LandsrettenVestre Landsret tog stilling til, om SKAT var berettiget til skønsmæssigt at forhøje Viking Life-Saving Equipment A/S' skattepligtige indkomst for 2006-2009 med ca. 78,9 mio. kr., fordi koncerninterne salg til datterselskaber ikke overholdt armslængdeprincippet i . Landsretten ændrede byrettens dom og gav Skatteministeriet medhold i, at både TP-dokumentationen var væsentligt mangelfuld og at armslængdeprincippet var overtrådt — SKATs skøn blev anset for sagligt og velbegrundet.
Appellanten, Skatteministeriet (advokaterne Sune Riisgaard og Tim Holmager), ankesager mod Viking Life-Saving Equipment A/S (sag BS-24597/2023-VLR) og LL Cold ApS (sag BS-24621/2023-VLR), begge repræsenteret af advokaterne Jef Nymand Hounsgaard, Lasse Esbjerg Christensen og Anne May With.
Sagen blev behandlet i Retten i Esbjerg, der den 19. april 2023 afsagde dom i 1. instans (sag BS-50961/2018-ESB og BS-50970/2018-ESB). Byretten gav Viking medhold. Skatteministeriet ankede til Vestre Landsret, der behandlede sagen i 13. afdeling med landsdommerne Thomas Tordal-Mortensen, Anders Raagaard og Christian Hesthaven (kst.).
Forud for domstolsprøvelsen havde Landsskatteretten den 27. september 2018 truffet afgørelse, der i det væsentlige stadfæstede SKATs forhøjelse.
Viking Life-Saving Equipment A/S er et dansk selskab, der producerer og sælger maritimt sikkerhedsudstyr (redningsflåder, evakueringssystemer, redningsdragter mv.). Viking er moderselskab i en international koncern med datterselskaber i en række lande.
Viking solgte varer til sine udenlandske datterselskaber, som videresolgte produkterne og udførte service på dem. Sagen angik, om de interne afregningspriser mellem Viking og datterselskaberne var fastsat på armslængdevilkår — dvs. om priserne svarede til, hvad uafhængige parter ville have aftalt.
LL Cold ApS var sambeskattet med Viking, og forhøjelsen af Vikings indkomst påvirkede derfor også LL Colds sambeskatningsindkomst.
Skatteministeriet nedlagde principale påstande om frifindelse over for både Viking og LL Cold, dog med anerkendelse af, at Landsskatterettens forhøjelse skulle nedsættes som følge af en beregningsfejl opdaget under byretssagen. Den samlede forhøjelse efter nedsættelsen udgjorde 78.854.000 kr.
Subsidiært påstod Skatteministeriet hjemvisning til fornyet behandling hos skattemyndighederne.
Skatteministeriet påstod desuden tilbagebetaling af 304.000 kr. i sagsomkostninger fra hver af de indstævnte, svarende til de beløb, ministeriet havde betalt efter byrettens dom.
Viking og LL Cold påstod byrettens dom stadfæstet.
Landsretten formulerede sagens to centrale spørgsmål således:
Såfremt skønnet var berettiget, var det andet hovedspørgsmål, om Viking havde godtgjort, at skønnet hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller var åbenbart urimeligt.
Efter den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5, skulle skattepligtige selskaber udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår var fastsat for kontrollerede transaktioner. Dokumentationen skulle være af en sådan art, at den kunne danne grundlag for en vurdering af, om armslængdeprincippet var overholdt.
Ved lov nr. 408 af 1. juni 2005 blev kravene præciseret med henblik på at højne kvaliteten. Som opfølgning herpå blev bekendtgørelse nr. 42 af 24. januar 2006 (dokumentationsbekendtgørelsen) udstedt med virkning fra og med skatteåret 2006. SKAT udsendte desuden en vejledning af 6. februar 2006.
Efter dokumentationsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, 2. pkt., skal dokumentationen indeholde en begrundelse for valg af metode. Dokumentationsvejledningen specificerede, at det skal fremgå, hvorfor den pågældende metode blev valgt, så antagelser og konklusioner efterfølgende kan efterprøves.
Landsretten citerede fra lovforarbejderne (Folketingstidende 1997-1998, tillæg A, L 84):
Dokumentationspligten efter den dagældende § 3 B, stk. 5, som minimum omfatter, at virksomheden redegør for, hvorledes priser og vilkår for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat. Reglerne lader det som udgangspunkt være op til de skattepligtige at vurdere, hvilken yderligere dokumentation der er nødvendig.
