LandsrettenVestre Landsret frifandt Miljø- og Fødevareklagenævnet i en sag, hvor syv lodsejere syd for Aarhus påstod nævnets afgørelser om pesticidforbud ugyldige. Forbuddene var meddelt med hjemmel i for at beskytte en væsentlig drikkevandsressource i Indsatsområde By 1. Landsretten fandt, at nævnets faglige vurderinger af grundvandets sårbarhed ikke kunne tilsidesættes, at forbuddene var nødvendige for at forebygge forurening, og at lodsejerne allerede havde fået fuld erstatning på 6.491.747 kr.
Det daværende Århus Amt afgav i november 2006 en redegørelse for grundvandsressourcerne i indsatsområde By 1, hvor de syv lodsejeres ejendomme er beliggende. Aarhus Kommune vedtog den 17. april 2013 "Indsatsplan By 1" med det formål at beskytte det nuværende og fremtidige drikkevand i indsatsplanområdet.
Af indsatsplanen fremgik blandt andet:
Indsatsplanen byggede på en omfattende geologisk kortlægning, herunder en hydrostratigrafisk model udarbejdet af Rambøll i 2011. Kortlægningen viste, at grundvandsmagasinerne i området findes i begravede dalstrukturer — særligt By 1-By 4-By 5-dalen — og at den naturlige beskyttelse i form af sammenhængende lerlag mange steder er begrænset.
Den 11. december 2017 meddelte Aarhus Kommune syv lodsejere pålæg om rådighedsindskrænkninger på deres ejendomme. Pålæggene indebar:
Pålæggene blev meddelt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 26 a efter bestemmelserne i vejlovens kapitel 10, mod fuldstændig erstatning.
Som begrundelse anførte kommunen:
Lodsejerne påklagede kommunens afgørelser til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som den 24. maj 2019 stadfæstede afgørelserne efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, jf. § 91, stk. 1.
Nævnet foretog en omfattende faglig vurdering og lagde blandt andet vægt på:
Nævnet bemærkede, at risikoen for forurening af grundvandet med pesticider ikke med rimelig sikkerhed kan beregnes for et givent område, idet jordens evne til at nedbryde det enkelte pesticid er særligt afhængig af jordens indhold af organisk stof og lerindhold samt nedbørsforhold. Transporten af pesticider foregår hovedsageligt i makroporer (ormegange, rodgange, udtørringssprækker), som ikke kan kortlægges på større skala.
Et flertal på syv af nævnets medlemmer fandt, at forbuddet burde stadfæstes. Flertallet lagde vægt på, at der er tale om beskyttelse af en grundvandsressource, der bidrager med 15 % af den samlede forsyning med drikkevand til Danmarks næststørste by, hvor grundvandsressourcen tilnærmelsesvist er fuldt udnyttet.
Et mindretal (ét medlem) fandt, at forbuddet burde ophæves, da kommunen ikke havde godtgjort, at brugen af godkendte pesticider ville forurene grundvandet, og da kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde forsøgt at indgå frivillige aftaler.
Ved kendelser af 12. og 13. april 2021 tilkendte Overtaksationskommissionen for Århus og Holstebro de syv lodsejere en samlet erstatning på 6.491.747 kr. for de pålagte rådighedsindskrænkninger.
Sagen blev anlagt ved Retten i Aarhus den 3. oktober 2019 og henvist til Vestre Landsret den 20. marts 2020, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Under sagen blev der afholdt syn og skøn ved:
Landbrug & Fødevarer F.M.B.A. som mandatar for de syv lodsejere nedlagde påstand om, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser af 24. maj 2019 i hver af de syv klagesager var ugyldige.
Lodsejerne gjorde gældende:
Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde gældende:
Miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1 har følgende ordlyd:
"Når der er vedtaget en indsatsplan for et område efter § 13 eller § 13 a i lov om vandforsyning m.v., kan kommunalbestyrelsen, hvis der ikke kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesticider."
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 479 af 1. juli 1998. Af lovforslagets bemærkninger fremgår blandt andet:
"Der er i de senere år blevet konstateret indhold af pesticider i mange drikkevandsboringer over hele landet, og et stort antal boringer er blevet lukket af denne grund. Godkendelsesordningen for pesticider har til formål at sikre, at hvert enkelt middel ikke ved regelret brug giver anledning til forurening over de højest tilladelige grænseværdier for drikkevand."
"Imidlertid kan godkendelsesordningen ikke give nogen absolut garanti for, at de højst tilladelige grænseværdier for drikkevand fremtidigt kan overholdes overalt."
For så vidt angår pesticider bemærkede lovgiver:
"For pesticider kan man ikke på samme måde identificere områder, der er velbeskyttede, og områder, der er dårligt beskyttede, over for alle pesticider. De forhold, som er bestemmende for, om en forurening på jordoverfladen trænger ned i grundvandet, varierer fra stof til stof. For pesticider kan man derfor være nødt til at udpege de områder, hvor grundvandsdannelsen er særligt stor, og hvor risikoen for forurening af grundvandet derfor alt andet lige er større end andre steder."
