LandsrettenØstre Landsret ændrede byrettens strafudmåling og idømte tiltalte en tillægsstraf af fængsel i 3 år og 6 måneder for bedrageri af særlig grov beskaffenhed vedrørende refusion af udbytteskat for ikke under 320.758.845 kr., jf. grundsætningen i . Tillægsstraffen skulle ses i sammenhæng med en endelig belgisk dom på 4 års fængsel for tilsvarende grænseoverskridende udbytteskattebedrageri. Landsretten stadfæstede samtidig frakendelsen af retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden personlig og ubegrænset hæftelse.
Tiltalte blev ved Retten i Glostrups dom af 2. februar 2024 fundet skyldig i bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2. Bedrageriet bestod i uberettiget refusion af indeholdt udbytteskat for ikke under 320.758.845 kr. over for de danske skattemyndigheder i perioden februar 2012 til juli 2015.
Skattemyndighederne indgav politianmeldelse den 24. august 2016 mod en række udenlandske selskaber, herunder [Udenlandsk virksomhed 1], som var kontrolleret af tiltalte.
Parallelt hermed blev tiltalte retsforfulgt i Belgien for tilsvarende forhold. Ved dom af 21. april 2023 fra Den Nederlandsksprogede Ret i Første Instans i Bruxelles blev tiltalte idømt 4 års fængsel for bedrageri og forsøg på bedrageri over for de belgiske skattemyndigheder. Bedrageriet blev gennemført ved anvendelse af 159 falske »dividend credit advices« med henblik på uberettiget at opnå refusion af ca. 22,88 mio. euro (ca. 170 mio. kr.).
129 af anmodningerne blev imødekommet, hvorved der uberettiget blev udbetalt 11.118.665 euro (mindst 82 mio. kr.). Heraf blev 1.287.517 euro (mindst 9,5 mio. kr.) efterfølgende tilbagebetalt. 30 anmodninger blev ikke imødekommet.
Bedrageriet over for de belgiske skattemyndigheder blev gennemført ved i vidt omfang at anvende de samme selskaber og i det væsentlige den samme fremgangsmåde som i den danske straffesag. Den belgiske dom blev endelig den 11. april 2024, efter at tiltalte havde frafaldet sin anke, og den belgiske anklagemyndighed frafaldt sin kontraanke.
Sagsforløbet var præget af tiltaltes ophold i udlandet og flere europæiske arrestordrer:
Tiltalte har været frihedsberøvet i Danmark fra den 13. juni 2023 og fortsat under anken. Forud for udleveringen var tiltalte varetægtsfængslet i Belgien fra den 8. juni 2023 på grundlag af den danske europæiske arrestordre.
Tiltaltes påstande:
Anklagemyndighedens påstande:
Dommens bestemmelser om konfiskation og udvisning var ikke omfattet af anken.
Landsretten lagde til grund, at de forhold, tiltalte er fundet skyldig i, er begået i perioden februar 2012 til juli 2015.
Da tiltalte ved den endelige belgiske dom af 21. april 2023 var idømt 4 års fængsel for tilsvarende kriminalitet, skulle straffen i den danske sag fastsættes som en tillægsstraf, jf. grundsætningen i straffelovens § 89.
Efter kriminalitetens karakter og sagens omfang og forløb, herunder at tiltalte først blev udleveret til retsforfølgning i Danmark i juni 2023, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at nedsætte tillægsstraffen som følge af den medgåede sagsbehandlingstid hos myndigheder og domstole.
Landsretten fandt heller ikke grundlag for at nedsætte tillægsstraffen som følge af, at der var forløbet ca. 9½ år, siden det strafbare forhold i den danske sag ophørte.
Ved strafudmålingen lagde landsretten i skærpende retning vægt på følgende forhold:
Skattemyndighedernes administration af kontrollen med ansøgninger om refusion af udbytteskat blev ikke tillagt betydning ved strafudmålingen.
På den baggrund fastsatte landsretten tillægsstraffen til fængsel i 3 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, jf. grundsætningen i § 89.
I medfør af straffelovens § 86, stk. 5 bestemte landsretten, at der i den idømte straf skal ske fuld afkortning for den frihedsberøvelse, som fandt sted i Belgien fra den 8. juni til den 13. juni 2023.
Af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at tiltalte i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., jf. § 79, stk. 1, jf. § 78, stk. 2, indtil videre er frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Frakendelsen skete »indtil videre«, hvilket indebærer, at spørgsmålet om fortsat udelukkelse efter 5 års forløb kan indbringes for retten efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, jf. § 79, stk. 3.
Som følge af grundsætningen i straffelovens § 89 var den straf på 6 års fængsel, som tiltalte blev idømt i byretten, ændret til en tillægsstraf af fængsel i 3 år og 6 måneder.
Da denne ændring, der indebærer en forandring til tiltaltes fordel, ikke kan anses for at være uvæsentlig, finder landsretten, at statskassen i medfør af retsplejelovens § 1008, stk. 3, skal betale sagens omkostninger for landsretten, jf. herved U.2018.445/2H.
Landsretten ændrede strafudmålingen i byrettens dom, således at tiltalte idømmes en tillægsstraf af fængsel i 3 år og 6 måneder. I øvrigt stadfæstede landsretten dommen i det omfang, den var anket. Det indebærer, at:
