LandsrettenVestre Landsret frifandt to grundejere for Havudsigt ApS' krav om betaling af 97.153,74 kr. som andel af udgifterne til et fælles udstykningsprojekt med etablering af regnvandssø og afløb til Limfjorden. Landsretten fandt, at krav baseret på 17 fakturaer fra perioden 2015-2018 var forældede efter forældelseslovens § 3, stk. 1, da den 3-årige frist regnedes fra hver fakturas forfaldsdato, og at Havudsigt ApS ikke havde godtgjort en aftale om suspension af forældelsen. For de to resterende fakturaer fra 2021-2022 fandt landsretten, at kravet ikke var tilstrækkeligt bevist. Landsretten ændrede dermed byrettens dom og pålagde Havudsigt ApS at betale 61.000 kr. i sagsomkostninger til appellanterne.
Appellanterne, Appellant 1 (tidligere Sagsøgte 1) og Appellant 2 (tidligere Sagsøgte 2), var grundejere i By. Indstævnte, Havudsigt ApS — ejet af Vidne 1 — havde i 2007 og 2009 købt jord af appellanterne ad flere omgange.
Sammen iværksatte parterne et udstykningsprojekt med henblik på at udstykke grunde til boliger. Projektet indebar blandt andet etablering af en regnvandssø og afløb til Limfjorden, hvilket krævede en lokalplan og involvering af rådgivningsvirksomheden Niras. Kommunen forlangte et professionelt projekt, og Niras blev valgt, fordi de i forvejen udførte kloakarbejde i området.
Lokalplanen inddelte området i 10 grunde og angav Appellant 1, Appellant 2 og Vidne 1 som ansøgere om tilladelse til udledning af overfladevand.
Havudsigt ApS betalte løbende fakturaer for projektet. Sagen angik 19 fakturaer, som dannede grundlag for Havudsigt ApS' regreskrav mod appellanterne. Størstedelen af fakturaerne var udstedt til Havudsigt ApS i perioden fra marts 2015 til november 2018. Derudover var der to fakturaer fra henholdsvis november 2021 og marts 2022.
| Periode | Antal fakturaer |
|---|---|
| 6. marts 2015 – 22. november 2018 | 17 |
| 24. november 2021 | 1 |
| 12. marts 2022 | 1 |
Vidne 1 forklarede, at han først kunne opgøre det samlede krav, da han modtog de sidste fakturaer fra Bejstrup Maskinstation i 2021 eller 2022, fordi kommunens godkendelse af regnvandssøen trak processen i langdrag. Han havde ingen idé om, hvad projektet ville komme til at koste, og kunne efterfølgende konstatere, at det var »en meget dyr sø«.
Appellant 1 og Vidne 1 havde i 2013 delt en regning fra landinspektøren, men siden da havde Appellant 1 ikke betalt yderligere. Appellant 1 havde ifølge Vidne 1 konsekvent oplyst, at han ingen penge havde, og Vidne 1 havde derfor »hele tiden selv sagt, at han ville lægge ud«.
Havudsigt ApS anlagde sag ved Retten i Aalborg (sag BS-53941/2022-ALB), som den 29. februar 2024 gav Havudsigt ApS medhold og pålagde Appellant 1 og Appellant 2 at betale.
Appellanterne ankede dommen til Vestre Landsret (sag BS-13528/2024-VLR, 4. afdeling) med påstand om frifindelse. Under ankesagen afgav Appellant 1 og Vidne 1 supplerende forklaringer. Landsretten behandlede sagen med landsdommerne Annette Dellgren, Marie Kathrine Nielsen og Ioana Fodor (kst.).
Appellanternes påstand: Appellant 1 og Appellant 2 påstod frifindelse.
Havudsigt ApS' påstande:
Fordelingsnøglen: Havudsigt ApS gjorde gældende, at omkostningerne skulle fordeles forholdsmæssigt med en fordelingsnøgle på 10:2, mens Appellant 1 fastholdt, at fordelingsnøglen — hvis der overhovedet bestod en betalingsforpligtelse — skulle være 8:1.
Appellant 1's hovedsynspunkt var, at projektet ikke var hans. Han havde alene underskrevet en samtykkeerklæring til, at naboen (Vidne 1) måtte søge om lokalplan, og han havde aldrig lovet at betale nogen del af udgifterne. Hans ejendom havde været til salg flere gange, og han havde ikke tjent på udstykningen.