Landsretten fandt, at Vikings TP-dokumentation for 2006-2007 led af flere væsentlige mangler:
Dokumentationen indeholdt ingen entydig angivelse af, hvilken TP-metode Viking havde anvendt. Det kunne heller ikke klart udledes af dokumentationen — i modsætning til dokumentationen for 2008-2009, udarbejdet af Deloitte, som klart angav metode og begrundelse.
Landsretten fremhævede, at der i beskrivelsen af standardprodukter mv. i varierende grad fokuseredes på priser, fortjeneste og dækningsgrader, uden at baggrunden blev begrundet, og uden at der blev draget entydige konklusioner. I det opsamlende afsnit »Metode og konklusion« var der et ensidigt fokus på priser, mens andre afsnit indeholdt spredte bemærkninger om dækningsgrader.
Det må efter landsrettens opfattelse anses for en væsentlig mangel, at det af Vikings transfer pricing-dokumentation ikke fremgår entydigt eller i øvrigt klart kan udledes, hvilken metode der er anvendt, og at der heller ikke er anført en begrundelse herfor, som kan efterprøves af SKAT.
Vikings dokumentation sammenlignede salg til »eksterne kunder (slutkunder)« — bortset fra danske slutkunder — med salg til datterselskaber. Priserne til eksterne kunder var baseret på forhandlinger, mens priserne til datterselskaber var baseret på en anden prisliste.
Viking anførte, at prisforskellene skyldtes, at datterselskaberne:
Men dokumentationen indeholdt ingen beregninger over betydningen af disse forhold og belyste dem ikke nærmere.
For indkomstårene 2008-2009 fandt landsretten, at skattemyndighederne ligeledes var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.
Det fremgik ikke entydigt, hvornår SKAT udvidede revisionen til at omfatte 2008-2009, og der forelå ikke dokumentation for en skriftlig begæring om fremlæggelse af TP-dokumentation for disse år.
Landsretten lagde imidlertid til grund, at Viking var fuldt bekendt med revisionens omfang, og at Viking på et møde med SKAT den 13. november 2008 udleverede sin aktuelle TP-dokumentation og efterfølgende oplyste, at den skulle lægges til grund for alle indkomstårene 2006-2009. Der var derfor ikke grundlag for at afskære SKATs mulighed for skønsmæssig ansættelse for 2008-2009.
Landsretten fandt det endvidere godtgjort, at Viking ikke havde ageret på armslængdevilkår — uafhængigt af dokumentationsmanglerne — og at skattemyndighederne derfor også af denne grund var berettiget til at korrigere indkomsten skønsmæssigt.
Vikings daværende økonomidirektør oplyste den 7. marts 2011 til SKAT, at prisfastsættelsen var »meget influeret af muligheder for efterfølgende serviceindtjening«. Størrelsen af rabatter blev vurderet ud fra koncernens muligheder for efterfølgende serviceindtjening, og viljen til rabatter i områder uden egne servicestationer var ringe.
Viking oplyste endvidere under ligningsprocessen:
For de strategiske salg har VIKING Danmark indtil ultimo 2009 haft en prispolitik, som helt undtagelsesvis kunne medføre dækningsgrader som ligger omkring 0, og i disse tilfælde har datterselskaberne også kun haft et nominelt/intet dækningsbidrag.
Landsretten konkluderede:
Viking ville således ikke have solgt til den lavere pris, hvis alle servicestationer havde været eksterne. Det er derfor godtgjort, at Viking ikke fik et markedsbestemt vederlag fra datterselskaberne for at levere de væsentligste værdiskabende funktioner i konstruktionen og løbe de største risici.
Af Vikings regnskabstal kunne udledes, at Vikings andel af koncernens samlede overskud i 2006-2009 kun var 14 %, fordelt med 14 % i 2006, 23 % i 2007, 17 % i 2008 og 2 % i 2009. Til sammenligning udgjorde Vikings andel af koncernens samlede personaleomkostninger i samme periode 48 %.
Landsretten fandt, at Viking — med de værdiskabende funktioner og risici, som Viking leverede og løb — ikke ville have accepteret en sådan fordeling, hvis transaktionerne var foretaget med eksterne aftagere.
Da skønnet var berettiget, var spørgsmålet, om Viking havde godtgjort, at skønnet hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller var åbenbart urimeligt.
