LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om varetægtsfængsling af en iransk statsborger sigtet for dokumentfalsk var i strid med , da hun blev pågrebet under forsøg på udrejse fra Danmark og først derefter søgte asyl. Landsretten stadfæstede byrettens fængslingskendelse med henvisning til Rigsadvokatmeddelelsens skelnen mellem dokumentfalsk begået ved indrejse – som er omfattet af konventionsbeskyttelsen – og dokumentfalsk begået ved , hvor artikel 31 ikke finder anvendelse.
Udlændingen – en iransk statsborger født i 1989 – blev den 23. december 2024 stoppet af politiet i Københavns Lufthavn under forsøg på udrejse til Edinburgh. Hun blev herefter anholdt og sigtet for dokumentfalsk.
I grundlovsforhøret forklarede hun om sin rejserute:
| Etape | Opholdssted | Varighed |
|---|---|---|
| 1 | Iran (udrejst) | – |
| 2 | Tyrkiet | ca. 20 dage |
| 3 | Basel, Schweiz | transit |
| 4 | Stockholm, Sverige | flere dage |
| 5 | København, Danmark | anholdt ved udrejse |
Det var ikke oplyst, om udlændingen havde søgt asyl i nogen af de gennemrejste lande. Hun søgte først asyl i Danmark efter anholdelsen.
Udlændingen blev sigtet for dokumentfalsk efter Straffeloven § 171, jf. Straffeloven § 172. Dokumentfalsk efter disse bestemmelser kan medføre fængsel i indtil 2 år, eller under særligt skærpende omstændigheder op til 6 år.
Københavns Byret varetægtsfængslede hende den 24. december 2024 frem til den 15. januar 2025 i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1, der giver hjemmel til fængsling, når der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage sig forfølgningen.
Ved kæreskrift af 25. december 2024 påkærede udlændingen byrettens kendelse til Østre Landsret med påstand om løsladelse.
Udlændingens forsvarer, advokat Daniel Rosenkilde Larsen, gjorde gældende, at varetægtsfængslingen var i strid med Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, som beskytter flygtninge mod strafforfølgning for ulovlig indrejse eller ophold, når de kommer direkte fra et truet område og uopholdeligt henvender sig til myndighederne.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens kendelse.
Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1 fastslår:
Flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, skal ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.
Rigsadvokatmeddelelsen om dokument- og personelfalsk præciserer retstilstanden i to centrale punkter:
Varetægtsfængsling kan endvidere ikke iværksættes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til sagens betydning og den forventede retsfølge, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 3.
Landsretten tiltrådte først byrettens vurdering af, at der forelå begrundet mistanke om, at udlændingen havde begået dokumentfalsk, og at betingelserne for varetægtsfængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1 var opfyldt.
I forhold til indsigelsen om Flygtningekonventionens artikel 31 foretog landsretten følgende konkrete vurdering:
Landsretten lagde afgørende vægt på, at Rigsadvokatmeddelelsen udtrykkeligt sondrer mellem dokumentfalsk begået ved indrejse – som er omfattet af konventionsbeskyttelsen – og dokumentfalsk begået ved udrejse, hvor artikel 31 ikke finder anvendelse. Retten bemærkede herved:
På denne baggrund fandt landsretten ikke, at Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1 var til hinder for varetægtsfængslingen, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 3.
Landsretten stadfæstede Københavns Byrets kendelse af 24. december 2024 om varetægtsfængsling af udlændingen frem til den 15. januar 2025. Sagen var herefter sluttet i landsretten.
