bevirker, at ankesagen kan anses for at udgøre en tilståelsessag eller i øvrigt kan sidestilles med en sådan.
Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, således som bestemmelsen er tiltænkt anvendt efter forarbejderne, kunne derfor ikke anvendes i den foreliggende sag.
Landsretten redegjorde for det samlede ankeforløb: Ankesagen S-3450-23 var oprindeligt berammet til 33 retsdage. Otte af de ni tiltalte — herunder Tiltalte 7 — havde efterfølgende frafaldet deres bevisanker, hvorefter otte udmålingsankesager var udskilt til særskilt behandling med en halv eller en hel retsdag hver. Den tilbageværende bevisankesag søgtes berammet til 5-7 retsdage.
Landsretten anerkendte, at der samlet var opnået en ressourcebesparelse, men fandt:
Landsretten stadfæstede byrettens dom. Straffen blev fastsat som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til afgørelserne af 8. december 2020 og 7. maj 2021.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. Statskassen afholder dog endeligt 3.685 kr. af salæret til den beskikkede forsvarer, advokat Jane Ranum, svarende til udgiften ved det retsmøde den 13. november 2024, der måtte aflyses på grund af landsrettens forhold.
Det kan således lægges til grund, at de i alt otte bevisankefrafald samlet har medført en ressourcebesparelse, mens det imidlertid ikke med nogen grad af sikkerhed kan fastslås, hvilken betydning de enkelte tiltaltes bevisankefrafald isoleret set har haft for ressourcebesparelsen.
Uanset anklagemyndighedens påstand fandt landsretten ikke grundlag for at tillægge tiltaltes bevisankefrafald formildende virkning.
Landsretten lagde afgørende vægt på hensynet til ensartethed i retsanvendelsen, jf. straffelovens § 80. Dernæst fastslog landsretten:
Der er ikke holdepunkter for at antage, at det har været lovgivers intention – hverken med den tidligere eller den nuværende affattelse af bestemmelsen i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 – eller i øvrigt, at der skulle gælde et princip om formildelse under ankesager i en situation som den foreliggende.
Landsretten tilføjede en principiel bemærkning om risikoen ved et sådant princip:
Et sådant princip ville kunne tilskynde til iværksættelse af bevisanker også i situationer, hvor tiltalte, der har nægtet sig skyldige under førsteinstansens behandling af sagen, efter dommen forholder sig accepterende til afgørelsen af skyldsspørgsmålet.
Endelig fandt landsretten heller ikke, at oplysningerne om tiltaltes personlige forhold kunne begrunde en strafnedsættelse.
