LandsrettenØstre Landsret behandlede en omfattende sag om systematisk bedrageri begået gennem fiktive leasingaftaler for entreprenørmaskiner. Tre tiltalte — , og — var anklaget for at have franarreret en lang række leasingelskaber ca. 78 mio. kr. ved at udstede fiktive fakturaer for maskiner, der enten aldrig eksisterede, allerede befandt sig i udlandet, eller først blev produceret efter aftalernes indgåelse. var desuden tiltalt for grov afpresning af , som begik selvmord i marts 2013. Landsretten fandt alle tre skyldige i varierende omfang og idømte betingede fængselsstraffe og milliontillægsbøder under hensyn til den ca. 15 år lange sagsbehandlingstid, der udgjorde en krænkelse af retten til rettergang inden for rimelig frist efter EMRK artikel 6.
Sagen udsprang af to byretssager. Københavns Byret afsagde dom den 28. september 2020 mod Tiltalte 1 (SS 1-21144/2018) og den 12. juli 2022 mod Tiltalte 2 og Tiltalte 3 (SS 3-4503/2014). Alle tre ankede med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Tiltalte 1 forsøgte under ankesagen at få byrettens dom ophævet og sagen hjemvist, men landsretten afviste dette ved kendelse af 22. november 2023. Procesbevillingsnævnet gav afslag på kæretilladelse.
Anklagemyndigheden frafaldt anken for visse forhold og berigtigede tiltalerne, herunder rettelse af virksomhedsnavne og maskinbeskrivelser. Der blev påstået skærpelse for alle tre tiltalte.
Tiltalen omfattede 55 bedrageriforhold begået i perioden juli/august 2006 til november 2008. Fremgangsmåden var gennemgående: Virksomhed ApS 2 (ejet af Vidne 2) udstedte fakturaer for entreprenørmaskiner til leasingelskaberne, som leasede maskinerne til Virksomhed ApS 1. Ifølge tiltalen var fakturaerne fiktive — maskinerne blev aldrig leveret til Virksomhed ApS 1 og eksisterede i realiteten ikke som genstand for salg og leasing.
Landsretten foretog en indgående og systematisk bevisvurdering.
På baggrund af oplysninger fra maskinproducenter, importører og Interpol lagde landsretten til grund, at der — bortset fra ganske få undtagelser — aldrig var produceret maskiner med de identifikationsnumre, modelbetegnelser og specifikationer, der var anført i fakturaerne.
I de få tilfælde, hvor maskiner med de pågældende numre faktisk var produceret, var de enten først fremstillet efter leasingaftalernes indgåelse eller befandt sig hos kunder i andre lande (Italien, Grækenland, Storbritannien, Japan, Brasilien, Frankrig, Australien, Ungarn m.fl.).
Landsretten tilsidesatte Vidne 8's forklaring om, at de anførte numre var Virksomhed ApS 1's interne identifikationsnumre, som aldeles utroværdig:
Hans system med ID-numrene fungerede på den måde, at når der kom en ny maskine til selskabet, fandt han på et ID-nummer. Der er »tusindvis af numre på en maskine« af forskellig art. … De ID-numre, han gav maskinerne, kunne »være alt muligt«. Han fandt på et nummer, der ikke stod på maskinen.
Landsretten bemærkede, at der ikke var nogen indbyrdes systematik i numrene, og at de tværtimod i mange tilfælde havde påfaldende lighed med de serienumre/stelnumre, som de respektive producenter anvendte. Forklaringerne fra Tiltalte 1, Vidne 6 og Vidne 8 om det interne nummersystem var indbyrdes modstridende.
Der blev indgået leasingaftaler for ca. 78 mio. kr. over ca. 2 år og 4 måneder. Alene i de sidste fire måneder (juli-november 2008) blev der indgået aftaler for ca. 28,6 mio. kr. — mere end en tredjedel af det samlede beløb, kort før selskabets konkurs i februar 2009.
Til sammenligning havde Virksomhed ApS 1 et bruttoresultat på knap 14 mio. kr. i 2006/2007 og knap 36 mio. kr. i 2007/2008. I regnskabsåret 2007/2008 oversteg værdien af indgåede leasingaftaler (ca. 37 mio. kr.) således bruttoresultatet.
Landsretten fandt det påfaldende, at der f.eks. blev leaset fem Dynapac asfaltudlæggere til 1,3-1,5 mio. kr. pr. stk. inden for blot to måneder hos fem forskellige leasingelskaber, når der i hele Danmark kun blev solgt ca. 10 sådanne maskiner i 2010. Tilsvarende blev der leaset otte »fuldautomatiske mørtelværker« til 1,1-1,8 mio. kr. pr. stk. inden for fem måneder hos fire forskellige leasingelskaber.
Der var kun dokumenteret ganske få konkrete entreprisearbejder, og forklaringerne herom var vage og indbyrdes modstridende.
Den anden angivelige årsag til det enorme maskinbehov — udlejning til 2.000-3.000 kunder — blev afvist. Vidne 8 hævdede, at lejekontrakterne var »blevet væk i flytterod« i forbindelse med flytning til Spanien. Landsretten fandt det »helt usandsynligt«, at han i perioden fra oktober 2009 (sigtelse) til juni 2012 (sigtelse opgivet mod ham) var i besiddelse af dokumenter, der kunne understøtte familiens forklaringer, uden at aflevere dem til politiet.
