LandsrettenØstre Landsret stadfæstede byrettens dom over Tiltalte 3 — en serbiskfødt mand der kom til Danmark som 5-6-årig — for gentagne voldtægter, mishandling, psykisk vold og økonomisk kriminalitet begået mod tre tidligere samlevere i perioden 2008-2022. Det centrale spørgsmål under anken var, om forvaring og udvisning for bestandig skulle opretholdes. Landsretten fandt, at tiltaltes farlighed og kriminalitetens systematiske karakter begrundede forvaring, og at udvisning ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Sagen udspringer af tre parforhold, som tiltalte havde i perioden fra 2008 til 2022:
Tiltalte er serbisk statsborger af roma-baggrund, kom til Danmark som 5-6-årig i 1996 og fik opholdstilladelse i 2000. Han har ikke gennemført folkeskolens afgangseksamen, har yderst begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og har en dominerende opfattelse af kønsroller, som han også gav udtryk for i retten: "Det er kvinden, der står for det huslige, og manden arbejder og knokler."
Tiltalte blev fundet skyldig i følgende overgreb mod Forurettede 1:
Forhold 1 — gentagne voldtægter: Tiltalte tiltvang sig i perioden fra 2008 til omkring 2016 adskillige gange samleje og andet seksuelt forhold med Forurettede 1 — heraf flere gange ugentligt. Forurettede 1 forklarede detaljeret om et forhold præget af tvang, hvor tiltalte ikke accepterede et nej.
Forhold 2 — mishandling (straffelovens § 245, stk. 1): Tiltalte udsatte under medvirken af sin mor (Tiltalte 1, der ikke ankede) Forurettede 1 for systematisk mishandling i perioden 2008-2016, herunder:
Landsretten fandt Forurettede 1's forklaring detaljeret og troværdig, naturligt præget af det lange tidsforløb. Små uoverensstemmelser mellem hendes forklaringer i retten, til politirapporter og i lydfiler blev ikke anset for at svække troværdigheden — tværtimod bestyrkede de, at forklaringen var selvoplevet og ikke konstrueret.
Forsvareren havde gjort gældende, at forhold 1 burde afvises efter retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4. Landsretten afviste dette. Endvidere gjorde forsvareren gældende, at tiltalen vedrørende spark i maven burde afvises, fordi anklagemyndigheden havde påstået stadfæstelse men ikke havde berigtiget anklageskriftet til ét spark frem for to. Landsretten fandt, at der var tale om en fravigelig biomstændighed efter retsplejelovens § 883, stk. 4, da tiltalte havde haft mulighed for at tilrettelægge sit forsvar.
Tiltalte benægtede alle overgreb og forklarede, at den eneste vold i forholdet var, at de "lige gode om at give hinanden lussinger", og at han kun havde givet Forurettede 1 én lussing. Han benægtede at have sparket hende, taget kvælertag eller truet hende. Han forklarede, at hun havde sagt hun var gravid, men at han ikke havde set bevis herpå. Om sine holdninger til kønsroller forklarede han: "Han mener, at det er kvinden, der står for det huslige, og manden arbejder og knokler."
Tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt af Forurettede 3 begået i september 2017 på deres fælles bopæl. Forurettede 3 afgav en detaljeret og troværdig forklaring, som landsretten lagde til grund.
Forsvareren gjorde gældende, at forholdet var påtaleopgivet af anklagemyndigheden den 30. januar 2018. Landsretten afviste dette, da den tidligere påtaleopgivelse alene vedrørte en konkret episode den 22. november 2017 — en episode der ikke var omfattet af det aktuelle anklageskrift. Det forhold, at Forurettede 3 og tiltalte under den tidligere efterforskning også blev afhørt om andre episoder, kunne ikke udvide påtaleopgivelsens rækkevidde.
Tiltalte benægtede voldtægten og beskrev Forurettede 3 som "meget bestemmende og dominerende", der slog og skubbede ham. Han forklarede, at der "ikke var tvang eller vold i deres forhold".
Tiltalte blev — med stemmerne 8 nævninger og 3 dommere mod 1 nævning — fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 (mishandling), straffelovens § 243 (psykisk vold) og straffelovens § 260 (ulovlig tvang) mod Forurettede 4.
Forurettede 4 har en IQ på 65 og kognitive udfordringer, herunder lav arbejdshukommelse. Hendes forklaring var "tydeligt præget af hendes samlede kognitive udfordringer", men landsretten fandt den troværdig.
Beviserne omfattede:
Landsretten fandt intet grundlag for, at de tre forurettede skulle have konstrueret eller samstemt deres forklaringer.
Tiltalte forklarede, at han ikke oplevede Forurettede 4 som havende udfordringer, men som velfungerende. Om isolationen fra hendes familie sagde han: "han anså det ikke for at være et problem, at Forurettede 4 afskar kontakt med familie og venner — han passede jo på hende og tog sig af hende."
Tiltalte erkendte de faktiske forhold og erkendte for landsretten også berigelsesforsæt. Anklagemyndigheden berigtigede tiltalen:
Samtlige nævninger og dommere stemte for at stadfæste byrettens afgørelse om forvaring. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse: tiltalte udgør en så væsentlig fare for andres liv, legeme eller frihed, at forvaring var påkrævet. Dette blev begrundet i:
Tiltalte havde været varetægtsfængslet i ca. 2½ år under sagen og beskrev opholdet på Sikringen som vanskeligt. Han forklarede: "Han er ikke den samme person i dag."
Landsretten stadfæstede udvisning af tiltalte for bestandig med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, jf. § 49, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, nr. 7.
Tilknytningsvurderingen:
Tiltalte kom til Danmark som 5-6-årig og har boet her det meste af sit liv. Hans tilknytning til Danmark er "langt stærkere" end til Serbien. Han taler og skriver dansk, men taler ikke skriver serbisk. Han har ikke været i Serbien siden 1996. Mod dette talte:
Proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8:
Landsretten fandt — på baggrund af kriminalitetens art, omfang og grovhed — at udvisning for bestandig ikke var et uproportionalt indgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Udlændingestyrelsen havde i sin udtalelse af 21. november 2024 tiltrådt, at påstanden om udvisning blev nedlagt efter udlændingelovens § 22, nr. 6.
Forurettede 1: Byrettens bestemmelse om tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 blev stadfæstet. Forurettede 1 tog forbehold for yderligere erstatning.
Forurettede 3: Byrettens bestemmelse om tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 blev stadfæstet.
Forurettede 4: Landsretten tog Forurettede 4's påstand om erstatning og tortgodtgørelse til følge. Tiltalte blev dømt til inden 14 dage at betale 200.795 kr. til Forurettede 4, heraf 795 kr. for en telefon samt tortgodtgørelse. Tiltalte bestred erstatningspligten, men ikke kravenes størrelse.
Landsretten stadfæstede byrettens dom med følgende ændringer:
Skyldkendelsen stadfæstes med den ændring, at tiltalte findes skyldig i forhold 14 og 19 i overensstemmelse med den berigtigede tiltale (ændrede perioder og beløb).
Forvaring stadfæstes — samtlige nævninger og dommere stemte for.
Udvisning for bestandig med indrejseforbud for bestandig stadfæstes.
Tortgodtgørelse til Forurettede 1 og Forurettede 3 stadfæstes.
Tiltalte skal inden 14 dage betale 200.795 kr. til Forurettede 4.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Afgørelsen om forhold 10-12 blev truffet med stemmerne 11 mod 1 (én nævning stemte for frifindelse), jf. retsplejelovens § 931, stk. 2.
