LandsrettenØstre Landsret frifandt Ankestyrelsen for Topdanmark Forsikrings principale påstand om at tilsidesætte en anerkendelse af en arbejdsskade fra 2011. Topdanmark havde som arbejdsskadeforsikringsselskab ventet ca. 8 år med at gøre indsigelse mod anerkendelsen, mens selskabet løbende udbetalte erstatning og modtog talrige afgørelser om skadelidtes erhvervsevnetab. Landsretten fandt, at selskabet herved havde udvist retsfortabende passivitet — og at Retslægerådets senere udtalelse ikke ændrede herpå, da den ikke byggede på nye faktiske oplysninger. Påstandene om varigt mén og erhvervsevnetab blev afvist grundet manglende retlig interesse.
Den 15. oktober 2009 var skadelidte (herefter Person) under sit arbejde udsat for en hændelse, hvor han i forbindelse med et løft eller skub af en tung genstand fik et smæld i ryggen med efterfølgende lændesmerter. Han blev indbragt på hospital samme dag.
Den daværende Arbejdsskadestyrelse (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES) traf den 16. november 2010 afgørelse om at anerkende hændelsen som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven § 6, jf. § 5. Skadelidte blev tilkendt 75.200 kr. i godtgørelse for varigt mén svarende til 10 %.
Både skadelidte og Topdanmark påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen. Den 27. april 2011 stadfæstede Ankestyrelsen anerkendelsen af arbejdsskaden, men nedsatte méngraden til 8 %.
I perioden fra 2012 til 2017 traf AES i alt 10 midlertidige afgørelser om skadelidtes erhvervsevnetab:
| Dato | Erhvervsevnetab |
|---|---|
| 7. februar 2012 | 45 % |
| 11. september 2012 | (midlertidig) |
| 11. januar 2013 | (midlertidig) |
| 5. marts 2013 | (midlertidig) |
| 7. marts 2013 | (midlertidig) |
| 5. april 2013 | (midlertidig) |
| 10. september 2013 | (midlertidig) |
| 23. juni 2014 | (midlertidig) |
| 30. september 2015 | (midlertidig) |
| 12. juni 2017 | (midlertidig) |
Den 31. oktober 2017 traf AES afgørelse om, at skadelidtes erhvervsevnetab skulle fastsættes til 30 %, hvoraf 20 % blev anset for varigt og skulle udbetales som engangsbeløb, mens de resterende 10 % fortsat var midlertidige og skulle udbetales månedligt. Topdanmark udbetalte løbende erstatning i overensstemmelse med disse afgørelser.
Topdanmark påklagede afgørelsen af 31. oktober 2017 til Ankestyrelsen. I klagen anførte selskabet blandt andet tvivl om, hvorvidt hændelsen overhovedet kunne forårsage en diskusprolaps, og henviste til, at skadelidtes gener kunne skyldes degenerative forandringer eller et forudgående trafikuheld i Tyrkiet i sommeren 2009.
Ankestyrelsen stadfæstede den 3. januar 2019 afgørelsen om erhvervsevnetab. Den 25. januar 2019 anmodede Topdanmark Ankestyrelsen om genoptagelse og fremkom samtidig med indsigelser mod selve anerkendelsen af arbejdsskaden — første gang siden 2011, at anerkendelsen blev anfægtet.
Ankestyrelsen afslog genoptagelse den 19. marts 2019. Topdanmark anlagde herefter retssag den 29. maj 2019 ved Retten i Glostrup. Ved byrettens kendelse af 21. september 2021 blev sagen henvist til Østre Landsret efter retsplejelovens § 226, stk. 1.
Under retssagen blev Retslægerådet anmodet om at besvare en række spørgsmål. I sin udtalelse af 6. maj 2021 konkluderede Retslægerådet:
Retslægerådet finder ikke dokumentation for, at hændelsen den 15. oktober 2009 har medført varig rygsygdom, men midlertidigt lændehold.
Retslægerådet pegede på, at skadelidte havde forudbestående forhold — et alvorligt trafikuheld i Tyrkiet i august 2009 samt en MR-påvist degenerativ ryglidelse af diskus L5 — der kausalt kunne forklare den efterfølgende rygsmertetilstand.
Det findes ikke sandsynligt (mere end 50 %), at den enkeltstående hændelse, som beskrevet på den pågældende dato den 15. oktober 2009 kan føre til en langvarig følgetilstand med rygsmærter.
