LandsrettenØstre Landsret behandlede i en nævningesag anken fra en dansk statsborger (født 1991), der ved Københavns Byret var dømt for terrorisme, tilslutning til Islamisk Stat (IS) og overtrædelse af rejseforbuddet til konfliktområder. Sagen rejste spørgsmål om i forhold til en tyrkisk dom for medlemskab af IS, idet tiltalte allerede havde afsonet 1 år, 6 måneder og 22 dages fængsel i Tyrkiet. Landsretten frifandt tiltalte for landsforræderi efter , men fandt ham skyldig i de øvrige fire forhold og fastsatte straffen til fængsel i 9 år og 6 måneder.
Sagen blev anket til Østre Landsret af tiltalte med påstand om frifindelse, mens anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens dom af 25. maj 2023 (SS 2-6130/2022). Påtalen skete efter justitsministerens påbud.
Inden den danske straffesag havde tiltalte været retsforfulgt i Tyrkiet. Ved Republikken Tyrkiets Højesterets dom af 22. januar 2020 blev en tidligere tyrkisk dom ophævet og sagen hjemvist. Ved Kilis Special Straffedomstols endelige dom af 1. juli 2022 blev tiltalte idømt en ubetinget fængselsstraf på 1 år, 6 måneder og 22 dage for overtrædelse af § 314, stk. 2, i den tyrkiske straffelov — medlemskab af den væbnede terrororganisation DAES-ISIL.
Den tyrkiske dom lagde på baggrund af tiltaltes egen tilståelse til grund:
Straffen blev nedsat med 25 % efter den tyrkiske straffelovs § 221/4 om "effektiv anger", idet tiltalte havde bidraget med oplysninger om organisationens struktur og aktiviteter. Dommens offentliggørelse blev udsat efter den tyrkiske straffeproceslovs § 231/5. Straffen er fuldbyrdet.
Tiltalte havde erkendt de faktiske omstændigheder om sin deltagelse i en video, hvor der skulle skydes mod billeder af personer, der havde markeret sig i den danske offentlighed.
8 nævninger og 3 dommere tiltrådte byrettens vurdering:
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de af byretten anførte grunde, at tiltalte i videoen truede med drab med det formål at skræmme den danske befolkning i alvorlig grad, som anført i straffelovens § 114, stk. 3, jf. § 114, stk. 1, nr. 1, samt tilskyndede til forbrydelse som anført i straffelovens § 136, stk. 1.
Flertallet lagde vægt på, at tiltalte handlede i forening og efter fælles forståelse med øvrige medgerningsmænd, og at han ved sin aktive deltagelse og forudgående kendskab til videoens formål havde det fornødne forsæt.
Landsretten afviste tiltaltes indsigelse om, at der var tale om en politisk tilkendegivelse beskyttet af ytringsfriheden:
Tiltaltes ytringer er efter deres karakter ikke omfattet af beskyttelsen af ytringsfriheden, som ikke omfatter ytringer, der truer med eller tilskynder til vold, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af 16. juni 2015 i sagen Delfi AS mod Estland, præmis 140.
1 nævning stemte for frifindelse under henvisning til, at deltagelsen i videoen måtte anses for en politisk tilkendegivelse.
Tiltalte blev fundet skyldig i ulovligt ophold i al-Raqqa-distriktet i Syrien i perioden fra den 30. september 2016 til juni 2017, jf. straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder § 1, stk. 1, nr. 1.
Tiltalte havde forklaret, at han fra juni/juli 2017 flyttede til Mayadin i Deir Ez-Zor-distriktet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte denne forklaring, men bemærkede at dette efterfølgende ophold ikke var omfattet af tiltalen.
Tiltalte påberåbte sig en uegentlig retsvildfarelse — at han ikke kendte til bekendtgørelsens indhold. 8 nævninger og 3 dommere afviste dette:
Uanset om tiltalte havde kendskab til indholdet af bekendtgørelsen, finder vi ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte har befundet sig i en uegentlig retsvildfarelse, jf. herved tillige lovforslag nr. 187 af 4. maj 2016 til lov om ændring af straffeloven og om ophævelse af Lov, hvorved der forbydes fra dansk Territorium at understøtte krigsførende magter (Væbnede konflikter i udlandet m.v.), de specielle bemærkninger til § 114 j, hvorefter ukendskab til strafbestemmelsen ikke udelukker forsæt.
1 nævning stemte for frifindelse og fandt at tiltalte ikke var bekendt med bekendtgørelsen, hvorfor der forelå en uegentlig retsvildfarelse.
Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at tiltalte var skyldig i forhold 3. De nærmere detaljer om dette forhold fremgår af byrettens dom.
Tiltalte var tiltalt for i perioden fra august 2013 til ca. 22. marts 2017 at have ladet sig hverve af IS, indgået i deres væbnede styrke og deltaget i kamphandlinger, hvilket efter 1. juli 2016 ansås for særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 114 c, stk. 3, jf. § 21.
Samtlige nævninger og dommere vurderede først, om den tyrkiske dom udelukkede retsforfølgning i Danmark efter straffelovens § 10 a, stk. 1 og princippet om ne bis in idem.
Danmark og Tyrkiet har begge ratificeret den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkning. Konventionens artikel 53 fastsætter, at en person ikke i en anden kontraherende stat kan retsforfølges for den samme handling, hvis sanktionen er fuldbyrdet.
Landsretten citerede forarbejderne til § 10 a:
Spørgsmålet om, hvorvidt der er identitet mellem den tidligere (udenlandske) sag og den nye (danske) sag, og om der er tale om »samme handling«, beror på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, herunder en konkret fortolkning af den foreliggende udenlandske dom og den anvendte udenlandske lovgivning.