SKAT anvendte den transaktionsbestemte nettoavancemetode (TNM-metoden). Viking gjorde gældende, at TNM-metoden i OECD's Transfer Pricing Guidelines 1995 var beskrevet som en »sidste udvej«. Landsretten afviste indvendingen:
Landsretten lægger til grund, at metoden på ansættelsestidspunktet fremstod som en sædvanlig og saglig metode til at etablere et forsvarligt faktuelt grundlag at udøve skattemyndighedernes skøn på. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at TNM-metoden i OECD's Transfer Pricing Guidelines 1995, som i perioden 2006-2009 var den seneste version, blev beskrevet som en »sidste udvej«.
SKATs udsøgningsproces gik fra oprindeligt 199 eksterne servicestationer til 68 (med tilgængelige data), og derfra via en række frasorteringskriterier:
Landsretten fandt, at dette var objektive kriterier, der fremstod som sagligt velbegrundede. De sidste syv frasorteringer beroede på konkrete, til dels subjektive valg, men Viking havde ikke godtgjort, at disse var båret af usaglige hensyn.
Landsretten frifandt Skatteministeriet over for både Viking Life-Saving Equipment A/S og LL Cold ApS, dog med anerkendelse af nedsættelserne som følge af beregningsfejlen.
Forhøjelser efter nedsættelse:
| Indkomstår | Nedsættelse |
|---|---|
| 2006 | 987.000 kr. |
| 2007 | 1.153.000 kr. |
| 2008 | 1.634.000 kr. |
| 2009 | 1.895.000 kr. |
Viking og LL Cold skulle hver tilbagebetale 304.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet med procesrente fra den 17. maj 2023.
I sagsomkostninger for begge retter skulle Viking og LL Cold hver betale 505.000 kr. til Skatteministeriet (500.000 kr. til advokatbistand inkl. moms og 5.000 kr. til retsafgift for landsretten). Beløbene skulle forrentes efter rentelovens § 8 a og betales inden 14 dage.
Viking oplyste senere i ligningsprocessen, at »eksterne kunder i udlandet for hovedpartens vedkommende vil være forhandlere (servicestationer og forhandlere) på samme måde som datterselskaberne«. Landsretten fandt imidlertid, at sammenligningen fortsat skete mellem ikke fuldt sammenlignelige transaktioner, idet oplysningerne om salg til eksterne indeholdt både salg til servicestationer (sammenlignelige) og salg til slutbrugere (ikke sammenlignelige), uden at fordelingen var nærmere redegjort for.
Efter en samlet vurdering af det anførte om metodevalg og sammenlignelighedsanalyse finder landsretten, at Vikings transfer pricing-dokumentation for indkomstårene 2006-2007 i så væsentligt omfang er mangelfuld, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at kunne vurdere, om priser og vilkår var fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.
Viking anførte, at skævvridningen skyldtes kommercielle forhold: generelt prispres på nybygningsmarkedet, finanskrisen, fald i dollarkursen samt at serviceindtjeningen i datterselskaberne ikke var påvirket på samme måde. Landsretten afviste dette, idet koncernen under ét havde fremgang i nettoomsætning over alle årene, og resultaterne i ledelsespåtegningerne blev betegnet som »meget tilfredsstillende« eller »tilfredsstillende«. Det var heller ikke godtgjort, at der var en ekstraordinær dollarkursudvikling, der ramte Viking særligt hårdt.
Landsretten fandt, at skattemyndighederne — i overensstemmelse med OECD's Transfer Pricing Guidelines 2010, pkt. 3.57 — havde været berettiget til at anvende det interkvartile interval som armslængdeinterval, også selvom der kun indgik otte sammenligningsselskaber:
Anvendelse af det interkvartile interval må således anses som en fremgangsmåde, som er sædvanlig, velegnet og båret af saglige hensyn, og Viking har ikke godtgjort, at der er grundlag for andet.
Viking havde heller ikke godtgjort, at brugen af QUARTILE.INC-funktionen i Excel eller korrektionen til medianen var båret af usaglige hensyn.
Vikings beregninger af konsekvenserne vedrørende det italienske datterselskab godtgjorde ikke, at skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat. Landsretten bemærkede, at SKATs skøn sammenlignede med otte servicestationer, der både solgte og servicerede Viking-produkter, mens Vikings konsekvensberegninger alene angik produktsalg og ikke tog højde for servicering.
