LandsrettenVestre Landsret har den 30. juni 2025 stadfæstet en dom afsagt af Retten i Randers (sag BS-58638/2023-RAN), der bekræftede Ankestyrelsens afgørelse om at frigive et barn til adoption uden samtykke fra de biologiske forældre. Sagen handler om, hvorvidt betingelserne for tvangsbortadoption var opfyldt, trods forældrenes ændrede holdning under ankebehandlingen, hvor de gav samtykke til fortsat anbringelse hos den nuværende plejefamilie.
De biologiske forældre anlagde sag mod Ankestyrelsen for at få ophævet afgørelsen om bortadoption af deres barn. Barnet var blevet anbragt uden for hjemmet og skiftede plejefamilie i oktober 2024. Under landsretsbehandlingen fremlagde parterne opdaterede statusrapporter fra den nye plejefamilie samt notater om tilsynsbesøg.
Det fremgik af sagen, at Adoptionsnævnet tidligere havde meddelt afslag på adoption fra barnets tidligere plejemor (18. marts 2025). Derudover var barnet midlertidigt fjernet fra den nationale adoptionsliste, hvilket skabte usikkerhed om tidspunktet for en eventuel adoption.
De biologiske forældre gentog sin påstand om ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse, men præciserede samtidig deres holdning:
Ankestyrelsen fastholdt sin påstand om stadfæstelse af byrettens dom. Styrelsen argumenterede for følgende:
Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse fuldt ud. Rettens vurdering byggede på to hovedpunkter:
1. Betingelserne for anbringelse (§ 47) Retten fandt det godtgjort, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet var opfyldt jf. Barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1. Der var en høj grad af sandsynlighed for, at forældrene både samlet og hver for sig varigt var ude af stand til at varetage omsorgen.
Den omstændighed, at forældrene den 22. maj 2025 har meddelt samtykke til anbringelsen af Barn, og at Kommune derfor den 18. juni 2025 har truffet afgørelse om, at Barn fortsat skal være anbragt uden-for hjemmet i medfør af Barnets lov § 46, kan ikke føre til en anden vurdering.
2. Betingelserne for frigivelse til adoption (§ 9) Landsretten fandt, at adoption var bedst for barnet af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i opvæksten. Betingelserne i Adoptionsloven § 9, stk. 2 og 3, for frigivelse til adoption var opfyldt.
Retten lagde vægt på, at det fortsat var bedst for barnet at blive frigivet, selvom der var usikkerhed om, hvornår adoptionen konkret kunne gennemføres (bl.a. pga. midlertidig fjernelse fra adoptionslisten). Hensynet til barnets tarv vejede tungere end forældrenes ønske om at undgå bortadoption.
Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom. Ankestyrelsens afgørelse om at frigive barnet til adoption uden samtykke fra de biologiske forældre står således fast.
Ingen af parterne betalte sagsomkostninger for landsretten til hinanden eller til statskassen.