Med hjemmel i § 26 a, stk. 2 er der udstedt . Bekendtgørelsens § 7 bestemmer:
Landsretten indledte med at fastslå sagens rammer: Sagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser som ugyldige.
Landsretten fandt, at der hverken efter bestemmelsens ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for lodsejernes synspunkt om, at der først kan pålægges rådighedsindskrænkninger, når anvendelse af godkendte sprøjtemidler dokumenterbart medfører en overskridelse af grænseværdierne:
"Tværtimod må det lægges til grund, at der kan pålægges rådighedsindskrænkninger med henblik på at forebygge forurening af grundvandet med pesticider."
Landsretten bemærkede, at rådighedsindskrænkningerne alene kan pålægges mod fuldstændig erstatning efter § 26 a, stk. 1. Da lodsejerne allerede var blevet tilkendt i alt 6.491.747 kr. i erstatning af Overtaksationskommissionen, var der ikke anledning til at tage stilling til, om der måtte være tale om ekspropriation i grundlovens forstand.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets faglige vurderinger af grundvandets sårbarhed over for pesticider i området og på lodsejernes arealer. Retten bemærkede herved, at nævnets vurderinger støttes af navnlig Skønsmand 1's skønserklæringer og forklaring.
Landsretten forholdt sig til spørgsmålet om fejlkategorisering af to pesticider (dichlorprop og mechlorprop), der i nævnets skema var angivet som "regulerede", men som ifølge Skønsmand 2's forklaring allerede var forbudt i landbruget siden 1997:
"Set i lyset af det omfattende materiale, der danner grundlag for Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser, må en eventuel fejl ved kategoriseringen af to af pesticiderne i skemaet, der er medtaget i nævnets afgørelser under overskriften 'Fund af pesticider i Indsatsområde By 1', betragtes som uvæsentlig, og den kan ikke medføre afgørelsernes ugyldighed."
Landsretten afsagde følgende dom:
I sagsomkostninger skal Landbrug & Fødevarer F.M.B.A. som mandatar for de syv lodsejere inden 14 dage betale 305.281,25 kr. til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sagsomkostningerne fordeler sig således:
| Post | Beløb |
|---|---|
| Udgifter til advokatbistand inkl. moms | 300.000,00 kr. |
| Nævnets udgift til syn og skøn | 5.281,25 kr. |
| I alt | 305.281,25 kr. |
Ved fastsættelsen af advokatomkostningerne blev der ud over sagens værdi på ca. 6,5 mio. kr. taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder gennemførelse af syn og skøn samt hovedforhandlingens varighed. Landsretten fandt ikke, at sagens karakter eller andre særlige grunde kunne begrunde en fravigelse af hovedreglen i retsplejelovens § 312 om, at den tabende part skal erstatte modpartens sagsomkostninger.
"§ 7. Pålæg efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a om rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesticider, kan kun pålægges den enkelte ejer, når foranstaltningen er nødvendig for at opfylde målet med en indsatsplan, der opfylder kravene i denne bekendtgørelse."
"Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse om rådighedsindskrænkninger efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, skal ske ud fra en samlet vurdering af de hydrogeologiske forhold samt arealanvendelsen, herunder f.eks. 1) data fra vandanalyser, f.eks. fra den lovpligtige boringskontrol, 2) forekomst af miljøfremmede stoffer i grundvandet, 3) stigende tendenser af nitrat, pesticider eller øvrige relevante stoffer, eller 4) andre relevante forhold."
Om forholdet til grundlovens § 73 bemærkede lovgiver i forarbejderne:
"I visse tilfælde vil beslutninger efter § 26 a kunne have karakter af ekspropriation i grundlovens forstand. Da det i overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefaling ud fra en billighedsbetragtning foreslås, at indgrebene altid skal udløse fuldstændig erstatning, og beslutningerne således under alle omstændigheder opfylder kravene i grundlovens § 73, vil det imidlertid ikke være nødvendigt at afgøre i hvert enkelt tilfælde, om der måtte være tale om ekspropriation i grundlovens forstand."
Landsretten fandt ikke, at der var påvist omstændigheder, der gav grundlag for at fastslå, at nævnets afgørelser var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, eller at der i øvrigt forelå sagsbehandlingsfejl.
Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at afvejningen mellem lodsejerinteresser og hensynet til beskyttelsen af grundvandsressourcen burde falde ud til, at forbuddene stadfæstes.
Landsretten konkluderede:
"Landsretten finder herefter, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser har hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 26 a, idet de pålagte rådighedsindskrænkninger må anses som nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med pesticider og opfylde målet med indsatsplanen, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelser som ugyldige."