På baggrund af Retslægerådets udtalelse genoptog Ankestyrelsen sin afgørelse af 3. januar 2019. Den 30. juni 2022 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at skadelidte ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne, og at erstatningen derfor bortfaldt. Den 15. og 16. august 2022 traf AES afgørelse om, at skadelidte ikke skulle tilbagebetale den for meget udbetalte erstatning, da han havde modtaget den i god tro.
Topdanmark nedlagde følgende endelige påstande:
Ankestyrelsen påstod frifindelse for påstand 1.1 og principalt afvisning, subsidiært frifindelse for påstand 1.2. AES påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse for påstand 1.3.
Sagen rejste to centrale retlige spørgsmål:
Passivitet: Havde Topdanmark ved at vente ca. 8 år med at anfægte anerkendelsen udvist retsfortabende passivitet? Højesteret havde i U.2024.2480H fastslået, at passivitetsgrundsætningen finder anvendelse i arbejdsskadesager.
Retlig interesse: Havde Topdanmark den fornødne retlige interesse i at få prøvet påstandene om varigt mén og erhvervsevnetab, når myndighederne allerede havde omgjort de fremadrettede ydelser, og der ikke var rejst krav om tilbagebetaling?
Topdanmark gjorde gældende, at selskabet ikke havde udvist retsfortabende passivitet, og anførte:
Landsretten indledte med at fastslå, at passivitetsgrundsætningen finder anvendelse i arbejdsskadesager, jf. Højesterets dom i U.2024.2480H.
Retten konstaterede, at Ankestyrelsen traf afgørelse om anerkendelse den 27. april 2011. Herefter traf AES en række midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab, der medførte månedlige udbetalinger fra Topdanmark. Derved blev Topdanmark løbende påmindet om anerkendelsen.
Først efter AES' afgørelse af 31. oktober 2017 — hvor 20 % af erhvervsevnetabet blev fundet varigt — klagede Topdanmark på ny og fremkom med bemærkninger om anerkendelsen. Første egentlige indsigelse skete den 25. januar 2019, efterfulgt af sagsanlæg den 29. maj 2019.
Landsretten udtalte:
På baggrund af de ovennævnte omstændigheder finder landsretten, at Topdanmark A/S ved passivitet har fortabt sine muligheder for at gøre indsigelse mod Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011, medmindre det kan lægges til grund, at der er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde, at afgørelsen af 27. april 2011 om anerkendelse af arbejdsskaden blev truffet på et fejlagtigt grundlag.
Retten anerkendte, at Retslægerådets udtalelse indebar, at afgørelsen ville blive tilsidesat, hvis ikke der var indtrådt passivitet — Retslægerådet har forrang i arbejdsskadesager, jf. U.2011.1985H.
Men landsretten fandt ikke, at Retslægerådets udtalelse var baseret på nye og væsentlige oplysninger:
Der er ikke fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at antage, at Retslægerådets udtalelse er baseret på nye og væsentlige oplysninger, der ikke indgik i Ankestyrelsens afgørelse. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011 blev truffet på et fejlagtigt grundlag.
Ankestyrelsen blev derfor frifundet for påstand 1.1.
Topdanmark gjorde gældende, at selskabet havde retlig interesse i alle tre påstande:
Ankestyrelsen og AES gjorde gældende, at Topdanmark havde udvist retsfortabende passivitet:
Om retlig interesse gjorde myndighederne gældende:
Ankestyrelsen henviste til forvaltningsretlig teori om, at et fejlskøn er en mindre alvorlig mangel end en hjemmelsmangel, og at indrettelseshensyn derfor tillægges større vægt ved fejlskøn. Der blev henvist til U.2019.979V, hvor Vestre Landsret fandt, at Ankestyrelsen ikke kunne tilbagekalde en 14 år gammel afgørelse begrundet i en ændret skønsmæssig vurdering.
Landsretten afviste påstandene om varigt mén og erhvervsevnetab:
Landsretten bemærkede, at selvom Ankestyrelsen og AES var at betragte som vindende parter, måtte Topdanmark betragtes som vindende i forhold til de afgørelser, der på baggrund af Retslægerådets udtalelse var blevet omgjort af myndighederne under sagens behandling. Under disse omstændigheder hævedes sagens omkostninger, således at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part.