Med henvisning til U.2019.1415.H og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis lagde landsretten vægt på tid og sted for de faktiske omstændigheder.
I den tyrkiske dom var gerningstid og gerningssted angivet til den 10. december 2017 i Kilis/Merkez. Da sagen blev afgjort på baggrund af tiltaltes tilståelse, lagde landsretten til grund, at den tyrkiske doms gerningsperiode var fra ca. 3 måneder efter indrejsen i Syrien i 2013 og 12 måneder frem.
Landsretten konkluderede:
Under disse omstændigheder og navnlig under hensyn til forskellen for så vidt angår gerningsperioden i den tyrkiske straffedomstols dom og i det forhold, der som forhold 4 er til pådømmelse under denne sag, finder vi, at der ikke er tale om »samme handling«, og at retsforfølgning herefter ikke er udelukket efter straffelovens § 10 a, stk. 1, eller princippet om ne bis in idem.
Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1 — at have været tilsluttet IS i en periode, hvor Danmark var part i den væbnede konflikt mod IS (fra 31. december 2015 til december 2017).
Ved folketingsbeslutning af 2. oktober 2014 meddelte Folketinget samtykke til at stille militært bidrag til Operation Inherent Resolve. Landsretten lagde til grund:
Fra det tidspunkt, hvor Danmark i henhold til den nævnte folketingsbeslutning indsatte F-16 fly i offensive luftoperationer mod IS-mål i Irak, indtrådte Danmark i den ikke internationale væbnede konflikt mellem IS og en række andre lande.
8 nævninger og 3 dommere fandt, at det objektive gerningsindhold i § 101 a var opfyldt, da tiltalte indtil sin udrejse af Syrien i december 2017 støttede IS. 1 nævning fandt det alene bevist frem til november 2017.
Det afgørende spørgsmål var, om tiltalte havde det fornødne forsæt med hensyn til, at Danmark var part i konflikten.
5 nævninger og 3 dommere fandt tiltalte skyldig. De lagde vægt på:
Straffen blev fastsat efter straffelovens § 114, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, § 136, stk. 1, § 114 j, stk. 1, § 114 c, stk. 3, jf. § 21.
Afstemningen om straffen fordelte sig således:
| Stemmer | Straf |
|---|---|
| 15 | Fængsel i 9 år og 6 måneder |
| 2 | Fængsel i 10 år |
| 1 | Fængsel i 7 år og 6 måneder |
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet: fængsel i 9 år og 6 måneder.
Landsretten lagde vægt på forholdenes alvorlige karakter, herunder karakteren og den tidsmæssige udstrækning af overtrædelsen af straffelovens § 114 c, stk. 3, hvor tiltalte blev fundet skyldig i at lade sig hverve til IS, indgå i organisations væbnede styrke og deltage i kamphandlinger under særligt skærpende omstændigheder fra 1. juli 2016.
Straffen blev endvidere efter grundsætningen i straffelovens § 89 fastsat under hensyn til fængselsstraffen på 1 år, 6 måneder og 22 dage idømt ved den tyrkiske straffedomstol.
Flertallet (17 stemmer) fandt, at sagsbehandlingstiden efter sagens alvor og kompleksitet ikke kunne føre til nedsættelse af straffen, og at tiltaltes personlige, herunder helbredsmæssige forhold, ikke skulle tillægges betydning i formildende retning. Mindretallet (1 stemme) tillagde disse forhold og varigheden af varetægtsfængslingen betydning i formildende retning.
Byrettens dom ændres, således at tiltalte straffes med fængsel i 9 år og 6 måneder.
Tiltalte findes skyldig i:
Tiltalte frifindes i forhold 5 (straffelovens § 101 a, stk. 1 — landsforræderi).
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Landsretten fandt det bevist — navnlig efter tiltaltes egen forklaring om sit tankesæt og adfærd — at tiltalte havde til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 og § 114 a. Tiltalte havde erkendt at have deltaget i kamphandlinger i Syrien.
7 nævninger og 3 dommere fandt, at tiltalte tilsluttede sig IS senest i august 2013 og deltog i kamphandlinger i det omfang byretten havde lagt til grund — dog kunne det ikke alene ved videoen "Enhed 8" lægges til grund, at tiltalte deltog i angrebet på Enhed 8 ved Ain Issa den 7. august 2014.
1 nævning fandt det ikke bevist, at tiltalte deltog i angrebet på Tabqa lufthavn den 10.-28. august 2014.
1 nævning fandt hverken angrebet på Tabqa lufthavn bevist eller at tiltalte tilsluttede sig IS før 2014.
Efter afstemningen blev tiltalte fundet skyldig i forhold 4.
Flertallet fandt det herefter bevist, at tiltalte i hvert fald indså muligheden for, at Danmark var indtrådt i den væbnede kamp mod IS, og at han forholdt sig accepterende hertil (dolus eventualis).
4 nævninger stemte for frifindelse. De lagde navnlig vægt på, at uanset om Vidne 2 kendte til Danmarks deltagelse, fandtes det ikke bevist at tiltalte selv havde denne viden. De henviste også til, at vidnet Vidne 1, ekspert i Mellemøsten og islamistisk terror, havde forklaret, at han ikke var bekendt med Danmarks militære involvering.
Efter afstemningen (8 stemmer for skyldig, 4 for frifindelse blandt nævningerne + dommernes 3 stemmer = 11 mod 4) — men da nævningesager kræver kvalificeret flertal for domfældelse: 5 nævninger og 3 dommere = 8 stemmer for skyldig, 4 nævninger for frifindelse. Da domfældelse kræver mindst 6 nævningestemmer og et flertal blandt dommerne, og kun 5 nævninger stemte for skyldig, blev tiltalte frifundet i forhold 5.