Forklaringerne om udlejning blev tilsidesat som utroværdige. Revisor Vidne 3 oplyste, at udlejningsomsætningen kun udgjorde ca. 10 %.
Tiltalte 1 var ikke registreret som direktør, men landsretten fandt det bevist, at han var den reelle daglige leder af Virksomhed ApS 1. Dette blev støttet af:
Tiltalte 2 og Vidne 8's senere forklaringer om, at Vidne 8 havde den ledende rolle, blev tilsidesat som »åbenlyst utroværdige og som afgivet med henblik på at friholde Tiltalte 1 for ansvar«.
Tiltalte 2 var registreret direktør og havde underskrevet en lang række leasingaftaler, leverancegodkendelser og selvskyldnerkautioner. Han forklarede, at han kun læste den første leasingaftale — derefter underskrev han uden gennemlæsning. Landsretten fandt, at han havde handlet med sandsynlighedsforsæt og var skyldig i de forhold, hvor han havde underskrevet dokumenter, der muliggjorde bedragerierne. Han blev dog frifundet i enkelte forhold, hvor underskrift ikke kunne bevises.
Tiltalte 1 var tiltalt for i forening med uidentificerede medgerningsmænd at have afpresset Person 7 for i alt 960.500 kr.
Landsretten lagde afgørende vægt på Person 7's afskedsbrev, efterladt til sin kæreste i forbindelse med selvmordet den 20. marts 2013:
[Jeg har] i mange år betalt penge til Tiltalte 1 Virksomhed ApS 1 … og Virksomhed ApS 8 … fra Virksomhed ApS 9 og Person 9 samt Virksomhed A/S 4 er der overført store summer af penge til deres konto samt hævet store beløb kontant bare for at få lidt fred.
Brevet blev støttet af:
Landsretten fandt det bevist, at Tiltalte 1 havde rockerrelationer. Bandidos-medlemmet Vidne 94 forklarede, at han havde truffet Tiltalte 1 i Bandidos' klubhus 20-30 gange over en årrække.
Tiltalte 1 og Tiltalte 2 blev fundet skyldige i to forhold om afgiftsunddragelse af særligt grov karakter vedrørende Virksomhed ApS 1:
Landsretten fandt, at Tiltalte 2 i hvert fald havde handlet med sandsynlighedsforsæt — han måtte have indset muligheden for momsunddragelse og forholdt sig accepterende hertil.
Tiltalte 1 og Tiltalte 2 blev frifundet for forhold 59-60, da det ikke kunne udelukkes, at de omhandlede fakturaer allerede indgik i opgørelsen under forhold 57-58.
Tiltalte 3 blev fundet skyldig i momsunddragelse for 1.-3. kvartal 2009 i Virksomhed ApS 3 med 1.607.953 kr. Han blev frifundet for 4. kvartal 2009, da han fratrådte ledelsen ved konkursen den 5. januar 2010, før angivelsespligten for kvartalet indtrådte. Han blev frifundet for forhold 62-64.
Sagen mod Tiltalte 1 havde en samlet varighed på ca. 15 år fra sigtelse (30. oktober 2009) til landsrettens dom (15. november 2024).
Landsretten fandt det godtgjort, at Tiltalte 1 bevidst og systematisk havde trukket sagen i langdrag, særligt ved gentagne udeblivelser under henvisning til lægeerklæringer, som Retslægerådet ikke fandt dokumenterede lovligt forfald.
Under henvisning til EMD's dom i Christensen mod Danmark (22. januar 2009) — hvor et sagsforløb på 11 år i to instanser blev anset for en krænkelse, uanset at klager selv i betydelig grad havde medvirket til den lange sagsbehandlingstid — fandt landsretten, at også Tiltalte 1's ret til rettergang inden for rimelig frist var krænket. Domstolene er selvstændigt forpligtede til at sikre sagens fremme.
Også for Tiltalte 2 og Tiltalte 3 — hvis sager havde varet ca. 15 år fra sigtelse i oktober 2009 — forelå en krænkelse, idet de ikke kunne bebrejdes sagsbehandlingstiden.
Alle tre tiltalte blev kompenseret ved straffastsættelsen, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 13.
Tiltalte 1 blev fundet skyldig i 52 forhold af bedrageri af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2 (ca. 72 mio. kr.), ét forhold om afpresning af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 281, nr. 1 (960.500 kr.) og to forhold om afgiftsunddragelse af særligt grov karakter efter momslovens § 81, stk. 3, jf. straffelovens § 289.
Straf:
Tiltalte 2 blev fundet skyldig i 45 forhold af bedrageri af særligt grov beskaffenhed (ca. 68,5 mio. kr.) og to tilfælde af afgiftsunddragelse af særligt grov karakter (6.512.888 kr.).
Straf:
Tiltalte 3 blev fundet skyldig i 5 forhold af bedrageri af særligt grov beskaffenhed (ca. 1,6 mio. kr.) og ét forhold om afgiftsunddragelse af særligt grov karakter (1.607.953 kr.). Ved stemmeflertal 5-1 i bedrageriforholdene.
Landsretten fandt følgende beløb bevist:
I alt: 960.500 kr.
Kontante beløb ud over disse kunne ikke fastslås med den fornødne sikkerhed.
Straf:
De af anklagemyndigheden genindtalte erstatningskrav (Jyske Finans A/S, Comitel A/S og Spar Nord Leasing) blev ikke taget under påkendelse, da de juridiske dommere ikke fandt det muligt at kontrollere kravenes rigtighed, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten for alle tre tiltalte.
