LandsrettenVestre Landsret stadfæstede byrettens dom over en 47-årig mand (Tiltalte 2) og en 51-årig kvinde (Tiltalte 1) for seksuelle overgreb mod kvindens datter, Forurettede, der var under 15 år i gerningsperioden. Manden, der var morens kæreste og havde en stedbarnslignende relation til Forurettede, blev idømt 5 års fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og andre seksualforbrydelser. Moren blev idømt 9 måneders ubetinget fængsel for medvirken til voldtægt. Landsretten lagde afgørende vægt på Forurettedes troværdige forklaringer, den retsmedicinske undersøgelse der viste en indkærvning i hymen forenelig med penetration, samt vidneforklaringer om Forurettedes atypiske adfærd og fysiske reaktioner.
Tiltalte 2 (født 1977) og Tiltalte 1 (født 1973) mødte hinanden på en spilleside på internettet og indledte et parforhold. Tiltalte 2 boede ikke fast hos Tiltalte 1, men opholdt sig hos hende og hendes tre børn — Vidne 1 (søn), Vidne 5 (datter) og Forurettede (datter) — i perioder på 14 dage til en måned ad gangen. Tiltalte 2 har skønnet, at han i perioden 2012-2020 i gennemsnit opholdt sig der ca. 160 dage om året. Under covid-perioden var opholdene længere, op til 1-1½ måned ad gangen.
Forurettede var ca. 4-5 år gammel, da Tiltalte 2 kom ind i familiens liv. Tiltalte 2 påtog sig i et vist omfang en opdragerrolle — han forlangte huslige pligter af børnene og kunne finde på at tale hårdt til dem, når de svarede deres mor igen eller ikke ville hjælpe til. Han forklarede selv, at han »godt kunne finde på at sige noget til børnene«, og at det var muligt, at han »er kommet til at tale lidt hårdt til børnene, herunder vrisse eller råbe ad dem«.
Vidne 1 (storebror) bekræftede, at Tiltalte 2 var den første af morens kærester, der stillede krav om huslige pligter til børnene.
Tiltalen omfattede seks forhold mod Tiltalte 2 og ét forhold mod Tiltalte 1. De væsentligste forhold var:
Landsretten bemærkede, at citeringen af straffelovens § 216, stk. 2, udgik i det hele.
Forurettede kom i aflastning og efterfølgende i plejefamilie hos Vidne 2 og Vidne 3. Allerede i aflastningsperioden udviste hun bekymrende adfærd:
Vidne 3 forklarede, at Forurettede hele tiden havde været meget bange for, at nogen skulle se hende uden tøj, og at hun fortsat — selv efter lang tid i plejefamilien — var meget fokuseret på at gøre alle opmærksom på, at hun gik på toilet eller i bad, og på at låse døren.
Første gang Forurettede direkte satte ord på overgrebene, var under en ferie i Tyrkiet i juli 2022, hvor hun betroede sig til Vidne 3:
Vidne 3 har forklaret, at Forurettede sad med ryggen til hende, mens hun fortalte om det, hun havde oplevet. Forurettede ville ikke se hende i øjnene. Hun sad og pillede i sine ærmer og gjorde sig fysisk mindre, ligesom hun hviskede mere og mere og blev »lillepigeagtig«.
Forurettede brugte ikke ord som »bryster« og »tissekone«, men anvendte i stedet vendinger som »dernede«. Vidne 3, der er skolelærer for elever op til 15 år, fandt dette påfaldende, da børn i den alder normalt er meget bramfrie og uden problemer bruger de korrekte ord for kønsdele.
Vidne 2 ringede til politiet, mens de stadig var på ferie.
Der var allerede i januar 2022 foretaget en anmeldelse fra et opholdssted om upassende berøringer mod Forurettede, og der var foretaget videoafhøringer af hende. Vidne 2 og Vidne 3 blev ikke gjort bekendt med, hvad Forurettede havde fortalt under disse afhøringer.
