LandsrettenØstre Landsret tog stilling til, om en søster (Person) til en sigtet bror (Sigtede) skulle pålægges at afgive vidneforklaring i en straffesag om voldtægt mod en anden søster (Forurettede). Anklagemyndigheden havde kæret byrettens kendelse, der fritog Person for vidnepligt, med henvisning til at Persons forklaring var afgørende for sagens opklaring i en påstand-mod-påstand-situation. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse og stadfæstede, at Person ikke skulle pålægges at vidne, idet retten også afviste bistandsadvokatens påstand om afvisning af kæremålet på grund af manglende forkyndelse.
Sagen udspringer af en straffesag, hvor Sigtede (født 1999) er tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod sin søster, Forurettede. Person — søster til både Sigtede og Forurettede — er en central person i sagen.
Person havde tidligere til politiet forklaret, at hun selv havde været udsat for overgreb fra Sigtede, og at hun mindst én gang havde bevidnet et overgreb begået af Sigtede mod Forurettede. Persons forklaringer om overgreb mod hende selv skulle efter anklagemyndighedens opfattelse understøtte Forurettedes forklaring.
Retten på Bornholm afsagde den 13. september 2024 kendelse om, at Person ikke skulle pålægges at afgive vidneforklaring. Anklagemyndigheden kærede denne kendelse til Østre Landsret.
Anklagemyndigheden nedlagde principalt påstand om, at Person skulle pålægges at afgive forklaring om overgreb begået mod hende selv og om overgreb, som Sigtede var sigtet for at have begået mod Forurettede, i det omfang hun havde kendskab hertil. Subsidiært påstod anklagemyndigheden, at Person skulle pålægges at afgive forklaring om overgreb begået mod Forurettede i det omfang, hun havde kendskab hertil.
Anklagemyndigheden anførte navnlig:
Advokat Rasmus Kronborg, der var beskikket som bistandsadvokat for Person, nedlagde principalt påstand om afvisning af kæremålet med henvisning til, at anklagemyndigheden ikke havde forkyndt kæreskriftet for Person, jf. retsplejelovens § 970, stk. 1, 2. pkt..
Subsidiært påstod bistandsadvokaten stadfæstelse af byrettens kendelse og anførte hertil navnlig:
Landsretten konstaterede, at anklagemyndighedens kæreskrift ikke var forkyndt for Sigtede eller Person, hvilket burde være sket, jf. retsplejelovens § 970, stk. 1.
Retten fandt imidlertid, at den manglende forkyndelse ikke kunne antages at have haft betydning for Sigtedes og Persons muligheder for at varetage deres interesser under kæremålet. Dette begrundede landsretten med, at kæreskriftet var sendt til den for Sigtede beskikkede forsvarer og Persons bistandsadvokat. Landsretten henviste herved til UfR 2021.49 H.
Anklagemyndighedens kæreskrift til landsretten er ikke forkyndt for Sigtede eller Person, hvilket burde være sket, jf. retsplejelovens § 970, stk. 1. Efter sagens omstændigheder, herunder at kæreskriftet er sendt til den for Sigtede forsvarer og Persons bistandsadvokat, finder landsretten, at den manglende forkyndelse ikke kan antages at have haft betydning for Sigtedes og Persons muligheder for at varetage deres interesser under kæremålet, jf. UfR 2021.49 H.
Påstanden om afvisning blev derfor ikke taget til følge.
Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse og fandt, at Person ikke skulle pålægges at afgive vidneforklaring.
Byrettens kendelse af 13. september 2024 blev herefter stadfæstet.
