LandsrettenGrønlands Landsret behandlede som ankeinstans en sag om manddrab begået på en hjemløs mand, hvis lig blev fundet i et depotrum i en boligblok i Nuuk. Sagen var i kredsretten afgjort ved domsmænd, og bevisførelsen bestod navnlig af dna-spor og håndaftryk fundet på gerningsstedet og på tiltaltes tøj. Landsretten fandt det bevist, at tiltalte havde begået drabet, og stadfæstede kredsrettens dom om domfældelse og anbringelse på psykiatrisk hospital.
Sermersooq Kredsret afsagde den 28. april 2026 dom i sagen (kredsrettens sagl.nr. KS-SER-264-2026), hvor tiltalte blev fundet skyldig i forhold 1 og frifundet i forhold 2. Forhold 2 var ikke omfattet af anken til landsretten.
Sagen blev for landsretten behandlet med domsmænd, ligesom i kredsretten.
Anklagemyndigheden tog på vegne af afdødes pårørende forbehold for senere at nedlægge påstand om godtgørelse og erstatning, men der fremkom ikke yderligere herom under ankesagen.
Tiltalte havde på tidspunktet for landsrettens dom været tilbageholdt siden den 12. oktober 2024.
Den 4. oktober 2024 kl. 10:22 modtog Grønlands Politi en anmeldelse om, at der var fundet en livløs mand i et depotrum på Adresse 1 i Nuuk (Blok 1). Manden, Forurettede 1, blev kort efter erklæret død.
Afdøde blev fundet liggende i en blodpøl i depotrum 1. På baggrund af de tekniske erklæringer, herunder oplysninger om blodspor fra afdøde – bl.a. et drypmønster i fordelingsgangen og stænkspor i depotrum 2 – lagde landsretten til grund, at det egentlige gerningssted var depotrum 2. Afdøde var efterfølgende blevet flyttet til depotrum 1, og en blodig madras fra depotrum 2 var blevet flyttet ud til en affaldscontainer uden for bygningen. Der var direkte adgang fra gaden til fordelingsgangen og videre til begge depotrum.
Efter obduktionsrapporten med supplement og de tekniske erklæringer lagde landsretten til grund, at afdøde var blevet dræbt som beskrevet i anklageskriftet som følge af talrige kvæstelser i ansigtet med underliggende knoglebrud samt brud af kraniebunden med deraf følgende blødning.
Landsretten hørte en række vidner, hvoraf flere afgav supplerende forklaring i forhold til kredsretten.
Vidne 13, som var med til at finde afdøde, forklarede bl.a., at han tog det første billede af stedet, og at døren ind til depotrummet oprindeligt stod oprejst mod bagvæggen, men faldt ned over afdøde, da denne blev trukket ud. Afdøde havde derfor oprindeligt ligget længere inde i rummet. Vidnet kunne tydeligt genkende en forrådnelsesduft og var ikke i tvivl om, at afdøde var død. En blodplamage på et af fotos var opstået i forbindelse med, at afdøde blev flyttet ud af depotrummet.
Vidne 8 forklarede, at hun havde set madrasserne stå ved en container, men kunne ikke huske præcist hvornår. Hun blev forskrækket ved synet og troede først, at der måske var født et barn.
Vidne 9, en nær bekendt af afdøde, forklarede, at han i den periode, hvor afdøde var forsvundet, ledte efter ham i flere dage, og at han fandt det usædvanligt, at afdøde ikke som sædvanligt mødte op til deres faste aftaler. Vidnet mistænkte først Vidne 15, tidligere Person 4, men begyndte efter dennes løsladelse i stedet at mistænke tiltalte, bl.a. fordi han havde hørt, at tiltalte tidligere skulle have begået en lignende handling, og fordi Vidne 15 skiftede forklaring om sin egen kontakt med afdøde.
Vidne 15, tidligere Person 4, som havde boet sammen med afdøde på herberg i tre år, forklarede, at han sidst så afdøde torsdag den 3. oktober 2024 ved Brugsen i Nuuk, hvor de aftalte at mødes ved banken næste morgen. Afdøde mødte ikke op. Vidnet forklarede, at han havde taget afdødes efterladte mobiltelefon med for at aflevere den til ham, mens han til politiet tidligere havde forklaret, at han havde lånt telefonen. Vidnet kendte tiltalte fra herberget og Frelsens Hær.