Speciallæge i retsmedicin Vidne 7 foretog en fotokolposkopisk undersøgelse af Forurettede sammen med en børnelæge. Undersøgelsen viste:
Vidne 7 forklarede om betydningen af fundet:
En indkærvning kan ikke opstå, hvis der ikke har været en indføring. Undersøgelser viser, at hymen ikke lider skade ved f.eks. ridning eller cykling.
Hun forklarede endvidere, at det ikke gør en forskel for tilstedeværelsen af indkærvning, om en penetration er sket i forbindelse med et overgreb eller frivillig seksuel aktivitet. Hun beskrev også forskellen mellem et barns og en voksens hymen:
Et barns hymen er stram og upåvirkelig. I forbindelse med puberteten bliver hymen større og mere eftergivende.
Forurettede virkede under undersøgelsen sød, venlig og ærlig og havde besluttet sig for, at den skulle gennemføres, selvom hun — ligesom alle andre børn — ikke syntes, det var rart.
Kriminalassistent Vidne 6 foretog en supplerende gerningsstedsundersøgelse efter anmodning fra Tiltalte 2's forsvarer. Undersøgelsen omfattede opmåling af badeværelset og lydprøver:
| Prøvebetingelse | Resultat |
|---|---|
| Begge døre mellem badeværelse og stue lukkede | Ingen lyd kunne høres i stuen |
| Kun badeværelsesdøren lukket | Råb kunne høres i stuen |
Dørene blev beskrevet som »papdøre«. Tiltalte 2 var uenig i konklusionen og hævdede, at han under undersøgelsen kunne høre, hvad der foregik på badeværelset.
Tiltalte 2 benægtede alle overgreb og fremhævede:
Tiltalte 1 understøttede Tiltalte 2's forklaring og benægtede ethvert overgreb. Hun mente, at Forurettede var blevet påvirket af plejefamilien (Vidne 2 og Vidne 3) til at fremsætte falske beskyldninger, og at plejefamilien var motiveret af penge.
Retten i Esbjerg dømte begge tiltalte den 26. februar 2024 under medvirken af nævninger (sag 99-2966/2023). Begge tiltalte ankede med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med byrettens tiltale i forhold 1-5 samt byrettens bevisresultat i forhold 6, og nedlagde påstand om skærpelse, herunder at Tiltalte 2 tillige skulle pålægges besøgsforbud.
Bistandsadvokat Thomas Hede Sørensen nedlagde på Forurettedes vegne påstand om tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 på 200.000 kr., subsidiært 150.000 kr., og mere subsidiært stadfæstelse af byrettens afgørelse om tortgodtgørelse.
Tiltalte 2 påstod frifindelse for tortkravet og bestred også størrelsen.
Der blev for landsretten afspillet videoafhøringer af Forurettede og Vidne 5, og der blev afgivet supplerende forklaringer af kriminalassistent Vidne 6 og speciallæge i retsmedicin Vidne 7.
Landsretten tiltrådte byrettens flertalsfundament og fandt begge tiltalte skyldige. Der blev afsagt en kendelse om skyldsspørgsmålet med følgende hovedpunkter:
Landsretten fastslog — med henvisning til Vidne 1's forklaring om, at Tiltalte 2 forlangte huslige pligter af børnene, og Tiltalte 2's egen forklaring om at han irettesatte børnene — at Forurettede i forhold til Tiltalte 2 var at betragte som dennes stedbarn eller betroet ham til opdragelse i gerningsperioden, jf. straffelovens § 223, stk. 1.
Landsretten tiltrådte, at hverken den manglende forsvarerbeskikkelse for Tiltalte 1 eller de pågældende tryghedspersoners tilstedeværelse kunne føre til, at der skulle bortses fra videoafhøringerne af Forurettede. Landsretten bemærkede supplerende:
Den for sene forsvarerbeskikkelse og de pågældende tryghedspersoners tilstedeværelse og ageren må inddrages i den samlede bedømmelse af bevisværdien af Forurettedes forklaringer under videoafhøringerne.