Vidne 1's hovedsynspunkt var, at det var et fælles projekt, og at Appellant 1 og Appellant 2 var fuldgyldige deltagere. Efter Vidne 1's opfattelse »virkede det som om, at Appellant 1 gerne ville have indtægterne fra udstykningen, men ikke betale udgifterne«.
Sagens centrale retlige spørgsmål var, om Havudsigt ApS' krav var forældet efter forældelsesloven.
Forældelsesloven § 2, stk. 1 fastsætter, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt (forfaldstidspunktet).
Forældelsesloven § 3, stk. 1 fastsætter en almindelig forældelsesfrist på 3 år.
Forældelsesloven § 16, stk. 1 bestemmer, at forældelsen afbrydes ved indlevering af stævning (retsligt skridt).
Landsretten skulle tage stilling til to spørgsmål: (1) hvornår begyndelsestidspunktet for forældelsen indtrådte, og (2) om der var indgået en aftale om suspension af forældelsen.
Landsretten lagde til grund, at Appellant 1 og Appellant 2 var deltagere i udstykningsprojektet — i overensstemmelse med byrettens vurdering.
Om forældelsen udtalte landsretten:
Havudsigt ApS afbrød den 3-årige forældelse ved indlevering af stævning den 22. december 2022, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og § 16, stk. 1.
Landsretten fandt imidlertid, at Havudsigt ApS ikke havde løftet bevisbyrden for, at kravene ikke løbende kunne opgøres:
Havudsigt ApS har ikke godtgjort, at kravene ikke løbende kunne opgøres, og at begyndelsestidspunktet for forældelsen af kravene skal regnes fra et senere tidspunkt end datoen for forfalde af de enkelte fakturaer, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.
Forældelsesfristen skulle derfor regnes fra hver enkelt fakturas forfaldsdato — ikke fra det senere tidspunkt, hvor Havudsigt ApS modtog de sidste fakturaer og kunne sammenstille det samlede krav.
Landsretten afviste også, at der var indgået en aftale om suspension af forældelsen. Her lagde retten vægt på appellantens konsekvente afvisning af betalingspligten:
Efter forklaringerne afgivet af Appellant 1, tidligere Sagsøgte 1 og Vidne 1 lægger landsretten til grund, at Appellant 1, tidligere Sagsøgte 1 i hele forløbet har bestridt, at han skulle betale en del af beløbet. Havudsigt ApS har derved ikke godtgjort, at der er indgået en aftale om suspension af forældelsen.
Konklusionen var klar:
Den del af kravet, som bygger på fakturaerne udstedt i perioden fra den 6. marts 2015 til den 22. november 2018, er derfor forældet.
Dette omfattede 17 af de i alt 19 fakturaer, der dannede grundlag for kravet.
Tilbage stod de to fakturaer fra henholdsvis 24. november 2021 og 12. marts 2022, som ikke var omfattet af forældelsen. Landsretten fandt imidlertid, at Havudsigt ApS heller ikke havde løftet bevisbyrden for disse krav:
Som sagen er forelagt for landsretten, har Havudsigt ApS ikke godtgjort, at der kan gøres et krav gældende mod Appellant 1, tidligere Sagsøgte 1 og Appellant 2, tidligere Sagsøgte 2 for det arbejde, som er omfattet af fakturaerne af 24. november 2021 og 12. marts 2022.
Havudsigt ApS havde således hverken bevist, at kravet på de ældre fakturaer var i behold (forældelse), eller at der overhovedet bestod et retligt grundlag for at kræve appellanterne for det arbejde, de to nyere fakturaer vedrørte.
Landsretten frifandt Appellant 1 og Appellant 2 for Havudsigt ApS' krav i sin helhed. Dermed ændrede landsretten byrettens dom.
Som følge af sagens udfald blev Havudsigt ApS pålagt at betale sagsomkostninger for begge retter:
| Post | Beløb |
|---|---|
| Advokatbistand inkl. moms | 60.000 kr. |
| Retsafgift for landsretten | 1.000 kr. |
| I alt | 61.000 kr. |
Beløbet skulle betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a. Ved fastsættelsen af beløbet til advokatbistand tog landsretten ud over sagens værdi hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.