Vidne 3, der arbejdede på herberget, forklarede, at tiltalte – der havde livstidskarantæne – alligevel kom på herberget den pågældende aften, skrev sig selv ind i logbogen, og fremstod helt normal og rolig uden synlige blodspor på tøjet. Tiltalte var væk, da vidnet vækkede de øvrige beboere næste morgen.
Vidne 4, som tiltalte besøgte samme aften, forklarede, at tiltalte var stille og rolig, og at hun ikke havde bemærket noget usædvanligt, da politiet kom.
Retsgenetiker Vidne 11 forklarede indgående om metoden bag dna-bevisførelse, herunder begreberne likelihood ratio og forhåndsodds, og redegjorde for, at en likelihood ratio alene ikke kan omsættes direkte til en sandsynlighed for gerningsmandsskab uden en vurdering af sagens øvrige omstændigheder (forhåndsodds). Han bekræftede, at der på flere kosteemner – herunder to blodige madrasser, håndtaget til gerningsstedet og et tv på findestedet – var fundet dna, som med meget stor sandsynlighed stammede fra tiltalte. Han forklarede endvidere om fund af dna fra flere personer på enkelte genstande og om sædcelle-/restcellefraktioner i materiale fra afdødes endetarm.
Vidne 16 fra det kriminaltekniske fingeraftrykslaboratorium (NKC) forklarede om metoden bag identifikation af hånd- og fingeraftryk, herunder kravet om et vist antal sammenfaldende detaljer og brugen af begrebet "inkonklusiv", når der ikke kan opnås tilstrækkelig sikkerhed. Hun bekræftede, at tiltaltes fingeraftryk lå i myndighedens database, og at der herved fremkom et match i forhold til aftryk fundet på gerningsstedet, bl.a. afsat i afdødes blod.
Landsretten fandt, at tiltaltes forklaring under grundlovsforhøret og til politiet om sin færden på gerningstidspunktet havde været usammenhængende og uoverensstemmende, og at den på væsentlige punkter blev modsagt af vidneforklaringerne. Tiltalte havde ikke ønsket at udtale sig under hovedforhandlingen i hverken kredsretten eller landsretten. Under henvisning hertil og til oplysningerne om tiltaltes mentale tilstand fandt landsretten, at forklaringen måtte tilsidesættes som utroværdig, i det omfang den ikke blev understøttet af andre omstændigheder i sagen.
Det blev efter de samstemmende og ubestridte vidneforklaringer lagt til grund, at både tiltalte og afdøde i den relevante periode drak meget alkohol og røg hash, og at de som hjemløse færdedes i området ved Blok 1, hvor tiltalte havde overnattet i bl.a. opgange og depotrum.
Landsretten lagde afgørende vægt på en samlet vurdering af følgende tekniske fund:
| Fund | Sted | Konklusion |
|---|---|---|
| Dna | To blodige madrasser (fem spor i alt), dør-håndtag til gerningsstedet, tv på findestedet | Stammer med meget stor sandsynlighed fra tiltalte |
| Dna | Negleskrab fra afdødes højre hånd og afdødes venstre håndryg | Stammer med meget stor sandsynlighed fra tiltalte |
| Dna | Tiltaltes bluse (højre ærme, ud- og indvendigt) | Stammer med stor sandsynlighed fra afdøde |
| Hånd-/fingeraftryk | Bøjle på døren til gerningsstedet og udskåret træstykke, dels afsat i afdødes blod | Stammer fra tiltalte |
På baggrund af en samlet vurdering af dna- og håndaftryksfundene sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder fandt landsretten det med den fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte havde dræbt Forurettede 1 på den i tiltalen beskrevne måde, og at tiltalte herved havde det fornødne forsæt til drabet. Landsretten tiltrådte derfor, at tiltalte var fundet skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 86, stk. 1.
Tiltalte var tidligere fundet skyldig i manddrab. Efter indholdet af den retspsykiatriske erklæring med beskrivelse af tiltalte samt Retslægerådets erklæring af 3. juli 2025 lagde landsretten til grund, at tiltalte var omfattet af den personkreds, der er beskrevet i kriminallovens § 156, stk. 1, og at der forelå en ganske betydelig risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet.
I overensstemmelse med de afgivne lægelige erklæringer fandt landsretten, at anbringelse på dansk psykiatrisk hospital var den mest formålstjenlige foranstaltning til at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. kriminallovens § 157, stk. 1.
Landsretten stadfæstede herefter kredsrettens dom i det påankede omfang. Statskassen skulle betale sagens omkostninger.