Landsretten bemærkede supplerende, at Forurettedes forklaring om overgreb fra Tiltalte 2's side også blev understøttet af Vidne 3's forklaring om:
Landsretten tiltrådte, at gerningsperioden i forhold 2 blev fraveget, så forholdet anses for begået nytårsaften 2020. Betingelserne i retsplejelovens § 883, stk. 4 var opfyldt. Landsretten lagde vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger, der kunne rejse tvivl om, at de tiltalte havde haft fyldestgørende adgang til forsvar, og at deres nytårsaftener med børnene efter de tiltaltes samstemmende forklaringer foregik på samme måde hvert år.
Straffen fastsattes efter:
Straffen er til dels en tillægsstraf til Retten i Esbjergs dom af 8. juli 2019, jf. straffelovens § 89.
Afstemning: Der var enighed om de forhold, der skulle lægges vægt på. Afgivet stemmer:
| Strafforslag | Stemmer |
|---|---|
| Fængsel i 5 år | 17 |
| Fængsel i 5 år og 6 måneder | 1 |
Resultat: Fængsel i 5 år.
Landsretten fandt, at der efter karakteren af forholdene og oplysningerne om Tiltalte 2 måtte antages at være fare for ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at et boligforbud ville være egnet til at forebygge denne fare. Overgrebene var sket, mens Tiltalte 2 havde ophold i Forurettedes bolig. Boligforbuddet blev derfor stadfæstet.
Besøgsforbud blev derimod afvist. Landsretten henviste til forarbejderne til lovændringen ved lov nr. 1425 af 17. december 2019 (LFF 2019 9):
Vestre Landsrets 9. afdeling — dommerne Helle Korsgaard Lund-Andersen, Lars Christensen og Thomas Steensen (kst.) — afsagde dom den 30. oktober 2024.
Thi kendes for ret:
Tiltalte 2 har været frihedsberøvet siden byrettens dom den 26. februar 2024.
Vidne 1 (storebror) forklarede, at han aldrig havde oplevet noget underligt, og at huset var så lille og lydt, at han ville have hørt det, hvis noget var foregået. Han understregede, at han ikke havde nogen grund til at holde hånden over Tiltalte 2: »Hvis han havde taget Tiltalte 2 i at begå overgreb mod Forurettede, ville han have reageret fysisk over for Tiltalte 2«.
Tiltalte 1 forklarede, at Forurettede efter at være kommet i aflastning ændrede karakter, blev mere sur og begyndte at tage afstand fra familien. Vidne 1 bekræftede, at særligt Forurettede var sur over, at hun ikke havde fået de samme materielle goder derhjemme. Tiltalte 1 henviste også til, at Forurettede havde set tv-serien »Ulven kommer« og derefter havde skrevet en skolestil om overgreb.
Citeringen af straffelovens § 216, stk. 2, udgik i det hele.
Hvis den dømte udelukkende har misbrugt børn, som den pågældende har delt bolig med, vil der i almindelighed ikke være anledning til ved siden af et boligforbud også at give et besøgsforbud.
Tiltalte 2 var ikke tidligere straffet af betydning for seksualforbrydelser, og der forelå ikke oplysninger om hans personlige forhold, der gav tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
De juridiske dommere tiltrådte byrettens afgørelse om, at Tiltalte 2 skal betale tortgodtgørelse til Forurettede efter erstatningsansvarslovens § 26.
Straffen fastsattes efter straffelovens § 216, stk. 1 og § 223, stk. 1, jf. § 23 (medvirken til voldtægt af barn under 15 år i stedbarnsforhold).
| Strafforslag | Stemmer |
|---|---|
| Fængsel i 9 måneder | 14 |
| Fængsel i 6 måneder | 4 |
Resultat: Fængsel i 9 måneder.
Der var enighed om, at der ikke var grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten bemærkede, at Tiltalte 1 havde udtrykt ønske om samfundstjeneste og havde passet sine praktikforløb upåklageligt, men at Kriminalforsorgen havde vurderet hende uegnet hertil.
