LandsrettenØstre Landsret behandlede tre kæremål fra to tiltalte i en straffesag ved Retten på Bornholm. Sagen angik spørgsmål om, hvorvidt der skulle medvirke nævninger, om anklagemyndigheden skulle pålægges at indhente en sagkyndig erklæring om en engelsk Koranudgaves religiøse betydning for anerkendte trossamfund i Danmark, samt om hovedforhandlingen skulle omberammes. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om nævningemedvirken, hjemviste spørgsmålet om sagkyndig erklæring til fornyet behandling efter , og afviste kæremålet om omberammelse med henvisning til .
Ved Retten på Bornholm verserede en straffesag mod Tiltalte 1 (født 1982) og Tiltalte 2 (født 1988), begge repræsenteret af advokat Jens Hedegaard. Anklageskrift blev indleveret den 24. januar 2025, og sagen blev efter aftale med forsvareren forhåndsberammet til den 14. marts 2025.
Byretten afsagde tre kendelser, som de tiltalte kærede til Østre Landsret:
Kæresagerne blev behandlet samlet af Østre Landsret den 13. marts 2025. Byretten henholdt sig til de afsagte kendelser, og anklagemyndigheden udtalte sig ikke.
De tiltalte påstod, at nævninger skulle medvirke under sagens behandling, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 4. Til støtte herfor anførte de, at tiltalen var omfattet af straffelovens kapitel 12, og at gerningen var en politisk ytring.
Landsretten bemærkede indledningsvist, at retsplejelovens § 691, stk. 2 giver adgang til at kære afgørelser, hvorved en anmodning om nævningemedvirken afslås. Kæremålet blev derfor taget under påkendelse.
Landsretten tiltrådte byrettens resultat og begrundelse og stadfæstede afgørelsen om, at der ikke skulle medvirke nævninger.
De tiltalte påstod, at der skulle udmeldes syn og skøn om den eventuelle religiøse betydning for et eller flere anerkendte trossamfund i Danmark af en engelsk udgave af Koranen, jf. retsplejelovens § 210, stk. 1. De anførte, at det oprindeligt var hensigten, at spørgsmålet skulle undersøges som led i politiets efterforskning, men at der efterfølgende var fremsat en direkte begæring om syn og skøn.
Stk. 1. I straffesager kan retten efter begæring fra tiltalte eller anklagemyndigheden bestemme, at der skal foretages syn og skøn.
Byretten havde truffet sin afgørelse i medfør af retsplejelovens § 746, der regulerer rettens afgørelse af tvistigheder om efterforskningsskridt. Landsretten lagde imidlertid vægt på, at de tiltaltes begæring var udformet som en anmodning om udmeldelse af syn og skøn efter § 210, stk. 1, og at korrespondancen for byretten indeholdt en henvisning til denne bestemmelse.
Landsretten fandt på den baggrund, at kæremålet burde hjemvises til byretten med henblik på stillingtagen til anmodningen om udmeldelse af syn og skøn efter retsplejelovens § 210, stk. 1.
Tiltalte 1 havde kæret byrettens kendelse af 19. februar 2025 med påstand om omberammelse af hovedforhandlingen. Sagen var den 3. februar 2025 — efter aftale med forsvareren — forhåndsberammet til den 14. marts 2025, men blev den 19. februar 2025 omberammet til den 4. april 2025. Samme dag anmodede forsvareren om yderligere omberammelse, hvilket byretten afslog.
Landsretten fastslog, at byrettens afgørelse måtte anses for afsagt under forberedelsen af hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 968, stk. 5:
Kendelser og andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, kan dog, medmindre andet er bestemt i loven, kun kæres, hvis kendelsen eller beslutningen
- angår sagens berammelse,
- går ud på, at sagen udsættes, afvises eller hæves,
- angår fængsling, beslaglæggelse, ransagning eller lignende,
- angår dørlukning, referat- eller navneforbud, billed- eller lydoptagelse eller tegning,
- pålægger straf eller omkostninger eller
- er rettet mod nogen, som ikke er part i sagen.
Landsretten fandt, at afgørelsen ikke var omfattet af undtagelsen i § 968, stk. 5, nr. 1, da den ikke angik sagens berammelse, men alene gik ud på, at den allerede berammede hovedforhandling ikke blev udsat. Landsretten henviste til fast retspraksis herfor: TfK2013.734/2V, U2018.1860Ø og U2024.4281Ø.
Landsretten bemærkede endvidere, at kæremål uden for undtagelserne i § 968, stk. 5, nr. 1-6, efter retspraksis alene kan tages under påkendelse, hvis de rejser spørgsmål af fundamental betydning for sagens videre behandling eller spørgsmål af vidtrækkende principiel betydning. Spørgsmålet om, at sagen ikke blev udsat, opfyldte ikke disse krav.
Kæremålet om omberammelse blev derfor afvist.
Landsretten traf følgende afgørelse efter votering:
